NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Snesevis af videnskabsmænd. Lige så mange embedsmænd. Endnu flere politikere og engagerede borgere. Alle har de i over tre år undersøgt, overvejet og diskuteret, om den genmodificerede majs MON863 skal godkendes. Alligevel tromlede EU-kommissionen sin egen beslutning igennem - i modstrid med flertallet.
Det er fredag den 24. juni 2005. Miljøminister Connie Hedegaard er på vej hjem fra Luxembourg. Hun har været til rådsmøde med de andre EU-landes miljøministre.
På mødet har hun sammen med et flertal af ministrene afvist at godkende den genmodificerede (gmo) majs MON863. Den amerikanske koncern Monsanto vil have lov til at sælge gmo-majsen i Europa som foder.
Hvis Connie Hedegaard i flyet på vej hjem stadig tænker over MON 863, er det for at erkende at over tre års dansk arbejde har været forgæves. Efter mødet vil Kommissionen gennemføre sit forslag - selv om det er stemt ned.
Da Ministerrådet stemte om sagen den 24. juni i år, var der gået mere end tre år siden Monsanto indleverede sin ansøgning til de tyske myndigheder. Herefter gik embedsmændene i gang med en lang, grundig og indviklet sagsbehandling.
EU's egne eksperter sagde OK, men deres konklusion blev kritiseret af andre eksperter, og de blev anklaget for at være afhængige af gmo-industrien.
Videnskabelige data blev hemmeligholdt og senere offentliggjort.
Politikere forsøgte at håndtere en »følsom« sag. De kendte den store skepsis i befolkningen over for genteknologien, og flertallet af dem stemte imod godkendelse.
Men uanset hvad der blev sagt og gjort, var det Kommissionen, som bestemte. Og Kommissionen fulgte slavisk hvad de gmo-begejstrede videnskabsmænd i ekspertpanelet indstillede.
For Kommissionen og for de officielle videnskabelige eksperter var befolkningernes og ministrenes indvendinger »politiske« og derfor ikke relevante.
Det er den historie, vi beretter om i ti etaper. Det kan vi gøre bl.a. på baggrund af interviews med de to embedsmænd, der har fulgt sagen hele vejen igennem, i Danmark og i EU.
De første fire etaper bringer vi i dette nummer, resten i næste.
Med MON863's vej gennem systemet får læserne et indblik i, hvordan EU træffer sine beslutninger.
Vi fortæller om møder, undersøgelser og dokumenter. Men vi fortæller også om mennesker af kød og blod.
Mennesker, hvis job det er at behandle sagen.
Mennesker, der er blevet politisk valgt til at træffe beslutninger.
Og mennesker, der engagerer sig og prøver at få indflydelse på hvordan sagen ender.
Det er en historie om magt og demokrati.
En historie om hvem der bestemmer over vores miljø og vores mad.
Efter mere end et år siger tyskerne god for gmo-majsen og tror at det hurtigt vil være på plads i EU-systemet. Det viser sig at være naivt.
Det er den 13. februar 2002. Genteknologiafdelingen i det tyske Forbruger- og Fødevareministerium i Berlin modtager en samling dokumenter med Monsanto Europa S.A. og Monsanto US som afsender.
Dokumentsamlingen indeholder en ansøgning om at få lov til at sælge en majstype, som firmaet har genmodificeret og døbt MON863.
I første omgang ønsker Monsanto kun at få lov til at sælge majsen som foder. Kort efter kommer en ansøgning om at anvende MON863 i fødevarer, men til dags dato har firmaet ikke søgt om at få lov til at udplante majstypen i Europa.
MON863 kan noget som majs ellers ikke kan. Den kan selv producere et giftstof som dræber en bestemt billelarve, der ellers plager majsen mens den vokser op.
Blandt de dele, Monsanto ikke vil lade konkurrenterne og offentligheden se, er datamaterialet fra forsøg hvor firmaets teknisk-videnskabelige afdeling har fodret rotter med gmo-majsen. Disse rotteforsøg kommer til at spille en stor rolle senere i sagen og bliver genstand for retssager i to lande.
Monsanto indleverer sin ansøgning til de tyske myndigheder, selv om de ikke kun vil sælge gmo-foderet i Tyskland, men i alle EU-lande. Reglerne siger at ansøgningen skal indleveres i det land hvor firmaet først vil markedsføre gmo-foderet.
Det viser sig ikke at gå så nemt. De tyske myndigheder returnerer ansøgningen med en besked om at den er ufuldstændig. Der skal mere materiale og mere dokumentation til.
Det må Monsanto bruge en del tid på, og først et år efter, i februar 2003, er det tyske ministerium tilfreds og meddeler at ansøgningen er god nok. Det betyder ikke at de anbefaler en godkendelse, men blot at de har fået oplysninger nok til at kunne tage stilling.
Det kan have været Andrew Tommey. Han kan ikke selv huske det, da han tre et halvt år senere beskriver Kommissionens rolle for NOTAT - som en slags postboks:
»Vi sender ansøgningen rundt til medlemslandene og lægger den på nettet. Men i denne fase og lang tid frem er vores opgave kun at modtage og videresende informationer.«
Derfor sender Forbruger- og Fødevareministeriet alt Monsantos materiale til Robert Koch Instituttet, der er de tyske myndigheders videnskabelige rådgivere i den slags sager.
Knap to måneder senere, i april 2003, afleverer instituttet en vurderingsrapport med konklusionen: Den kan I godt godkende, men gør det på visse betingelser.
Blandt betingelserne er krav til hvordan gmo-majsen kan spores, altså hvordan man til hver en tid kan finde ud af hvor i Europa der befinder sig foder af MON863-majs. En anden betingelse er at gmo'en mærkes på en bestemt måde.
Endelig opstiller tyskerne en betingelse der afslører at de forestiller sig at sagen vil gå meget hurtigere end det ender med: de vil tidsbegrænse godkendelsen til 31. december 2004.
Men hvad siger eksperterne- i Danmark - og er de enige? Det handler næste etape om.
Greenpeace trækker på ekspertise i hele Europa og advarer mod risikoen for sundhed og miljø.
Men den danske forskningsverden har stort set ingen indvendinger.
Via »postboksen« i EU's Generaldirektorat for Miljø modtager Gitte Poulsen i Skov & Naturstyrelsen den 5. maj 2003 ansøgningen på linje med tilsvarende myndigheder i alle de øvrige EU-lande. Vedlagt er Robert Koch Instituttets vurderingsrapport og anbefaling.
Skov & Naturstyrelsen, der bor i Haraldsgade på Østerbro i København, er den del af Miljøministeriet som behandler gmo-godkendelser. Gitte Poulsen er agronom og styrelsens mest gmo-erfarne medarbejder. Sammen med kollegaen Bettina Jensen, som også er agronom, bliver hun udpeget til at tage sig af denne sag.
Gitte Poulsen og Bettina Jensen har travlt nu. Fra og med 5. maj har de nemlig 60 dage før de skal fortælle Kommissions-postboksen og de øvrige lande hvad Danmark mener.
Og inden de kan gøre det, skal der ske meget. Eksperter og interesseorganisationer skal høres; synspunkter skal afstemmes med miljøministerens nærmeste embedsmænd, og folketingspolitikerne skal tages i ed.
Det drejer sig om tre institutioner med hver sin ekspertise omkring planter og deres betydning for sundhed og miljø. Den ene er Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Den anden er Plantedirektoratet, og den tredje er Institut for Fødevaresikkerhed og Toksilogi (IFSE) som i dag hedder Danmarks Fødevareforskning.
Samtidig får 55 andre institutioner, organisationer og myndigheder mulighed for at udtale sig om ansøgningen: Lige fra Dansk Industris afdeling for fødevareindustri over Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) til Danmarks Naturfredningsforening. Men de får ikke hele materialet, kun resumeet af ansøgningen og vurderingsrapporten.
Endelig indrykker Gitte Poulsen annoncer i en række dagblade og på styrelsens hjemmeside hvor borgerne bliver opfordret til at kommentere ansøgningen.
Hverken de officielle eksperter, eksterne høringsorganisationer eller menigmand får meget tid at reagere på. Den 9. maj afsendes materialet fra Skov & Naturstyrelsen, og den 29. maj skal svarene være tilbage i Haraldsgade.
Belusa er næppe et øjeblik i tvivl om, hvad Greenpeace skal anbefale Skov & Naturstyrelsen: Danmark skal afvise ansøgningen fra Monsanto. Greenpeace er grundlæggende imod genteknologien i fødevareproduktionen (se box).
Ikke desto mindre har Bettina Jensen og hendes kolleger stor respekt for Greenpeace. Deres høringssvar bliver altid studeret omhyggeligt.
»Danmark er et af de få lande hvor vi får udleveret ansøgningsresumeet og vurderingsrapporten,« fortæller Dan Belusa.
»Derfor sendte jeg straks materialet til vores Europa-kontor og til alle vores europæiske afdelinger. Herefter gennemgik vores Videnskabsenhed de videnskabelige aspekter af sagen, og en belgisk medarbejder, Eric Gall, og jeg selv så på de mere politiske sider af sagen.«
Fra Europakontoret i Bruxelles prøver Eric Gall - via landekontorerne - at skaffe hele ansøgningsmaterialet:
»Men det er svært at få nogle til at udlevere mere end opsummeringen og vurderingsrapporten. Vi prøver alligevel at udarbejde så kvalificeret en kommentar som muligt og inddrager videnskabelige artikler, der belyser emnet,« fortæller han.
I svaret skriver han bl.a. at Danmark og EU bliver medansvarlige for at det bliver dyrket et eller andet sted i verden, hvis de godkender markedsføringen i Europa. Derfor, mener Dan Belusa, må man også inddrage de miljømæssige konsekvenser i produktionslandet.
Hovedparten af svaret handler om MON863. En hel stribe argumenter for afvisning opregnes. Nogle er indforståede og tekniske indvendinger som »den molekylære karakterisering af begge for-ældrelinier viser uregelmæssigheder, f.eks. ved åbne læserammer, manglende 'stop' koder og trunkerede konstruktioner, der producerer trunkerede proteiner.«
Men Greenpeace peger også på at Monsantos datamateriale er af dårlig kvalitet, at der ikke er en vurdering af risikoen ved at MON863 ved en fejl ender i naturen, og at den indeholder et markørgen, der er resistent, altså modstandsdygtigt, over for antibiotika. (se box)
Eftersom Folketinget har besluttet at der ikke må forekomme modstandsdygtige gener i danske fødevarer og i foder, bliver det et af de centrale danske argumenter i de følgende års debat om MON863.
»Dengang regnede vi med at det var nok at det blev indleveret til de danske myndigheder. Siden har vi fundet ud af at vores kommentarer skal indleveres i hvert eneste EU-land,« fortæller Belusa.
Hans kollega på Europakontoret i Bruxelles, Eric Gall, tilføjer:
»Vi skal ikke bare sende det til den pågældende minister i de forskellige lande. Så kommer det som regel ikke videre end til hans forkontor. Det skal sendes til alle de embedsmænd og styrelser som behandler sagen, og til politikerne.«.
Landbrugsrådet og Fødevareindustrien opfordrer til godkendelse, og Landbohøjskolen og HUR har ingen bemærkninger. Hovedparten af organisationerne svarer slet ikke, og annonceringen afføder ikke en eneste reaktion.
Vigtigst for Skov & Naturstyrelsen er tilbagemeldingerne fra de officielle ekspertinstitutioner. Og de melder i det store hele positivt tilbage.
DMU har set på problemerne hvis de manipulerede gener ved et uheld ender i naturen. De konkluderer at det kun vil give »ubetydelige miljømæssige risici« fordi frøene »normalt ikke kan overleve vinterperioden«. Til gengæld peger de på risikoen for at gmo-majsen bliver blandet op med konventionel majs på vejen fra mark til fodersalg i Danmark. De støtter de tyske betingelser.
Plantedirektoratet ser overhovedet ingen problemer, hverken i ansøgningens materialer eller i majsens udbredelse som foder. I lyset af hvad der senere kommer frem om rotteforsøgene er det bemærkelsesværdigt at Plantedirektoratet skriver at fodring med MON863 »ikke giver anledning til skadelige effekter på dyr.« Heller ikke det antibiotikaresistente markørgen ser direktoratet noget problem i.
Endelig skriver IFSE at Monsanto har indsendt fyldestgørende dokumentation, og de konkluderer: »Vi har samlet ingen sundhedsmæssige betænkeligheder ved markedsføring af MON863 majs.«
- Der kan skabes planter som har færre sygdomme;
- Der kan skabes planter som bedre kan tåle tørke eller kulde;
- Der kan skabes planter der giver større ydelser og dermed bedre økonomi;
- Der kan skabes mere næringsfyldte planter, der kan være med til at løse verdens sultproblemer;
- Det kan mindske pesticidforurening fordi gmo-planter kan tilpasses så de tåler de mindst skadelige pesticider.
Imod
- Vi ved for lidt om konsekvenserne fordi der ikke har været gennemført langtidsforsøg med en helt nyt teknologi;
- Gmo'erne spreder sig til andre planter og udkonkurrerer andre planter og dermed trues artsvariationen;
- Gmo'erne spreder sig til andre planter og umuliggør dermed p længere sigt konventionelt og økologisk jordbrug;
- Gmo-planter, der er modstandsdygtige over for pesticider, fÂr landmændene til at sprøjte løs og øge pesticidforbruget;
- Den dyre genteknologi gør bønder afhængige af nogle få store biotek- og pesticid-koncerner.
De ved at politikerne er over dem og derfor cirkulerer udkastene frem og tilbage over mange skriveborde, før Danmarks holdning er formuleret.
Så skulle den sag var afgjort. Mon ikke Gitte Poulsen og Bettina Jensen nu kan give grønt lys for MON863. Bortset fra Greenpeace og få andre, som altid er på tværs, mener alle at der er fred og ingen fare. Bare send foder med gmo-majs i handlen.
Men hvis de to agronomer fra Skov & Naturstyrelsen havde forfattet sådan en indstilling til deres kontorchef, havde de fået den lige i hovedet igen.
Kontorchefen, der hedder Søren S. Kjær, er nemlig helt klar over at gmo-godkendelser er et meget omdiskuteret spørgsmål. Selv om de landbrugs- og fødevare-eksperter, der sidder i de danske høringsinstitutioner, siger OK for denne majs, er der andre eksperter der vil advare på linje med Greenpeace.
Og gmo-godkendelser er ikke bare videnskabeligt omdiskuterede; de er også politisk kontroversielle.
Et flertal i Folketinget er imod at godkende nye gmo-produkter, så længe EU ikke har fastlagt regler for overvågning, mærkning, erstatning ved »gmo-smitte«, sporing mm. Sammen med en række andre medlemslande har Danmark fået etableret en pause i gmo-godkendelserne i EU, det såkaldte gmo-moratorium.
Desuden har Folketinget vedtaget et forbud mod alt der via foder eller fødevarer kan sprede resistens mod antibiotika. I øvrigt har EU en plan for udfasning medicin og andet med antibiotika-resistens.
Derfor skal den indstilling, Gitte Poulsen og Bettina Jensen i begyndelsen af juni 2003 går i gang med formulere, rundt om Folketingets miljøudvalg og Folketingets Europaudvalg før den overhovedet bliver sendt ud af landet.
Alt dette behøver Gitte Poulsen og Bettina Jensen ikke blive belært om af deres kontorchef. Det er de helt bevidste om.
Derfor kopierer de ikke bare Plantedirektoratets og IFSE's nærmest betingelsesløse accept over i indstillingen.
I de næste par uger skriver de. De udarbejder første-udkast som deres kontorchef kommenterer på.
Udkastet ryger en tur forbi Miljøministeriets EU-koordinering og frem til ministeriets centrale kontor, departementet, som begge har til huse på Amagertorv. Og tilbage igen til de to sagsbehandlere.
Et endeligt udkast kommer på plads, og det passerer hele vejen gennem systemet: til kontorchefen, til direktionen i Skov & Naturstyrelsen, til EU-koordineringen i Miljøministeriet og til departementet i Miljøministeriet som viser den til miljøministeren hvis de fornemmer det mindste problem i sagen.
Der er ikke nogen tvivl. Danmark vil anbefale at EU afviser at godkende MON863. Notatet formulerer de tre danske hovedargumenter:
1) Der eksisterer en risiko for at gmo-majsen bliver opblandet med almindelig majs til udsåning under produktionen i lande uden for EU.
2) Vi kan ikke acceptere markørgen der er modstandsdygtig over for antibiotika.
3) Der er gmo-pause - det såkaldte moratorium - i EU, så derfor kan EU ikke godkende nye gmo-produkter.
Det er værd at bemærke det sidste argument. Få måneder senere forsvinder det nemlig ud af den danske argumentation, og året efter bedyrer Kommissionen at der aldrig har eksisteret noget gmo-moratorium.
Hun kan være med til at bestemme hvilken melding Danmark skal sende til de andre EU-lande. Men hun skal være hurtig og tage et rask initiativ, for sagen kommer ikke af sig selv på dagsordenen i Europaudvalget. Det sker kun hvis den skal behandles på et ministerrådsmøde.
Så Arnolds og de andre politikeres indflydelse kræver at de er vågne. Der er kun fem dage til Miljøministeriet sender sit svar til Bruxelles, og hvis Elisabeth Arnold er utilfreds med, hvad hun læser i notatet, skal hun indkalde til hastemøde.
»Når det handler om gmo, bliver sådan et notat tyret igennem. Det er hot stuff, og i mit parti er vi ikke automatisk for eller automatisk imod. Jeg synes det kan være rigtig fornuftigt at skabe en majs der selv kan slå skadedyr ihjel, men når den indeholder antibiotika-resistens, så siger vi nej,« forklarer hun.
»Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det foregår i andre partier. Men det er mit indtryk at mindst én fra hvert parti sætter sig grundigt ind i sådan en sag. Vi ved at alt, hvad der har med gmo og fødevaresikkerhed at gøre, har stor offentlig bevågenhed.«
Også resten af udvalgets medlemmer er enige med regeringen - eller også læser de ikke notatet. I hvert fald lyder der ingen indvendinger.
Danmark har nu en politisk godkendt holdning til MON863. Den 1. juli bliver den sendt til Kommissionen.
I Danmark kan regeringen ikke finde ud af om der stadig er et gmo-moratorium i EU. Og om den må tale om det.
I den sydøstlige udkant af Bruxelles på Avenue de Beaulieu har Andrew Tommey sit kontor. Han er englænder og ansat i Miljødirektoratets afdeling for pesticider og bioteknologi.
I juli måned 2003 er hans kontor postkasse for de tilkendegivelser som strømmer ind fra medlemslandene.
»De rejser tvivl og fremlægger deres uenighed med tyskernes indstilling. Nogle lande er enige med Tyskland,« fortæller Tommey.
»Nogle indvendinger henviser til manglende videnskabelige data eller utilstrækkelige regler for håndtering efter godkendelsen. Andre er helt uargumenterede som f.eks. »ingen sporingsregler«. Andre igen er rent politiske. Der kan f.eks. stå at »offentligheden ønsker ikke gmo«.
Det skal Kommissionen ikke blande sig i på nuværende tidspunkt. Vi skal bare følge procedurerne i udsætningsdirektivet.«
»Vi kan også organisere et møde mellem embedsmænd fra de kritiske medlemslande og Monsanto. Men nogle lande er meget tøvende over for at opgive deres indvendinger, uanset hvad Monsanto siger,« siger Tommey.
I stedet bestiller Andrew Tommey flere oplysninger fra Monsantos europæiske hovedkvarter i Antwerpen, modtager dem og videresender dem til medlemslandene.
Dog er der én mystisk ændring. Et af de danske argumenter er forsvundet. Argumentet om EU's gmo-moratorium er væk.
Moratoriet gælder ikke længere, står der i notatet, men et halvt år senere forklarer Mariann Fischer Boel i Folketinget, at det først da er ophørt:
»Derfor har der været en time out periode, indtil direktivet trådte i kraft den 17. april - og de lande, der stod bag moratoriet i sin tid, er væk,« siger den daværende fødevareminister den 27. april 2004.
Fjernelsen af moratorie-argumentet er da heller ikke noget Bettina Jensen og Gitte Poulsen har besluttet. Heller ikke deres direktion. Ikke engang miljøministeren vil træffe den beslutning på egen hånd. Den har været rundt om et møde i regeringen.
En mulig forklaring, som NOTAT's kilder hverken har kunnet be- eller afkræfte, er at den danske regering i mellemtiden har fået et vink med en vognstang fra Kommissionen om at begrebet »moratorium« er lidt uheldigt.
Siden den første danske udmelding tidligere på året har USA nemlig indledt en sag mod EU ved Verdenshandelsorganisationen, WTO, i Geneve. Et af USA's hovedangrebspunkter er moratoriet, og EU vælger omkring dette tidspunkt at forsvare sig ved at benægte moratoriets eksistens.