ARTIKLER


Salmonella-skandalen

AKTUEL EU-KOMMENTAR: Kom dog med de restriktioner! Og lad så sagen gå til EU’s domstol i Luxembourg. Vi har som den radikale Elisabeth Geday svært ved at tro, at den vil tvinge Danmark til at indføre farligt kød.
Af Sven Skovmand
17. juni 2006

EU-spørgsmål er tit så kedelige og uforståelige, at de fleste ikke orker at beskæftige sig med dem. Men sagen om det salmonella-befængte kalkunkød er en undtagelse. Den afslører på en helt håndgribelig måde, hvor uheldigt EU-systemet er opbygget, og hvad det koster os at være medlem.

Sagen nåede sit højdepunkt, da Politiken kunne oplyse, at der var salmonella i alle de ti pakker kalkunkød, som avisens medarbejdere havde købt i Netto.

Kødprøverne stammede fra samme tyske eksportør, og hvis Danmark havde stået uden for EU, ville myndighederne øjeblikkeligt have forbudt indførsel af kød fra dette firma. Samtidig ville man indlede en forstærket kontrol mod udenlandsk kød, der som bekendt indeholder langt mere salmonella end det danske kød.

Men nu er vi i EU, og så gør vi det stik modsatte. Vi lader det salmonellabefængte kød fra EU komme ind uden videre og fører samtidig en stram kontrol med det danske kød, som i forvejen er næsten fri for salmonella takket være foranstaltninger, der har gjort det dyrere end det indførte, sundhedsfarlige EU-kød.

Alle kan se, at det er forkert lige med undtagelse af dem, der har magten – regeringen, butikskæder som Netto og landbrugets organisationer, der frygter, at et indgreb vil skade deres salg til andre EU-lande.

Kom dog med de restriktioner! Og lad så sagen gå til EU’s domstol i Luxembourg. Vi har som den radikale Elisabeth Geday svært ved at tro, at den vil tvinge Danmark til at indføre farligt kød, fordi noget sådant vil være en handelshindring.

Og hvis Domstolen virkelig kommer med en sådan dom, vil det kunne åbne manges øjne for, hvad EU virkelig er. Det er selvfølgelig det, som magtens mænd frygter.