ARTIKLER


De store strammer grebet

Lissabon-traktaten vil gøre de store EU-lande endnu mere magtfulde end de er i øjeblikket.
Af Hans Kronberg
24. december 2007

De store EU-lande vil få et markant strammere greb om magten i EU hvis Lissabon-traktaten vedtages – hvilket de store lande da også mener at den skal.

Den forøgede magt til de store lande hænger især sammen med at antallet af stemmer i Ministerrådet kommer til direkte at afspejle, hvor mange indbyggere et land har. Se tabellen overfor. Efter forslaget sker det fra den 1. november 2014. Indtil da fordeles stemmerne som det blev aftalt med Nice-traktaten fra 2000. Dog er der på især polsk foranledning tilføjet den mulighed at et land kan begære en afstemning vedtaget efter Nice-reglerne helt frem til 2017.

Det nye princip om at stemmerne i Ministerrådet afspejler landenes størrelse i indbyggertal, er et klart brud med EF's oprindelige idé der netop tilgodeså de mindre lande, så de ikke bare blev tromlet ned af de store – som det tidligere i historien har været tilfældet.

Og når det gælder magt og indflydelse, bliver stemmerne i Ministerrådet endnu vigtigere i fremtiden, fordi Lissabon-traktaten gør flertal/kvalificeret flertal til hovedreglen når en EU-lov skal vedtages. For så længe enstemmighedsprincippet gælder, er det selv sagt ligegyldigt om det er et stort eller lille land der er imod en lov.

De kan begge blot stemme imod, og så er der ingen lov. Det er hovedsageligt vedrørende skatter og afgifter, EU's budget og på det udenrigspolitiske område, at enstemmighedsprincippet fortsat gælder.

Lissabon-traktaten vil gøre de store EU-lande endnu mere magtfulde end de er i øjeblikket.

Men én ting er at de store lande får endnu mere at skulle have sagt, en anden ting er om de kan bruge det til noget. Hvilket er klart vanskeligere at svare på, eftersom de store lande langt fra udgør en blok af lande der nødvendigvis er enige om noget som helst – måske lige bortset fra at de gerne til stadighed vil kunne demonstrere at de er store og indflydelsesrige.

Magtfulde blokke

I meget grov skitseform kan man dog sige at Tyskland er det mest føderalistiske af de store, Italien det næstmest, mens Frankrig og Storbritannien hæger mest om nationalstaten. Frankrig har i vid udstrækning også den grundindstilling at EU nærmest er skabt til at pleje de nationale franske interesser.

Når Frankrig alligevel ofte er i ledtog med Tyskland, hænger det sammen med det klassiske parløb der bl.a. bygger på at det fortsat ikke er fuldt accepteret at Tyskland fører sig selvstændigt og markant frem på den internationale scene. Det gør Frankrig derimod gerne – men få ville lytte hvis ikke Tyskland bakkede op. Under Angela Merkels ledelse er Tyskland dog blevet mere selvbevidst og mindre afhængig af Frankrig.

Det kan også konstateres at de tre store, gamle lande – Tyskland, Frankrig og Italien – altid har lagt vægt på at have hånd i hanke med hvordan EU udvikler sig. Og til det brug passer de nye regler for kvalificeret flertal særdeles fint.

For på trods af de store landes ihærdige forsøg på i Nice-traktaten fra 2000 at få lagt mere magt i deres egne hænder, så lykkedes det faktisk ikke for dem at komme op på det trygge antal stemmer i Ministerrådet der umiddelbart kan blokere for al den lovgivning der skal vedtages med kvalificeret flertal.

Aldrig flertal mod de tre store

I Nice-traktaten får de store lande 29 stemmer hver i Ministerrådet. Det kvalificerede flertal er på 255 stemmer ud af 345.

De tre gamle store lande mønstrer altså tilsammen 87 stemmer i Ministerrådet, men der skal 88 stemmer til at blokere for en lov i Ministerrådet. Så kan de tre store godt nok trække i nødbremsen ved at kræve optælling af befolkningsunderlaget bag landene med det kvalificerede flertal, idet Nice-traktaten også opererer med at et land kan kræve at mindst 62 procent af Unionens befolkning står bag beslutningen.

I Lissabon-traktaten afløses som nævnt disse noget uelegante regler for kvalificeret flertal af en mere enkel regel: Et kvalificeret flertal er et flertal af lande med en befolkning på tilsammen mindst 65 procent af Unionens befolkning bag sig.

Indbyggertallet i Unionen – bestående af 27 lande – er (pr. 1.1.07) knap 493 millioner, hvorfor der skal 320 millioner til et kvalificeret flertal. Eller 173 til et blokerende mindretal.

Eftersom de tre store gamle lande har en samlet befolkning på 204 millioner indbyggere, svarende til 41,4 procent af den samlede befolkning i de 27 lande, bag sig, kan der følgelig aldrig mønstres 65 procent af Unionens befolkning mod dem.

På EU-oplysningens hjemmeside www.euo.dk kan du finde en interessant »flertalsberegner« hvor man kan lege med forskellige kombinationer af lande.