Et europæisk projekt – for Guds skyld
Den kristendemokratiske bevægelse blev den vigtigste politiske kraft i det europæiske integrationsprojekt. I dag sætter den sine tydelige spor i debatten om forfatningen.
Af Anders Dahl
30. marts 2007
Kristendemokratisk projekt. I Danmark er den kristendemokratiske bevægelse ikke videre udbredt. Det politiske parti, der bekender sig til bevægelsens grundlag – Kristendemokraterne – er for tiden ikke repræsenteret i Folketinget. Helt anderledes ser det ud i resten af Europa. I flere lande er det kristendemokratiske parti regeringsbærende.
Det skorter heller ikke på betydningsfulde europæiske politikere med kristendemokratisk baggrund. Ikke mindst de to tyske forbundskanslere Helmut Kohl (1982-98) og Angela Merkel (kansler fra 2005).
Topprioritet for Merkel
I forbindelse med det tyske EU-formandskab har Angela Merkel givet udtryk for, at vedtagelsen af EU-forfatningen vil have meget høj prioritet. Hun placerer sig hermed i lige linje efter Helmut Kohl, som også var ivrig EU-integrationist.
Det er ikke tilfældigt, at de to magtfulde tyske politikere har prioriteret EU og det europæiske integrationsprojekt så højt. Det ligger implicit i den kristendemokratiske ideologi at europæisk integration er en sag af allerstørste betydning.
EU’s fædre var kristendemokrater
Hvis man ser på, hvem der tog initiativet til De europæiske Fællesskaber, så springer det i øjnene, at det i høj grad var folk fra de kristendemokratiske partier. Ud af de seks-syv personer, som man normalt benævner som »EU’s fædre«, er flertallet kristendemokrater. Det er de samme personer, som i årene forud for dannelsen af de Europæiske Fællesskaber skabte den kristendemokratiske bevægelse, som fandt grobund i en række europæiske stater.
Disse partier optrådte under dannelsen af De europæiske Fællesskaber som en fast sammentømret blok. De politiske ledere fra de kristendemokratiske partier – personligheder som Tysklands Konrad Adenauer, Italiens Alcide de Gasperi og Frankrigs Robert Schuman – kendte hinanden personligt og udgjorde et netværk. Derfor blev den kristendemokratiske bevægelse den største politiske kraft i det europæiske integrationsprojekt.
Udkastet klar i 1932
Udkastet til det, der i dag er EU, var allerede på kristendemokraternes tegnebord så tidligt som i 1932. På dette tidspunkt udarbejdede yngre kristendemokratiske politikere en resolution, som krævede en europæisk union og et fællesmarked. I det hele taget var den interne kristendemokratiske debat og politikudvikling først i 1930´erne i høj grad bestemt af ønsket om europæisk integration.
De unge kristendemokrater var endnu ikke i en position, hvor de kunne føre visionerne ud i livet. Men små 20 år efter var de samme politikere i stand til at virkeliggøre deres fælles drøm.
Fingeraftryk på forfatningen
Angela Merkels udmelding om at der skal ske en afklaring i forhold til EU-forfatningen, rejser en række spørgsmål. Da man forberedte forfatningen var der debat om hvorvidt Gud eller i det mindste den kristne arv skulle nævnes i teksten. Kompromiset blev en henvisning til Europas religiøse arv.
Efter et møde med pave Benedikt d. 16. i august 2006 ønskede Angela Merkel imidlertid denne formulering ændret, så der i EU-forfatningen henvises til Europas kristne arv og værdier. Vedtages en sådan formulering, vil det i realiteten betyde at Tyrkiet er udelukket fra EU-medlemskab.
Gud er med
Imidlertid er dette kernen af den kristendemokratiske vision: EU-parlamentets nyvalgte formand, den tyske kristendemokrat Hans-Gert Pöttering, har udtrykt at man vil gå »målrettet« efter at få en reference til Gud i den nye forfatning. Angela Merkel følger op: »Jeg mener traktaten skal knyttes til kristendommen og Gud, fordi kristendommen har spillet så afgørende en faktor i Europas udvikling«. Kristendemokratiske visioner anno 2007.