Europa stærkere med én stemme

Erhvervslivet har længe lobbyet for at flytte al væsentlig kompetence i handelspolitikken til EU, også når det gælder »handel« med velfærdsydelser. Med den nye traktat er målet nået.
Af Kenneth Haar
24. december 2007

Lad os forestille os en gang i fremtiden hvor forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om liberalisering af den globale handel for alvor kaster sig over sundhedsområdet under overskriften »handel med sundhedsydelser«. Det kunne være at USA ville gøre det lettere for amerikanske koncerner at oprette og drive privathospitaler, uden at blive generet af for mange nationale regler, og uden forvridende statsstøtte til hel- eller halvoffentlige sygehuse. Og lad os forestille os at Danmark – i modsætning til andre EU-lande – stritter imod, og at den danske regering mener at sådan en indrømmelse til amerikanerne vil give store problemer for det offentlige sundhedssystem.

Når den nye traktat er trådt i kraft, må regeringen fæste lid til at EF-domstolen er enig i den danske vurdering af konsekvenserne. I modsat fald kan de andre EU-lande stemme Danmark ned og på vegne af hele EU indgå aftalen med USA.

Europas fælles stemme

Årsagen er ændringerne i traktatens afsnit om den fælles handelspolitik. Siden arbejdet med Amsterdam-traktaten blev indledt i midten af 90'erne, har erhvervslivets lobbyorganisationer haft stærkere regler for den fælles handelspolitik som en høj prioritet. Dengang gik den stærke industrilobby European Roundtable of Industrialists (ERT) forrest, men selvom der blev lagt et stort pres, var resultatet skuffende for erhvervslivet.

»Europa er svagere og fattigere som følge af dette svigt,« bemærkede ERT's generalsekretær Keith Richardson bittert.

Forbitrelsen skyldes tovtrækkerier om beslutningskompetencen over dele af handelspolitikken. For selvom den fælles handelspolitik var en del af Rom-traktaten fra 1957, har dele af handelen nemlig været medlemslandenes egen gebet. Med den nye traktat får EU al væsentlig kompetence på området, og dermed er en af det europæiske erhvervslivs gamle ambitioner indfriet. Selv på følsomme områder som velfærdsydelser.

Fra teknik til følsomme områder

For en snes år siden var handelspolitik ikke et synderligt politiseret område, men særligt med vedtagelsen af WTO-aftalerne fra 1994 er der kommet mere skub i sagerne. Den internationale handel er blevet mere omfattende, og handelsreglerne breder sig nu over langt flere og mere kontroversielle emner. De handler om fødevarestandarder, om copyright og patenter, om miljølovgivning, uddannelse, sundhed, og meget mere. Denne udvidelse af begrebet har ikke altid været let at håndtere for EU. Både borgerinteresser og nationale økonomiske interesser har gjort sig bemærket og fået skiftende medlemslandes regeringer til at sætte hælene i når EU's handelspolitik har trådt på ømme tæer.

I de senere år er det serviceområdet der har været mest blæst om. Det er særligt forhandlingerne om liberalisering af serviceområdet i WTO, kaldet GATS-forhandlingerne, som har tiltrukket sig opmærksomhed. Disse forhandlinger berører også emner som sundhed, uddannelse, vandforsyning, sociale ydelser og andre områder der i de fleste medlemslande endnu overvejende er offentlige ydelser, og som betragtes som centrale elementer i velfærden. Alle kan de blive direkte eller indirekte berørt af forhandlingerne i WTO som kort sagt går ud på at skabe bedre kommercielle betingelser for leverandører af f.eks. sundhedsydelser.

Som verdens førende eksportør af serviceydelser har EU store økonomiske interesser på serviceområdet. Interesser som det kan være vanskeligt at forfølge, så længe medlemslandene har kompetencen på enkelte områder. Dette spørgsmål kom især til debat i 2002 og 2003 hvor en lang række aktører, herunder den europæiske fagbevægelse på det offentlige område, kraftigt modsatte sig forhandlinger om liberaliseringer på områder af offentlig eller halvoffentlig karakter. Frygten var især at EU ville give indrømmelser på sundheds- eller uddannelsesområdet for at opnå bedre markedsadgang globalt på helt andre områder af stor økonomisk interesse for EU.

Denne bekymring gjorde indtryk på flere medlemslandes regeringer, og det gjorde indtryk på Kommissionen der måtte fare med stor lempe i GATS-forhandlingerne.

Effektiv procedure

Når det kan få betydning at borgergrupper råber vagt i gevær på netop dette område, skyldes det ikke mindst at EU's kompetence ikke er helt klar. Medlemslandene kan således i princippet afvise at Kommissionen overhovedet kan forhandle aftaler på plads, og kan i øvrigt insistere på selv at være repræsenteret ved forhandlingerne i WTO. Især hvis forhandlingerne er om kultur, eller om velfærdsydelser som sundhed, uddannelse eller sociale ydelser. I sidste ende kan medlemslandene oven i købet vælge at stemme dele af en aftale ned hvis stemmeproceduren kræver enstemmighed.

For de store spillere i det europæiske erhvervsliv er dette et billede på ineffektivitet, og bl.a. ERT har derfor længe krævet at Kommissionen får fuld eneret på at repræsentere EU i forhandlinger om handelsaftaler, at alle områder overføres til EU-kompetence, og at stemmeprincippet på hele området skal være flertalsafgørelser.

Knaster fjernes

Det har ikke været uden problemer at få den nye traktattekst om handelspolitik på plads. Frankrig har været fodslæbende på området for »kulturelle ydelser«, f.eks. distribution af film, mens især Sverige og Finland ikke har været indstillet på at give Kommissionen kompetence til at forhandle om velfærdsydelser på medlemslandenes vegne. Indsatsen fra Sverige og Finland førte til at traktaten kom til at indeholde en bestemmelse der er blevet kaldt »nødbremsen«. Nødbremsen består i, at hvis en aftale »indebærer en risiko for at den nationale tilrettelæggelse af sådanne ydelser forstyrres alvorligt«, skal der tages beslutning ved enstemmighed.

Dette område har også været et emne under forhandlingerne mellem tilhængerpartierne i Folketinget i Danmark. Da de i november 2004 formulerede en fælles holdning til forhandlingerne om traktaten, lagde partierne (V, K, RV, S og SF) vægt på at en afgørelse i EU som efter Danmarks mening kan bringe en national ordning for en ydelse »alvorligt i fare«, om nødvendigt kan indklages for EF-domstolen. Sker det, vil EF-domstolen skulle afgøre sagen, og altså afgøre om en ordning er i fare – eller om liberalisering ikke er så alvorlig endda. Nødbremsen er med andre ord ikke en egentlig nødbremse, men giver en mulighed for at få en afgørelse prøvet ved Domstolen.

Alt afgøres i EU

Velfærdsydelser er ét af flere eksempler på EU's øgede kompetence, og er kun ét af flere nye områder der i udgangspunktet vil være omfattet af flertalsafgørelser. Udover serviceområdet udvides EU's kompetence også på kulturområdet, investeringsområdet (regler for udenlandske virksomheder) og på intellektuel ejendomsret. Dermed er ringen stort set sluttet, konkluderer Dorota Leczykiewicz fra Oxford University i en analyse af teksten:

»Unionen vil sandsynligvis være i stand til at forhandle og indgå aftaler over hele det spektrum, som er dækket af WTO-aftalerne. Der vil ikke længere være behov for medlemslandenes deltagelse,« skriver hun.

Men deltagelse skal der nu nok være, eftersom handelspolitikken netop breder sig over politisk følsomme områder. Det er betingelserne for deltagelsen der bliver ændret markant.