Her skiller vandene mellem EU og Afrika
Selv om det endnu er EU's ambition at blive færdig den 31. december 2007 med forhandlingerne om de nye handelsaftaler mellem EU og Afrika, så tror de færreste det vil lykkes. For der er langt mellem parterne.
Af Kenneth Haar
21. september 2007
Den væsentligste afrikanske kritik af EU's forslag kan samles i fem punkter:
1. Mere adgang for europæiske varer kan ødelægge afrikanske virksomheder
I de fleste afrikanske lande ses det som en stor ulykke at de skal åbne meget mere for varer fra EU under de nye aftaler. Flere regner med at tabe stort indadtil, fordi lokale virksomheder kan blive udkonkurreret af importerede varer fra EU. Det gælder f.eks. Ghana hvor en vurdering lyder at tre fjerdedele af landets industri vil blive udkonkurreret.
Store dele af det afrikanske erhvervsliv slår alarm. Et medlem af en vestafrikansk erhvervssammenslutning, Iddi Ango, udtalte i april 2007:
»Hvis vi åbner vores land vil det, i betragtning af vores virksomheders situation, ikke blive en chance, men en katastrofe.«
2. Statsbudgetterne kan lide stor skade
Toldindtægter er en vigtig del af mange afrikanske landes statsbudgetter, bl.a. fordi de ikke råder over et udviklet skattesystem. Kenya vil, ifølge en rapport fra EU, miste 82 procent af sine toldindtægter, hvilket svarer til 12 procent af statsbudgettet, eller det samme som landet bruger på sundhed, mens Senegal vil miste 10 procent af statsbudgettet.
Ifølge beregninger fra FN vil de afrikanske lande samlet miste omkring 8 milliarder kroner årligt i toldindtægter hvilket svarer omtrent til udviklingsbistanden fra EU.
3. Markedsadgang uden udviklingsdimension
De afrikanske lande er bekymrede for om de kan få lige så god adgang til det europæiske marked som før. Et tilbud fra EU om fri markedsadgang for alle varer – med en række undtagelser, såsom sukker, ris og bananer – betragtes i Afrika som en reel indrømmelse selv om det tæller på minussiden at tilbuddet er på betingelse af indgåelse af en EPA-aftale. Men mange afrikanske regeringer har understreget, at øget markedsadgang ikke er meget værd uden støtte til infrastruktur og opbygning af produktion i de afrikanske lande.
Der er også andre udeståender, såsom de høje fødevarestandarder EU har indført, og som hæmmer afrikansk eksport. Afrikanerne vil enten have lempet disse standarder, eller have økonomisk bistand for at kunne leve op til dem.
4. Den regionale handel kan svækkes
De afrikanske lande har samlet sig i grupper af lande med fælles grænser og har indgået aftaler for at styrke den regionale samhandel. Denne form for syd-syd handel er bredt anerkendt som en forudsætning for udvikling, men EPA-aftalerne kan komme på tværs. Det skyldes bl.a. at handel med EU forudses at stige markant, på bekostning af den regionale handel. FN's Afrikakommission (UNECA) forventer f.eks., at den interne handel i den sydøstafrikanske sammenslutning COMESA vil falde med 5,8 procent – et tab på 1,3 milliarder kroner – og at ECOWAS i Vestafrika vil tabe omtrent to milliarder kroner til konkurrenter fra EU.
FN's Afrikakommission er skarp i mælet i sin vurdering af EPA'ernes virkning på den regionale handel:
»Med mindre der indføres håndgribelige afbødende foranstaltninger, kan EPA'erne alvorligt underminere de fremskridt der er gjort indtil nu i den regionale integrationsproces på kontinentet.« (marts 2005).
5. Muligheden for at opbygge egen industri kan blive svækket
De afrikanske lande er også bekymrede for at EU's ønske om at styrke europæiske virksomheders position i Afrika kan forringe mulighederne for at opbygge den lokale industri. EU's ønske om mere favorable regler for udenlandske investorer, mere adgang til det afrikanske marked for tjenesteydelser, og endelig EU's ønske om skrappere regler for patenter, mødes alt sammen med stor skepsis blandt de afrikanske ledere.
Slut med Afrikas privilegier
Den tid er forbi, hvor EU uden videre gav afrikanerne bedre behandling end EU fik til gengæld. I årtier har EU accepteret at Afrika og EU ikke er lige stærke parter i verdenshandelen, og at de fattige afrikanske lande derfor skal have særbehandling. Det har været et hovedprincip i handelsaftalerne mellem EU og de afrikanske lande (syd for Sahara) siden 1974 at varer fra EU kan blive mødt af høje toldsatser i de afrikanske lande, selvom EU har givet de afrikanske lande god adgang til det europæiske marked.
Men i princippet er det slut med den slags aftaler. Ifølge reglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO), som både de afrikanske lande og EU har tilsluttet sig, skal frihandelsaftaler (f.eks. aftalerne mellem EU og de afrikanske lande) fjerne »praktisk talt alle hindringer for handel« (GATT, artikel XXIV), og EU forstår reglerne sådan at tolden stort set skal fjernes på omtrent 80 procent af handelen.
Afrikanerne er meget nervøse for en konkurrence uden hindringer. Uden hindringer for handelen, især told på varerne, konkurrerer parterne på lige betingelser, og det er ifølge de afrikanske regeringer til den stærkes fordel. Mange afrikanske handelsministre har derfor været meget skarpe i kritikken af EU's forslag til EPA-aftaler. I marts 2005 udtalte Kenyas handelsminister Mukisa Kituyi, at hvis man skal »gøre fattigdom til fortid« (Make Poverty History), skal man først »gøre EPA'erne til fortid«.
I EU-Kommissionen der forhandler på EU's vegne, er man tilsyneladende klar over at afrikanske lande kan komme til at betale en høj pris. Flere rapporter fra EU forudser, at mange afrikanske virksomheder kan bukke under i konkurrencen. Allerede i 2003 advarede en rapport fra EU f.eks. om risikoen for de vestafrikanske lande:
»Mens liberalisering nok vil gøre det muligt for forbrugere at købe varer til en overkommelig pris, kan det også fremme et sammenbrud for den moderne vestafrikanske industrisektor« (»SIA of Trade Negotiations of the EU-ACP Partnership Agreements«, oktober 2003).
EU er indstillet på at vise en vis fleksibilitet ved at tilbyde afrikanerne overgangsordninger og tidsfrister på ti år eller derover. Men omvendt lægger EU stor vægt på at føre en handelspolitik til fordel for det europæiske erhvervsliv, og EU viser heller ikke interesse for at ændre de regler i WTO som nu kan få konsekvenser i Afrika.
Tidens løsen er ikke favorable særordninger for de fattigste, men »gensidighed« og lige betingelser i den globale konkurrence.