Nedlægger Norge veto mod servicedirektivet?

Den nye norske regering har 11 ministre, som er imod EU. Og den vil føre en mere aktiv EU-politik i forhold til EØS-aftalen
Af Drude Dahlerup
9. april 2006

Det siges sommetider i den danske debat, at EØS-aftalen gør, at Norge bare kan fotokopiere EU's lovgivning uden at have nogen indflydelse. Det er imidlertid en forenklet argumentation.

For det første er Norge i modsætning til f.eks. Danmark ikke med i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor har Norge kunnet optræde som mægler i Israel/Palæstina konflikten og på Sri Lanka.

Norge kan også føre en selvstændig handelspolitik over for ulandene og føre sin egen landbrugs- og fiskeripolitik. Landet har også større frihed til at føre egen finanspolitik, skatte- og afgiftspolitik.

For det andet har norske regeringer hidtil ikke villet eller turdet bruge den vetoret, som EØS-aftalen giver de deltagende lande, når EU-lovgivningen om det indre marked skal omsættes til norsk lov. Det er måske her, der er en ændring på vej.

Soria-Moria aftalen

I den såkaldte Soria-Moria regeringsaftale mellem de 3 nye regeringsparter, Arbeiderpartiet, Senterpartiet (S) og Sosialistisk Vensterparti (SV) står der blandt andet, at regeringsparterne er enige om at der skal føres en »mer aktiv Europapolitikk«, og muligheden af for første gang at bruge EØS-aftalens reservationsret (vetoret) nævnes direkte:

»Dersom andre virkemidler strander, vil Regjeringen vurdere å bruke reservasjonsretten i EØS-avtalen hvis særlig viktige norske interesser trues av retsakter som planlegges innlemmet i EØS-avtalen« (fra Soria-Moria regeringserklæringen).

Med 11 EU-modstandere i regeringen kan en nyorientering være på vej i norsk EU-politik.

Veto mod servicedirektivet?

På et stort anlagt møde i Oslo i den forløbne weekend med titlen »Europæisk Modstand«, arrangeret af Nei til EU, samledes kritikere af EU's servicedirektiv fra flere europæiske lande.

Selv om alle var enige om, at der er sket forbedringer med servicedirektivet, var kritikken dog stærk – også fordi vigtige fortolkninger overlades til EU-Domstolen.

I EØS-rådet skal alt vedtages i enstemmighed, og det er endnu uprøvet, hvad der vil ske, hvis Norge bruger sin vetoret. Afgørende for regeringen bliver nok norsk LO's holdning.

Et eventuelt norsk veto mod servicedirektivet gælder kun EØS-landene. Men hvis Norge allerede nu giver udtryk for sin modstand, kan det få indflydelse på beslutningsprocessen omkring servicedirektivet. Sagen er jo langt fra afsluttet.

De to andre stridsspørgsmål

To andre sager kan også frembringe det første norske veto.

For det første er der i Norge stor modstand mod EU's anerkendelse af genmodificerede organismer i mad og foder.

Den anden sag angår den såkaldte »hjemfallsret«, som betyder, at alle vandkraftværker efter 60 år kan overtages gratis af den norske stat. Stik imod den hidtidige norske fortolkning har ESA, som er EØS-aftalens »kommission«, nu udtalt, at hjemfallsretten er i strid med EØS-aftalen. Her truer en domstolssag – og et eventuelt norsk veto (omtalt i Standpunkt, Nei til EU's blad, nr.1, 2006).