ARTIKLER


Ombudsmand kritiserer

EU's ombudsmand kritiserer den manglende offentlighed i forbindelse med Ministerrådets beslutninger.
Af Sven Skovmand
27. januar 2006

EU's ombudsmand Nikoforos Diamandouros kritiserer ifølge EUObserver.com 20.1.2006 Ministerrådet for manglende åbenhed omkring lovgivningsprocessen. Det sker som følge af en klage fra det tyske parlamentsmedlem Elmar Brok.

Ministerrådet har ganske vist åbnet nogle af møderne i forbindelse med sager der kræver godkendelse af Parlamentet. Men det omfatter kun den indledende og den afsluttende drøftelse. Alt hvad der ligger imellem, forbliver skjult.

Samtidig omfatter åbenheden ikke de sager som Parlamentet ikke skal tage stilling til. Og som ombudsmanden siger, kan det være væsentlige spørgsmål med hensyn til retsvæsen og indre anliggender.

Ombudsmanden håber at få støtte fra EU-parlamentet, men indtil nu har kun få af medlemmerne været villige til at støtte sagen.