Love for og imod løndumping

Tre forskellige regelsæt spiller sammen i vurderingen af om det bliver nemmere eller vanskeligere at dumpe lønninger og ansættelsesvilkår ved hjælp af EU-lov.
Af Staffan Dahllöf
6. maj 2006

Forslaget til Servicedirektiv var oprindelig en opskrift på fri lønkonkurrence på det indre marked.

Lettiske virksomheder skulle have lov til at yde tjenester i for eksempel Danmark på lettiske betingelser.

Ifølge det oprindelige direktivforslag skulle også virksomheder med arbejdskraft fra udenforstående lande som f.eks. Hviderusland og Ukraine kunne konkurrere på hviderussiske og ukrainske lønninger.

Sådan er det – nok – ikke mere.

Mindre truende

I det nye og omarbejdede forslag, som er på vej til en første behandling i Ministerrådet, slås det fast at arbejdsretsregler ikke skal påvirkes af Servicedirektivet, og at heller ikke det gældende Udstationeringsdirektiv om midlertidig udsendt arbejdskraft påvirkes.

Forslaget til Servicedirektiv er derved blevet mindre truende set med fagbevægelsens øjne, og mindre interessant set fra dele af erhvervslivet.

Men truslerne om, eller muligheder for, løndumping reguleres på flere måder.

Nogen at tale med?

Samme dag som Kommissionen præsenterede sit nye »ufarlige« forslag til Servicedirektiv gav man udtryk for hvordan Udstationeringsdirektivet skal fortolkes.

Og som NOTAT beskrev 7.4.2006, så mener Kommissionen at man ikke kan kræve at en udstationeret virksomhed stiller med en fast repræsentant som de faglige organisationer kan forhandle med.

Det skal være nok at lade for eksempel en formand repræsentere virksomheden.

Det kan blive problematisk i Danmark og Sverige.

Opfordring fra professor Bruun

Da dansk og svensk arbejdsmarked til store dele er bygget op på overenskomstaftaler, og ikke på love, så er retten til faglige aktioner og muligheden for at indgå aftaler helt central her.

Hvis der ikke findes en klar modpart at aftale med så mister Udstationeringsdirektivet sin mening.

Det påpegede den svenske professor i arbejdsret Niklas Bruun overfor EU-parlamentet for et par år siden.

Og den advarsel kom han til at gentage på en ny høring i Bruxelles i april i år.

»Jeg gentog stort set hvad jeg sagde første gang. Det er som om Kommissionen stadig ikke har forstået hvordan de nordiske arbejdsmarkeder virker. Jeg mener at de nordiske regeringer skulle gå sammen og tage en diskussion om de her retningslinjer med Kommissionen,« siger Niklas Bruun til NOTAT.

Sædvanlige sted

En tredje brik til puslespillet er henvisningerne i Servicedirektivet til gældende og kommende lovvalgsregler i EU (se forside-artikel). I den gældende konvention og de foreslåede forordninger er hovedprincippet at tjenesteyderens sædvanlige opholdssted afgør reglerne (oprindelseslandsprincippet) – hvis der ikke er en aftalt enighed om noget andet.

Derved bliver mulighederne for at indgå aftaler centrale, også for at vurdere følgerne af den kommende lovvalgsforordning.

Fortolkningen af Udstationeringsdirektivet bliver på den måde en slags krumtap for vurdering af om EU-retten er kommet tættere på, eller længere væk fra at sanktionere løndumping

»Så længe aftaleretten ikke er truet, behøver vi ikke at gå ind i lovvalgsreglerne, så får de ikke den store praktiske betydning for os. Men den svensk-danske model kan kun fungere hvis man også i praksis kan indgå overenskomstaftaler med udenlandske virksomheder. De forskellige regler hænger sammen, og det er jo set før at Kommissionen ikke optræder konsekvent siger den svenske arbejdsretsjurist Ingmar Hamsk‰r.

Dokumentation

I forslaget til Servicedirektiv står:

»Dette direktiv berører ikke den internationale privatret, særlig reglerne i forbindelse med kontraktlige og ikke kontraktlige forpligtelser.« (del af artikel 3.2)

og

Artikel 16 (fri udveksling af tjenesteydelser, tidligere oprindelseslandsprincippet – red) finder ikke anvendelse på

(...)

»bestemmelser vedrørende kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser herunder kontraktformer, der er fastsat i den internationale privatret.« (artikel 17.20)

Kilde: KOM(2006)160

I forslaget til lovvalgsforordning (Rom I) står:

»tjenesteydelsesaftaler er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted.« (artikel 4.1d)

Kilde: KOM(2005)650

I Kommissionens nye retningslinjer om Udstationerings-direktivet-- står:

»Det må på grundlag af gældende retspraksis konkluderes, at værtsmedlemsstaternes krav om, at virksomheder, der udstationerer arbejdstagere på deres område, skal råde over en repræsentant med bopæl i værtsmedlemsstaten, ikke står i forhold til målsætningen om at sikre kontrollen med disse arbejdstageres arbejdsvilkår. Det må således anses for tilstrækkeligt at udpege en person blandt de udstationerede arbejdstagere, f.eks. en sjakformand, der kan fungere som forbindelsesled mellem den udenlandske virksomhed og den kompetente kontrolmyndighed.«

Kilde: KOM(2006)159