ARTIKLER


Nye Schengenregler afvist

Tysk og svensk politi må foreløbig ikke komme længere end 25 km. ind i Danmark i embeds medfør. Udspil til nye Schengenregler er løbet ind i politisk modstand.
Af Staffan Dahllöf
19. maj 2006

Øgede muligheder for såkaldt varm forfølgelse (»hot pursuit«) over grænserne, og færre forhindringer for politifolk fra et EU-land til at operere i et andet.

Det er hovedpunkterne i et udspil til nye Schengenregler som partierne i Folketinget, på nær Dansk Folkeparti og Enhedslisten siger ja til.

Men Lene Espersen fik ikke brug for sit forhandlingsmandat, da hun senest var til Ministerrådsmøde i Bruxelles. Den politiske modstand rundt om bordet fra andre lande var for stor.

Det østrigske formandskab valgte derfor at trække forslaget tilbage, og vil sammen med Kommissionen udarbejde en helt ny tekst.

Politiorganisationer imod

Forslaget til flere grænseoverskridende tiltag i Schengen-regi blev beskrevet i NOTAT i september sidste år (nr. 1153). Her var Peter Ibsen, formand for Politiforbundet og næstformand i den internationale faglige politiorganisation Eurocop, kritisk over for de foreslåede nye Schengenregler.

De politifaglige organisationer mener at politifolk i aktiv tjeneste over landegrænserne risikerer at svække befolkningens tillid til det nationale politi.

Flere ressourcer

På rådsmødet var det også skepsis til forslag om en europæisk bevissikringskendelse. Her er det Tyskland og navnlig den tyske forfatningsdomstol som forhindrer en vedtagelse.

Derved er der modstand på flere områder mod et forstærket EU-retligt samarbejde – men det er ikke et entydigt billede.

Forslag om udvidede beføjelser til Europol, som beskrevet i sidste nr. af NOTAT, er der enighed om på embedsmandsniveau. Det forslag er også politiorganisationen Eurocop glad for, blandt andet fordi man ser frem til flere ressourcer og en højere status for Europols ansatte.