Uopfyldte mål, og hvad så?

Hvis Lissabon-målene ikke fører til de ønskede resultater, kan man lave målsætningen om.
Af Staffan Dahllöf
12. marts 2006

Problemerne med at leve op til de forventede mål for en vidensbaseret økonomi i EU med stærk vækst og høj beskæftigelse er ikke nye.

I efteråret 2004 advarede en ekspertgruppe under ledelse af den tidligere hollandske premierminister Wim Kok at nu gik den ikke længere.

Der var for megen snak og for få resultater i den såkaldte Lissabon-strategi, opkaldt efter et topmøde i Lissabon i 2000, iøvrigt nu omdøbt til »vækst og beskæftigelse«.

Wim Kok og hans arbejdsgruppe anbefalede at hvert medlemsland skulle lave nationale rapporter om hvor langt (eller kort) man var nået.

Resultaterne er som de kan læses her på siden.

Brudte spilleregler

Et halvår senere på forårs topmødet i marts 2005 var der igen fokus på den problematiske vækst, men med to konkrete problemer på dagsordenen:

• Eurolandenes spilleregler (Vækst- og Stabilitetspagten) var blevet brudt adskillige gange, af adskillige lande.

• Forslaget til servicedirektiv havde skabt alvorlig splittelse mellem en markedsorienteret og en social politik, og mellem gamle og nye medlemslande.

Mødet endte med kompromiser på begge områder:

Spillereglerne for den Økonomiske og Monetære Union blev blødt op, sådan at der næsten altid vil kunne findes en god undskyldning for at reglerne ikke bliver overholdt.

Aftalen om servicedirektivet blev skubbet fremad i tiden, til efter de (på det tidspunkt) ventede folkeafstemninger om forfatningen i bland andet Frankrig og Holland.

At tale med hinanden

Næste stoppested for Vækst og beskæftigelsesstrategi var det uformelle topmødet i Hampton Court udenfor London i oktober sidste år.

Efter nej’et i Frankrig og Holland var forfatningen om ikke død, så i hvert fald ramt af et temmeligt svækket immunforsvar.

Hovedopgaven for stats- og regeringscheferne blev at vise at de stadig kunne tale pænt til hinanden, og at der fandtes politiske projekter som man kunne blive enige om at forsøge at løse, på en eller anden måde.

Fire opgaver

Hampton Court-mødet førte ikke rigtigt til noget nyt i sig selv, men stillede fire, lidt nye, opgaver på det bekendte tema:

• Flere penge til forskning og udvikling

• Fremelskelse af europæiske eliteuniversiteter

• En globaliseringsfond til at afbøde negative effekter af tabte jobs

• En opfordring til at sætte energiforsyning på den politiske dagsorden.

Opfordringerne fra Hampton Court plus den tidligere beslutning om nationale reformprogrammer danner baggrund for det kommende topmøde om hvordan man skal komme videre.

Fra flere universiteter til et institut

Siden efterårsmødet uden for London er planerne om eliteuniversiteter blevet omformuleret sådan at universiteter i flertal er blevet til et »Europæisk Institut for Teknologi«, men der er intet besluttet endnu.

Globaliseringsfonden er til gengæld faldet på plads efter en topmødebeslutning i december 2005 om at fonden skal få midler fra forskellige ubrugte konti, men ikke bygges for nye penge.

Tilbage står så den gammelkendte opfordringer om forskning og udvikling, og så det nye mulige udspil på energiområdet.

Derudover taler Kommissionen om at forenkle betingelserne for små- og mellemstore virksomheder, og om at medlemslandene bør forbedre deres skoler, børnepasning og pensionssystemerne.

Ikke skal men bør

Tilbage står også det helt grundlæggende dilemma med den nu omdøbte Lissabon-strategi: Det handler om planer, og projekter, ikke om lovgivning eller på anden måde bindende beslutninger.

Da entusiasmen for Lissabon-strategien var på sit højdepunkt blev der formuleret nær 100 forskellige delmål. De er nu barberet ned til 14 indikatorer. Og af de 14 er kun to er udtrykt i absolutte tal som skal nås (3 procent af BNP til Forskning og uddannelse, og 70 procents beskæftigelse).

Men heller ikke de mål vil blive nået til tiden.

Typisk er at det centrale ord i Kommissionens opfordringer til det kommende topmøde ikke er hvad medlemslandene »skal«, men hvad de »bør«.