ARTIKLER


EU-Domstolen breder sig

Domstolen udbreder sit område stadig mere. Det sidste er, at EU kan pålægge straffesanktioner på miljøområdet
Af Claus Djørup/Fagpressebureauet
5. marts 2007

I oktober 2005 holdt Venstre sig som det eneste parti uden for den brede kritik i Europaudvalget af EU-domstolens indtrængen på strafferet, da den underkendte de 25 EU-landes mellemstatslige aftale om straffesanktioner på miljøområdet. Samtidig fastslog EU-domstolen til ikke mindst danske politikeres overraskelse at EF-traktaten giver hjemmel til at pålægge strafferetlige sanktioner.

Imidlertid undveg justitsminister Lene Espersen (K) og hendes 24 kolleger et opgør med EU-kommissionen om EU-domstolens udvidelse af sin kompetence, da de mødtes for et år siden. I stedet ville de forsøge at gøre lovgivningen endnu klarere, så de 25 lande ikke bliver overrasket af endnu en dom, der underkender deres mellemstatslige, enstemmige afgørelser.

  • I samme periode i januar 2006 underkendte EU-domstolen en 20 år gammel lov om produktansvar trods en erklæring i ministerrådet. Det skete i en sag om en salmonellainficeret æggekage.
  • I september 2006 afsagde EU-domstolen en kendelse om selskabsskat, der nedbrød et dansk skatteværn og affødte det danske kapitalfondsindgreb, der indebærer en sænkning af selskabsskatten med 81/2 milliarder kroner og modsvarende stramninger, der tilsammen skulle indbringe 3 mia. kr. fra skattehulsudnyttende virksomheder.
  • I øjeblikket verserer den såkaldte Vaxholmsag for EU-domstolen i Luxembourg, hvor det nordiske fagretlige system med blokaderet er på spil.
  • Den 30. maj 2006 forbød EU-domstolen Irland at klage til FN over det britiske atomoparbejdningsanlæg Sellafield, fordi en sådan klage skal indgives til EU-kommissionen, eftersom EU-domstolen har monopol på konflikter mellem medlemslande, hvor EF-direktiver berøres.
  • Tirsdag den 30. januar afgjorde EU-domstolen at pensionsordninger med dansk fradragsret kan flytte til udlandet, hvorved staten risikerer at miste den udskudte skat.