Pressens tabte horisonter

Pressens nedtur. To nye bøger om den politiske­ journalistik kompletterer hinanden utilsigtet­. Den ene kritiserer præcis, hvad den anden­ illustrerer.­
Af Erling Böttcher
1. december 2006

Titlen på bogen »Tabte horisonter« lyder ellers lovende – og især bagsideomtalen, hvor bogen lover at forklare »hvorfor de danske partier i dag ligner hinanden så meget«.

Vi loves et kig ind bag kulissen på Christiansborg, »folkestyrets centrum, magtens højborg,« af den erfarne TV2-reporter Peter Lautrup-Larsen, der selv startede sin daglige gang på borgen i begyndelsen af 1980’erne og blev pressesekretær i Det radikale Venstre.

270 sider senere er man helt tom og forundret. Hvorfor skrives denne bog? Hvorfor er forfatteren helt og fuldt ureflekteret over pressens egen rolle? Tror forfatteren virkelig selv at han dækker magtens centrum?

Formentlig vil bogen gavne forlagets omsætning op til julehandlen og også gavne den profilerede TV2-reporter, idet bogens mest centrale budskab er at TV2 og især Peter Lautrup-Larsen er skrappe til at afdække spillet og intrigerne på borgen. Helt sikkert er det at underholdningsværdien er i top, imens vi over stok og sten får et gensyn med de vigtigste intriger og kampe mellem de største partier på Christiansborg.

Politik som sportskamp

»Det vigtigste er ikke, hvad politikerne siger: Men hvorfor de siger det«, fastslår Lautrup-Larsen allerede i bagsideteksten som Christiansborg-journalistikkens førsteregel. Hermed anslås rammen for en journalistisk dækning som om det var en sportskamp, man var sendt ud til: Hvem fører, hvem indhenter, hvem er off-side, hvem scorer osv. ?

Modellen fungerer i skildringen af en præsidentvalgkamp, mellem Helle og Anders, Anders eller Helle. Derfor ikke et ord om mindre partier, det er vel ikke relevant, ingen ord om at politik foregår andre steder end på borgen, og da slet ikke et eneste ord om EU's overtagelse af de fleste beslutninger. Hvad angår EU er der kun et par gentagelser af de mest trivielle påstande fra regeringens eget heppekor i DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Så ja, bogens titel »Tabte horisonter« er velvalgt. Den sigter bare ikke til de politiske partier, men til en Christiansborg-presse, som i tiltagende grad bliver mere og mere indspist, mere og mere indadvendt, mindre og mindre egnet til at være den 4. statsmagt – og med befolkningen som undrende, forbløffet og efterladt tilskuer.

Alt dette handler en anden netop udkommet bog om. En bog, hvor en række af landets førende eksperter på området analyserer og behandler de tendenser og forandringer, som i disse år udspiller sig i forholdet mellem politikere og medier.

For stort fokus på det nationale

Miljøminister Connie Hedegaard, der selv har været studievært på DR2, lægger for med et hudflettende indlæg om dyrkelse af enkeltsager, fokus på personer og konflikter, om politik som underholdning, om tidsræs og én-kilde historier.

Som den måske mest EU-indsigtsfulde af forfatterne, konstaterer hun at pressen stadig har »et uforholdsmæssigt stort fokus på den nationale del af beslutningsprocessen«.

»F.eks. er ikke mindre end 70 procent af dansk miljøpolitik udmøntning af EU-lovgivning. Jamen, så bør den politiske journalist på Christiansborg jo også ind i mellem være manden, der dækker sagen i Bruxelles.«

Connie Hedegaard kalder ligefrem pressen naiv i sin dækning:

»Tag f.eks. et EU-direktiv. Når først det har været turen igennem i diverse forberedende komitéer i EU og specialudvalgsproceduren herhjemme, hvor diverse organisationer er blevet hørt og taget i ed på et kompromis, ofte før Folketingets partier reelt har været hørt om sagen, ja der er det altså naivt at tro at den journalist der står klar til at dække en sag efter at Europaudvalget har givet en minister mandat, kan gøre hverken fra eller til.«

Klar tale fra en minister, men glashuset bor hun selv i: Både ministerkolleger og EU-glade politikere i Folketingets Europaudvalg forsikrer os dagligt om at de i Europaudvalget har helt styr på det hele og hånd i hanke med tingene. Selv om overfladen krakelerer med jævne mellemrum.

Væk med sidste rest af indhold

Eks-spindoktor Lotte Hansen forklarer at de politiske journalister og landspolitikerne ligner hinanden mere og mere. De er i samme lønramme, går i det samme tøj, ser de samme TV-programmer, har samme avislæsemønster, og bor i de samme rige forstæder nord for København.

»Og så ses de jo: På gangene på Christiansborg og i kantinerne. De tager på »lejrskole« sammen et par gange om året« (ved landsmøder og lignende, red.).

Lektor Peter Bro, Syddansk Universitet, hæfter sig ved at det moderne samspil mellem politikere, spindoktorer og journalister efterlader mindre pengetunge organisationer uden indflydelse på den politiske dagsorden. Kan man ikke spille med i mediemøllen, fordi man ikke har spindoktorer, analyseafdelinger til at underbygge med tal og fakta osv, ja så tælles man ikke.

En anden lektor, Niels Krause-Kjær, konstaterer at nogle politiske journalister »nærmest har opgivet af udfylde rollen som den fjerde statsmagt«, og at de er med til at »tivolisere politik – ved simpelt hen at eliminere selve muligheden for at en politiker eller et politisk parti rent faktisk kunne have ædle hensigter om at lave et bedre samfund.«

Resultatet er at alle mulige kan begå sig som politiske kommentatorer »for det handler jo ikke om at forstå det politiske – tværtimod handler det faktisk om det modsatte: Om at kunne fjerne den sidste rest af politisk indhold og gøre det hele til at spørgsmål om strategi og taktik – var det klogt eller dumt at have en rød kjole på den dag, var det klogt eller dumt at barbere sit skæg af.«

Det er i sandhed »tabte horisonter«, sådan som førstnævnte bog illustrerer det.

»Tabte horisonter« af Peter Lautrup-Larsen, Schultz Forlag, 270 sider, kr. 245.

»Politisk journalistik og kommunikation – forandringer i forholdet mellem politik og medier«, Forlaget Samfundslitteratur, 180 sider, kr. 228.