ARTIKLER


NATO-kritik af EU

NATO's generalsekretær mener, der bør være en bedre arbejdsdeling mellem EU og NATO. EU søger i alt for høj grad at løse de samme opgaver som NATO, siger han
Af Sven Skovmand
13. november 2006

NATO’s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer rettede ifølge euobserver.com en skarp kritik mod EU 6.11.2006.

De Hoop Scheffer mener at EU i alt for høj grad prøver på at overtage NATO’s arbejdsopgaver i stedet for at supplere dem.

Som eksempel nævnte generalsekretæren Darfur-situationen, hvor EU har ønsket at overtage den forsyning fra luften, som efter hans mening klart er en NATO-opgave.

Han opfordrer EU til i højere grad at interessere sig for civile opgaver som for eksempel træning af politiet i Afghanistan.

NATO-lederens udtalelser er en betimelig advarsel mod at gøre EU til en militær organisation.

Desværre tyder intet på at talen gør indtryk. Stærke kræfter i EU ønsker at gøre Unionen til en stormagt, og en stormagt skal jo have et stærkt militær.

Polen er ingen undtagelse. Samme dag som de Hoop Scheffer kom med sin kritik, foreslog præsident Lech Kaczynski i Financial Times at EU skal have en hær på 100.000 mand.