ARTIKLER


Sundhedsydelser er – også – varer på et marked

SERVICEDIREKTIV. Sundhedstjenester, og forskellige former for socialarbejde kan blive åbnet for konkurrence over landegrænserne. De to områder er helt eller delvist fjernet fra det foreslåede servicedirektiv, men vender tilbage på anden vis.
Af Staffan Dahllöf
17. juni 2006

Fð Den 29. maj blev erhvervsminister Bendt Bendtsen med kolleger i ministerrådet politisk enige om det foreløbige forslag til servicedirektiv – de regler som skal åbne op for et i princippet frit salg af serviceydelser over landegrænserne.

Tre slags sociale serviceydelser skal ikke omfattes af direktivet: ydelser tilknyttet socialt boligbyggeri, børnepasning, og støtte til særligt trængende familier og personer.

Til gengæld vil socialrådgivning, ældrepleje, behandling af misbrugere og andre former for social omsorg kunne blive omfattet af et princip om fri handel og konkurrence over grænserne.

Det fremgår af en meddelelse Kommissionen sendte ud den 26. april; og som blev præsenteret for Ministerrådet den samme dag som rådet behandlede servicedirektivet.

Blev holdt tilbage

En meddelelse er ikke et lovforslag, men en slags hensigtserklæring for fremtiden.

Budskabet fra Kommissionen er at sociale ydelser og socialt arbejde er eksempel på økonomisk aktivitet som udøves i konkurrence på et marked. Derfor skal den slags ydelser kunne omfattes af EU’s grundlæggende princip om fri bevægelighed.

Det aspekt vil Kommissionen nu få undersøgt nærmere, for på et senere tidspunkt at vende tilbage med konkrete lovforslag.

»Det er ikke en tilfældighed at Kommissionen bevidst har holdt den her meddelelse tilbage i mere end et års tid. Man ville på ingen måde forstyrre behandlingen af servicedirektivet,« siger kampagnekoordinator Bryan Synnott, på de offentligt ansattes faglige organisation EPSU (European Federation of Public Service Union) i Bruxelles.

Patientmobilitet

Organisationen EPSU arbejder på vegne af 16 danske fagforbund og har medlemsforbund i 35 lande. Organisationen er bange for at områder som helt eller delvis er blevet fjernet fra Servicedirektivet, er på vej tilbage på den politiske dagsorden, ved siden af det omdiskuterede direktivforslag.

Et andet eksempel på Kommissionens offensiv er at den allerede i år vil fremlægge et forslag om sundhedsydelser, baseret på princippet om patienternes frie bevægelighed over grænserne.

Her findes i forvejen flere afgørelser fra EU-domstolen som siger at patienternes bevægelighed er et spørgsmål om EU’s indre marked, og ikke kun en sag for de nationale sygehusvæsener.

Flere borgerlige medlemmer af EU-parlamentet har også udtalt at et kommende forslag om »patientmobilitet« vil kunne bruges som en måde at vinde de tabte sager fra servicedirektivet.

Hospitaler som tivolier

For den faglige organisation EPSU ringede en alarmklokke da man opdagede at sundhedsområdet skulle omfattes af fri konkurrence og oprindelseslandsprincippet i den første version af servicedirektivet.

»Vi havde fået en lækket version og kunne læse at Kommissionen betragtede hospitaler og sundhedsydelser på linje med omrejsende tivolier. Det var et chok, med hjalp os med at analysere forslaget og at mobilisere opinionen,« siger Brian Synnott.

Sundhedsområdet hører nu til en af de generelle undtagelser i forslaget til servicedirektivet.

»Nu lægger Kommissionen op til igen at se på sundhedsydelser som en sag om den enkeltes valg, og ikke som en generel samfundsinteresse. Det kommer vi til at følge med den største opmærksomhed,« siger Brian Synnott.


Hvad er almen økonomisk interesse?

Aftalerne om hvilke serviceydelser, man skal betragte som varer på et marked, og i hvilken udstrækning andre regler end princippet om fri bevægelighed skal styre i EU gennemsyrer flere aktuelle forslag, blandt andet:

• Servicedirektivet; politisk enighed i Ministerrådet den 1-2. juni, forventet andenbehandling i Parlamentet til efteråret.

• Patientmobilitet; direktivforslag ventes fra Kommissionen i slutningen af 2006.

• Sociale serviceydelser af almen interesse i EU; meddelelse fra Kommissionen den 24. april, med det formål at bane vej for kommende lovforslag.

• Forskellen på serviceydelser af almen interesse (som ikke omfattes af servicedirektivet), og serviceydelser af almen økonomisk interesse (som omfattes af direktivet); behandles i en »hvidbog« fra Kommissionen. Den ventes Parlamentet at diskutere i juli. Socialistgruppen og den Grønne gruppe i Parlamentet prøver at komme den debat i forkøbet ved at fremlægge forslag som skal »frede« offentlige serviceydelser fra forventede liberaliserings¬forslag.