NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
For blot 30-40 år siden tænkte de færreste på den globale opvarmning som et problem.
Og når der i årene efter 1973 og 1979 blev sparet på energien, skyldtes det ikke frygten for verdens fremtid, men blot det forhold at priserne på olie steg så stærkt at det virkelig kunne mærkes.
Dette forhold har ændret sig – først og fremmest på grund af de advarsler, der er kommet fra FN's klimapanel, IPCC, der blev oprettet i 1988.
Klimapanelet siger også at dette vil ramme de fattige egne langt hårdere end de rige. I Afrika og Asien vil omkring en milliard mennesker opleve mangel på vand, og mange steder vil agerjord og skove blive til ørkener.
Hertil kommer at vandstanden i havene forventes at stige med cirka 60 centimeter i tiden indtil år 2100.
0,036 procent lyder ikke af meget, men for 250 år siden mener man at indholdet af kuldioxid var på 0,027 procent. Kuldioxiden udgør altså 33 procent mere, end den gjorde i 1700-tallet. Det er den højeste andel i over 500.000 år.
Kuldioxiden virker på Solens stråler, som glasset i drivhus. Det tilbageholder nogen af strålerne og får derved temperaturen i drivhuset til at blive højere, end den ellers ville være.
Derfor taler man om »drivhus-effekten«. Og den skal vi være glad for. Uden den ville klimaet på Jorden være så koldt at ingen mennesker kunne leve her. Problemet er at der i dag er så meget mere kuldioxid, end der var før.
Men de har ikke noget absolut sikkert grundlag at bygge på. For tidligere tiders målinger dækkede ikke Jorden så grundigt, som man kunne ønske. For eksempel er der kun foretaget få målinger over havet, der dog dækker over 70 procent af Jordens overflade. Derfor kan man stadig finde meteorologer, som tvivler på at IPCC's forudsigelser holder stik.
I store dele af verden kan man således se at gletsjere skrumper, og at sneklædte bjergtoppe bliver bare.
På Grønland ligger den store isbræ ved Illullisat (Jakobshavn) 15 kilometer længere inde i isfjorden end før. Og omkring Diskoøen på Grønlands vestkyst er der åbent vand om vinteren, hvor der tidligere altid var is.
Samtidig stiger vandstanden i verdenshavene med cirka 3 millimeter om året, hvor de for hundrede år siden kun steg med det halve.
Alene på den baggrund vil det være letsindigt ikke at tage advarslerne fra IPCC alvorligt.
Kun halvdelen af det kuldioxid, der opstår ved afbrænding af kul, olie og naturgas, kommer ud i atmosfæren. Den anden halvdel havner i havet, der tilsyneladende er i stand til at optage det. Men kan havet blive ved med det?
Der er også en betydelig risiko for at store områder med tundra i Sibirien tør op og frigiver den metan, der i dag er bundet i dem.
Metan er nemlig også en drivhusgas, og den vil forstærke kuldioxidens virkninger.
Endelig kan det blive et problem at man i disse år bestræber sig på at rense kraftvær€kernes udslip for de svovlpartikler, der ellers vil havne i atmosfæren. Partiklerne har nemlig hidtil modvirket drivhuseffekten ved at kaste Solens stråler tilbage.
Der er derfor al grund til at gøre, hvad man kan for at begrænse udslippet af kuldioxid.
Mens tid er.