ARTIKLER


Hvordan får EU sikret sig naturgas?

Ruslands strid med Ukraine om levering af naturgas har afdækket, hvor afhængig EU er blevet af russisk gas. Det skal drøftes på et topmøde i marts 2006.
Af Sven Skovmand
16. januar 2006

Hvis man ser bort fra England og Danmark, bruger alle EU-lande mere energi end de selv producerer.

En væsentlig del af denne energi er naturgas fra Rusland, der har verdens største forekomster af gas. I alt kommer 25 procent af EU’s naturgas fra Rusland.

Derfor vakte det bekymring da Rusland umiddelbart før nytår afbrød gasforsyningerne til Ukraine, og ukrainerne derpå stjal noget af den gas der skulle gå videre til EU-landene.

En stor del af den russiske naturgas går nemlig igennem Ukraine før den når sit egentlige bestemmelsessted.

Striden mellem Rusland og Ukraine er siden da blevet bilagt, men den har alligevel på ubehagelig måde afdækket EU’s afhængighed af Rusland.

Derfor overvejer EU nu ifølge euobserver.com 10.1.2006 at anlægge en gasledning langs Adriaterhavet, som skal kunne lede gas til EU-landene.

Gassen skal komme fra Nordafrika og Qatar, hvor der er store uudnyttede gasforekomster. Ved at gøre gassen flydende kan den på særlige skibe transporteres til den havn ved Adriaterhavet, hvorfra den påtænkte gasledning skal gå.

Kan blive dyrt

EU vil nu undersøge de økonomiske muligheder i planen og behandle den på et topmøde i marts 2006.

Det ligger dog på forhånd klart at planen rummer store problemer, først og fremmest fordi det er langt dyrere at sende gassen med skibe end at sende den gennem ledninger.

Alene det at gøre gassen flydende giver et energitab på omkring 30 procent. Og modtagelsesanlæggene er kostbare.

Derfor er det sandsynligste nok at Rusland vil blive ved med at være hovedleverandør, og at man vil bestræbe sig på at sikre forsyningerne på andre måder.

Der arbejdes således i øjeblikket på en naturgasledning, der vil gå direkte fra Rusland til Tyskland og ligge på Østersøens bund.