Vandfald for EU's ultraliberalisme

På forsiden og side 6 kan man i dette nummer læse om den norske vandkraft. Tværs igennem alle teknikaliteter er det egentlige spørgsmål: Hvem ejer vandet i de norske fjorde og fjelde? Nordmændene er ikke selv i tvivl om svaret: Det gør vi, samfundet.

Men så enkel ser verden ikke ud i Bruxelles. Af de rivende norske elve kan der produceres strøm, og det bliver der i stor stil. Så meget at de norske vandkraftværker lige nu er mere end 225 milliarder værd på det fri marked – en sum med udsigt til kun at blive større og større. Det er en rigtig interessant udsigt, set for eksempel fra store udenlandske el-koncerner. Det er her på direktionsgangene i f.eks. de store tyske, franske og britiske koncerner at det lyder forjættende med liberaliseringer på el-markedet i Norge.

Trods alle tidligere forsikringer og regler er EU derfor nu begyndt at blande sig i ejerforholdene i den norske vandkraftsektor, som i dag for 90 procents vedkommende ejes af det offentlige. Kun 10 procent er i privat eje.

For EU-kommissionen er det oldnordiske tilstande. Hvorfor dog have samfundseje, når man kan udlicitere, privatisere, liberalisere osv.? lyder det evige mantra fra Bruxelles. Over for den kraft bør selv de norske vandfald gøre knæfald, selv om de norske forbrugere næppe kan få nogen som helst fordele af en begyndende privatisering.

Man starter nu i det små med via EØS-overvågningen at angribe den unikke hjemfaldsret, som sikrer samfundets ejerskab. Kommuner og amter skal ikke længere være omfattet af hjemfaldsretten, mener EØS-overvågningen. Resultatet ville – udover et gigantisk hul i kommunekasserne – være fri adgang til opkøb i den norske vandkraftsektor.

Det rigtig interessante bliver, hvor langt den socialdemokratisk ledede norske regering vil strække sig. Vil den stå fast, eller vil den lægge sig ned, som de danske partifæller har for vane, når det gælder liberaliserings- og privatiseringskrav fra EU.