ARTIKLER


Studehandel skal gøre skoene dyre

England er så bekymret for sine særlige forhold på arbejdsmarkedet, at man overvejer at støtte Italiens ønske om 16,5 procent told på sko fra Kina.
Af Sven Skovmand
28. september 2006

13 af EU’s 25 medlemslande er imod Kommissionens forslag om at lægge en ekstra told på 16,5 procent på sko fra Kina. Men flertallet vil måske smuldre, skriver Financial Times 23.9.2006.

Italien har nemlig truet den engelske regering med at den vil stemme for at England ikke længere skal have lov til at være undtaget fra EU’s arbejdsmarkedsdirektiv med hensyn til arbejdstidens længde.

Det har gjort den engelske regering så bekymret at den i al hemmelighed har meddelt den italienske regering at den vil stemme for tolden på sko, hvis den får sit arbejdsmarked i fred.


Sagen viser en af EU’s mest usympatiske sider – de studehandeler, der på et tit helt usagligt grundlag er afgørende for beslutningerne.

Danmark har selv været medskyldig, da Bjørn Westh i sin tid støttede en voldsom fordyrelse af bananer for at få en ekstra støtte til de danske svineproducenter.

Og nu skal en studehandel altså sikre at vores sko bliver dyre – til gavn for ineffektive italienske producenter.