ARTIKLER


Parlament vil investere milliard i rejsecirkus

Samtidig med at næsten en million mennesker har skrevet under på at EU-parlamentets samlinger i Strasbourg skal afskaffes, arbejder parlamentets ledelse på at købe bygningerne.
Af Lucia Kubosova og Luise Hemmer Pihl
14. september 2006

Næsten en million mennesker har nu skrevet under på at EU-parlamentets samlinger i Strasbourg skal afskaffes. Samtidig er EU-parlamentet kommet tættere på en handel, hvor de opkøber alle EU-parlamentets bygninger i byen.

EU-parlamentets ledelse har den 6. september givet udtryk for sin støtte til en plan om at købe de tre bygninger for lidt mere end en milliard danske kroner. De mener at prisen er »fair«, idet den svarer til ca. otte års husleje.

Tidligere på året blev opkøbet af to af disse bygninger - Winston Churchill-blokken og Salvador de Madariaga-enheden blokeret, da det var kommet for dagen at Strasbourgs bystyre forlangte 215 millioner danske kroner af EU som kompensation for tabt leje i forbindelse med salget.

Lejeskandale bør undersøges først

Dertil kommer at bystyret for nylig er blevet anklaget for at det siden 1979 har opkrævet cirka 592 millioner kroner for meget af parlamentet i leje.

Det har fået EU-parlamentets budgetudvalg til at sige at der ikke bør blive tale om noget køb, hvis ikke der kommer en ordentlig undersøgelse og en rapport om lejeskandalen.

Bygningerne tilhører en hollandsk pensionsfond, som lejer dem ud til Strasbourg by, som så igen fremlejer dem til parlamentet. Grunden tilhører derimod byen Strasbourg som har ønsket at blive ved med at eje den.

Men nu foreslår de parlamentsmedlemmer, der deltager i forhandlingerne, et kompromis så parlamentet nu køber hele komplekset – de to nævnte bygninger plus den såkaldte IPE3, og den franske stat til gengæld betaler en godtgørelse på cirka 222 millioner kroner, oplyser kilder til euobserver.com.

Kan bruge overskud af 2006-budgettet

Tyskeren Markus Ferber, der sidder i EU-parlamentets konservative gruppe og budgetkontroludvalget siger til euobserver.com: »Vi mangler stadig at se præcise beregninger for at kunne sikre os at prisen for bygningerne er økonomisk acceptabel.«

Der foreligger imidlertid antydninger om at parlamentarikernes vigtigste indvendinger er blevet løst, og at købet vil kunne finde sted inden for de næste uger, idet budgetudvalget muligvis giver grønt lys for at parlamentets administration kan bruge reserven i 2006-budgettet og købe bygningerne.

Ikke en rød reje

Markus Ferber anfører at det ganske givet vil være billigere for parlamentet at betale for sine bygninger og eje dem i stedet for at leje. Men det er ikke et logisk træk, mener modstanderne af overhovedet at have samlinger i Strasbourg.

»Hele idéen med at have to hjemsteder for EU-parlamentet – ét i Strasbourg og ét i Bruxelles – er ikke blot meget dyr, men den kan overhovedet ikke retfærdiggøres politisk,« siger den britiske konservative Timothy Kirkhope.

Også de EU-kritiske medlemmer af parlamentet er meget imod købet af bygningerne i Strasbourg, og deres kandidat til kommende parlamentsformand – som der skal stemmes om næste år – vil indlede sin valgkamp med et krav om at alle vigtige møder for hele EU-parlamentet flyttes til Bruxelles, så man reelt får ét arbejdssted.

»EU-parlamentet bør ikke betale en rød øre for de bygninger, før vi har besluttet os for kun at have ét hjemsted,« siger Jens-Peter Bonde fra den EU-kritiske ID-gruppe.

Til kritikerne siger Markus Ferber:

»Der ér allerede ét hjemsted for EU-parlamentet, og det er Strasbourg. Det fremgår af traktaten«, og han tilføjer at det vil blive for dyrt at blive ved med at betale husleje, indtil traktaten bliver ændret.

Som reglerne er, skal parlamentet afholde 12 samlinger om året i Strasbourg, mens de øvrige møder foregår i Bruxelles.

Omkostningerne ved at opretholde tre hjemsteder for EU-parlamentet (administrationen har hjemsted i Luxembourg) er blevet anslået til næsten halvanden milliard kroner om året.

I december 2003 købte parlamentet en meget stor del af Strasbourg-bygningerne – Louise Weiss-bygningen for cirka 3,33 milliarder kroner. Allerede dengang gav købet anledning til en ivrig debat om, hvor parlamentet skulle have sit hovedsæde. Men siden 1992 har det været fastslået i EU-traktaten at der skal være et officielt hjemsted i Strasbourg. Det kan kun ændres ved en enstemmig beslutning, og det vil Frankrig næppe gå med til.