ARTIKLER


Norge og Schweiz tøver med penge til nye EU-lande

Dele af den norske regering vil ikke betale mere til EU. Og schweizerne truer med helt at lukke pengekassen i.
Af Luise Hemmer Pihl
28. september 2006

EU kræver at EØS-landene Norge, Island og Liechtenstein skal betale mere end en halv milliard kroner ekstra om året, når Rumænien og Bulgarien bliver medlemmer af EU fra 1. januar 2007. Baggrunden for kravet er at Rumænien og Bulgarien ikke blot bliver medlemmer af EU, men også af EØS, og derfor har krav på støtte fra de rigere EØS-lande.

Kravet er en videreførelse af den ordning, der blev indgået mellem EU og de tre EØS-lande, da Norge havde sagt nej til EU-medlemskab i 1994, og videreført, da EU blev udvidet med ti lande i 2004. Ordningen betyder allerede før udvidelsen med Rumænien og Bulgarien at det norske nettobidrag til EU’s solidaritetsfonde pr. indbygger er større end det danske.

Har ikke halv milliard

Ved indgåelsen af aftalen i 2004 betragtede Norge det store beløb (alene i 2005 betalte Norge et beløb svarende til 1.679.800 danske kroner, hvad der svarer til 1,47 kr. om dagen pr. indbygger) som både et solidarisk bidrag til fattige lande og et adgangstegn til EU’s marked for fisk.

Men denne gang udløser kravet uenighed i det norske storting, der svarer til Folketinget, skriver den norske avis Nationen 23. september.

»Jeg kan med sikkerhed sige at der ikke er en halv milliard kroner til rådighed til betaling for vort EØS-medlemskab,« siger Per Olaf Lundteigen, der er finanspolitisk ordfører for Senterpartiet, der er modstander af EU og deltager i den siddende regering sammen med Arbeiderpartiet, der er for EU, og Sosialistisk Venstreparti, der er imod.

Schweiz truer med lås på pengekassen

Det konservative parti Høyre finder det i orden at Norge betaler langt mere pr. indbygger end noget EU-land. Arbeiderpartiets ordfører bakker op om at der skal spares: »Opfattelsen er at vi betalte vældig meget sidst. Vi kan ikke bruge samme brøk nu,« siger Mariann Aasen Agdestein til avisen Nationen.

Schweiz er ikke medlem af EØS, men udgør sammen med Norge, Island og Liechtenstein frihandelsområdet EFTA. Landet er ikke med i aftalen om støtte til syd- og østeuropæiske EU-lande, men har indgået bilaterale aftaler med EU/EØS.

I forbindelse med udvidelsen med ti lande i 2004 blev det aftalt at Schweiz skulle bidrage til udgifterne med 1 milliard schweizerfrancs, ca. 4,5 milliarder kroner, fordelt over otte år. Men partierne i den schweiziske koalitionsregering er delt i dette spørgsmål, og nu har modstanderne af bidraget indsamlet de nødvendige 50.000 underskrifter, så der kan afholdes folkeafstemning om at omgøre beslutningen, skriver Nationen 23. september.

Folkeafstemningen, der afholdes den 26. november, kan godt resultere i et nej til at udbetale pengene, uden at EU af den grund kan opsige de øvrige bilaterale aftaler.