ARTIKLER


NOTAT vil overleve porto-anslag

NOTAT's bestyrelse lover avis, uanset portostigninger. Selv om ingen af de ramte aviser og blade er i stand til at lægge et budget
Af Erling Böttcher
27. januar 2006

De kaotiske tilstande om bladtilskuddene fortsætter, formentlig til langt ind i marts måned. Folketinget havde den 13. december en første behandling af regeringens forslag til ny bladtilskudsordning.

Den nye ordning skal gavne de 19 ikke-dagblade med dagbladslignende indhold, som pr. 1. januar i år mistede deres portostøtte.

Bladene er lovet en form for kompensation, men hvem der kan få og hvor meget bliver først behandlet i Folketingets kulturudvalg den 22. februar. Derefter skal det til 2. behandling og senere 3. behandling i Folketinget og vedtages med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar.

Det betyder for aviser som NOTAT, Weekendavisen, Computerworld og mange andre, at man i øjeblikket er ude af stand til at lægge et budget, fordi man ikke aner, hvordan de økonomiske betingelser bliver i indeværende år.

Enighed om at udkomme

For NOTAT er der den ekstra usikkerhed at avisen, ifølge det foreløbige lovforslag, som det eneste medie bliver ramt af et krav om at udkomme oftere end hver anden uge.

På et møde den 13. januar gennemgik NOTAT's bestyrelse en række fremskrivninger af de forskellige mulige udfald af bladtilskudsordningen. Som udgangspunkt vil avisen få 3-doblet sine distributionsudgifter.

NOTAT's forretningsfører, Finn Ellegaard, ryster på hovedet:

»Det er urimelige vilkår, og PostDanmark stiller samtidig nye bureaukratiske krav til, hvordan og hvornår avisen skal indleveres til postvæsenet.«

»På den anden side er NOTAT nu udkommet igennem 33 år, og er før kommet igennem økonomiske kriser,« siger Ellegaard.

Avisens bestyrelse har regnet på mange modeller for at overleve, og vil på den baggrund sende et klart signal til læsere og andre:

»NOTAT kan ikke sådan kvæles. Vi vil helt sikkert fortsætte med et udkomme, på den ene eller anden måde. Det er der enighed om i avisens bestyrelse,« siger Finn Ellegaard til NOTAT.