ARTIKLER


Hemmelig forhandling om styreform!?

Man prøver at fifle med EU-forfatningen for at slippe for en folkeafstemning. Og det sker i hemmelighed – i strid med alle demokratiske principper.
Af Erling Böttcher
26. januar 2007

Tirsdag i denne uge blev det åbenlyst at regeringen nu er i fuld gang med at prøve at fifle med EU-forfatningen for at få det centrale vedtaget uden om vælgerne. Det foregår bag nedrullede gardiner og hermetisk lukkede døre. Offentlig indsigt og debat forstyrrer blot processen. Her står EU virkelig for en nyskabelse: Hemmelige forfatningsforhandlinger!

Vi gætter på at såvel Grundlovens fædre, som demokrati-fædre som Hal Koch, men også Rom-traktatens fædre ville rotere i deres grave, hvis de så og hørte, hvad der foregår nu: Hemmelige forhandlinger om en forfatning. Altså om hvilken styreform, vi skal leve under!?

I normaldemokratisk tankegang er en forfatning noget som beskriver og afgrænser magten for at sikre den enkelte i samfundet. Men her siger processen desværre alt om indholdet; nemlig en forfatning og en proces som skal afskære borgerne fra at blande sig, eller med andre ord: Være beslutningstagernes værn imod vælgerne.

Det væsentligste argument for at køre den indtil videre hemmelige lyn-forfatning igennem på blot et år, er en effektivitetsbetragtning. Nu forlyder det at en ny forfatning blot skal få EU's lovgivningsmaskine til at køre. Men for det første: Intet tyder på at lovmaskinen er blevet mindre effektiv. Når det store flertal af EU-politikere den ene dag jubler over f.eks. vedtagelsen af den udvandede kemi-lov eller det liberaliseringsgale servicedirektiv, ja så er det underligt at høre dagen efter at den er helt gal med at få noget som helst igennem.

For det andet: »Effektiviteten« i EU-forfatningen, som den hidtil er kendt, kommer blandt andet af at man halverer f.eks. Danmarks indflydelse i Ministerrådet. Det burde være logisk for alle: Danmark kan da ikke halvere sin indflydelse på egen lovgivning uden vælgernes godkendelse ved en folkeafstemning, vel?