NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Forordningen, kaldet REACH, kommer til sidste behandling i EU-parlamentet den 13. december, men et kompromis fra den 1. december mellem Ministerrådet og de største grupper i parlamentet, herunder de konservative og socialdemokraterne, kan have afgjort slaget på forhånd. Parlamentet vedtog i oktober en række forslag til forbedringer, men de fleste blev afvist af Ministerrådet. Den endelige beslutning er derfor ventet med en smule spænding.
Den største diskussion har været »substitutionsprincippet«. Ifølge dette princip skal farlige kemikalier erstattes af mindre farlige, hvor det kan lade sig gøre. Princippets rækkevidde blev oprindeligt svækket, men styrket igen efter et møde i EU-parlamentets miljøudvalg i oktober, hvor sejrsrusen var meget højrøstet.
»Den regel åbner en kattelem på størrelse med en motorvej«, siger Henrik Pedersen. Han peger på en plasticblødgører med betegnelsen DEHP som ét af de kræftfremkaldende stoffer, vi ikke kan forbyde, selvom der allerede findes udmærkede erstatninger. Et forbud mod de såkaldte »phtalater« som DEHP i legetøj, kan efter alt at dømme opretholdes, men stoffet bliver svært at forbyde i f.eks. badeforhæng.
Der skal ikke skrives sikkerhedsrapporter om stoffer, som kun anvendes eller importeres af en given virksomhed i mængder på under ti tons om året. Det svarer til at 18-20.000 af de 30.000 stoffer, som er dækket af REACH, ikke skal godkendes, vurderer Henrik Pedersen. Et vidnesbyrd om at kemiindustrien har fået ikke så få af deres krav opfyldt.
Greenpeace havde også foretrukket at politikerne havde vedtaget, hvornår de farligste kemikalier skal være udfaset, men beslutninger af den karakter vil ikke bare trække ud, men vil blive truffet efter vurdering af hvert enkelt kemikalie. Det giver industrien en meget god mulighed for at påvirke beslutningerne, og sætter organisationer som Greenpeace ud af spillet.
»Vi lever ikke af dette her. Det gør de, så de vil vinde«.
Den grundlæggende årsag til »lykken« er at der ikke eksisterer EU-regler for de fleste af de kemikalier, som REACH omhandler. Det eneste argument, der set med grønne briller, derfor kan være for at vende sig mod REACH, er hvis forordningen hindrer landene i at gå foran med skrappere regler. Og det ligger i REACH at den ret har medlemslandene ikke umiddelbart.
»Det er ikke vigtigt med retten til at gå foran. Kemikalier handler om grænseoverskridende problemer, og det betyder ikke noget at et enkelt land vedtager et forbud,« siger Henrik Petersen.
Heller ikke, hvis det får andre til at følge efter?
»Jo. Selvfølgelig. Derfor er det da ikke godt, hvis det ikke blev vedtaget i kompromiset. Men vi har vundet to store sejre, den ene er at vi endelige har fået vedtaget et substitutionsprincip, den anden er princippet om »forureneren betaler«. Med de to vedtagelser har vi noget i EU, som andre lande, såsom USA, kan bruge som forbillede,« slutter han.
»Det er noget sludder. íForureneren betalerí er allerede et princip i EU. Det står endda i traktatens artikel 174 stk. 2,« siger Hindrup Andersen.
Men det største problem er dog Greenpeaces udmelding om at organisationen ikke lægger vægt på at landene skal have ret til at gå foran med skrappere regler.
»Retten til at gå foran er den eneste rigtige strategi. Den kan sikre dynamik i miljøpolitikken først på nationalt plan, og senere på europæisk niveau. Det er også en realistisk strategi. Vi har tidligere fået retten til at gå foran skrevet ind i EU-regler, f.eks. om F-gasser, og det kan måske også lykkes denne gang,« siger han med henvisning til et ændringsforslag fra bl.a. Jens-Peter Bonde.
Værktøjet hedder »Listen over uønskede stoffer«, og er en liste på over 100 farlige kemikalier som ikke er forbudte, men som Miljøstyrelsen tilskynder til at begrænse brugen af. Brug af stofferne på listen fører ikke til sanktioner, men skal ses som et varsel om at forpligtende regler kan være på vej. Selvom listen altså ikke er andet end signalpolitik, kan den få svært ved at overleve REACH-loven.
Det grundlæggende problem er at selv offentlige kampagner mod farlige kemikalier, kan anses for at være diskriminerende handelshindringer. Det er bl.a. kommet frem i en sag om en dansk kampagne mod bromerede flammehæmmere, som Miljøstyrelsen indledte en oplysningskampagne mod i 2003. Den kampagne var Kommissionen overbevist om var i strid med EU-reglerne, da Danmark ikke havde fremlagt dokumentation for de bromerede flammehæmmere er skadelige. Daværende miljøminister Hans Christian Schmidt valgte at trække kampagnen.
Med REACH kan »Listen over uønskede stoffer« komme i fare, alene fordi der nu kommer fokus på kemikalielovgivningen. Miljøministeriet har nemlig aldrig spurgt i EU om denne metode er gangbar efter EU-reglerne.
Listen over Uønskede Stoffer har ikke været notificeret til EU, da der udelukkende er tale om en vejledende liste til prioritering af virksomhedernes arbejde med substitutionering (erstatning med et ligesådant virkende stof, red.), oplyser miljøbiolog Henrik Søren Larsen fra Miljøministeriet til Notat.
Ministeriet har derfor heller ikke set anledning til at vurdere listens fremtid, når der vedtages et omfattende nyt regelsæt på kemikalieområdet, oplyser han.