ARTIKLER


Skal landmændenes støtte nedskæres 20 procent?

Da EU nedskar sin landskabsstøttelse, fik England gennemført, at man kunne tage 20 procent af støtten til landmændene og give det til naturpleje. Et flertal i Folketinget ser ud til at være tilhænger af forslaget
Af Sven Skovmand
10. april 2006

I forbindelse med Østudvidelsen foretog EU en nedskæring af støtten til landdistrikterne med det resultat, at beløbet til landskabspleje faldt fra 1,1 milliard til 800 millioner kroner.

Det fik den virkning, at en række tilskud til miljøvenlig drift af landbrug faldt bort, hvilket efter manges mening har haft katastrofale resultater.

Men måske kan udviklingen vendes. For ifølge Politiken for 26.3.2006 fik England i sin tid gennemført, at man som erstatning for den lavere landskabsstøtte kan tage op til 20 procent af den direkte støtte til landmændene og bruge den til naturvenlige formål.

Både landbrugsorganisationerne og regeringspartierne er imod denne tanke. Venstres medlem af EU-Parlamentet, Niels Busk siger direkte til Landbrugsavisen 31.3.2006, at det vil være »døden for dansk landbrug«.

Det er dog ikke utænkeligt, at der kan skabes et flertal uden om regeringen for at bruge de 20 procent til landskabspleje. Chr. H. Hansen fra Dansk Folkeparti, der er formand for Folketingets fødevareudvalg, har udtalt sig særdeles positivt om tanken.

Hvis forslaget gennemføres fuldt ud, vil det kunne skaffe en ekstra indtægt til naturplejen på 1,4 milliarder kroner, idet støtten til landmændene i dag er på cirka 7 milliarder.