Her udvides baghaven

I juni 2007 vil EU's ledere i stor enighed officielt udvide EU's baghave. Unionen har kastet sin interesse over Centralasien, hvor fem republikker har overflod af den gas og olie, Unionen mangler.
Af Erling Böttcher
12. juni 2007

De fem centralasiatiske republikker har ingen fælles grænse til EU. De er fjerne, fattige, enorme i areal, og fremmedartede i tankegang og styreform. Ingen kunne drømme om at de en dag skal være medlem af EU. Men mange lande i EU drømmer om at importere deres gas og olie, og samtidig eksportere demokrati og menneskerettigheder til de fem lande.

De fem lande menes tilsammen at sidde på mere end fem procent af verdens samlede energireserver. Det gør dem interessante.

På EU-topmødet i juni 2007 vil EU-lederne derfor vedtage Unionens første »Centralasien-strategi«. Den handler ifølge de nu kendte udkast dels om, hvordan EU som et led i den fælles udenrigspolitik kan betegne Centralasien som Unionens interessefelt, og dels om hvordan Unionen kan gøre sig interessant for landene i Centralasien.

Fra EU's side er det adgangen til energi-ressourcer som tæller. Og dertil sikkerhedspolitiske interesser i forhold til NATO's operationer i Afghanistan for at bekæmpe Taleban oprørere, efterretningssamarbejde i bredere forstand i krigen mod terror, herunder Tysklands militære luftbase i Termez nær den usbekisk-afghanske grænse.

Set fra Centralasien kan interessen for EU sammenfattes til to ting: Udsigten til mere uafhængighed af storebror Rusland, hvorfra de fem republikker løsrev sig først i 1990'erne, samt udsigten til mange rare støttepenge fra den rige onkel i vest.

Tortur og massakrer

For de 60 millioner mennesker, som bor i de fem centralasiatiske republikker, er det for 90 procent af landbefolkningen utænkelig luksus at have adgang til ren drikkevandsforsyning. De fattigste lever for 400 kroner – de rige for 1.500 kroner, ikke om dagen, men om måneden.

Dermed er der al mulig grund til at den rige onkel fra Bruxelles kan gøre gavn. EU's udenrigsministre har da også bevilget en mindre hjælpepakke på 5,6 milliarder kroner for årene 2007 til 2013. Pengene skal gå til projekter inden for følgende områder: God regeringsførelse, demokrati, menneske-rettigheder, retsstat, uddannelse og træning, samt handel og økonomisk udvikling, herunder på energi- og miljøområdet.

Men udover pengene er det tvivlsomt hvor stor en interesse landene har i EU's indblanding. Fra landene flyder beretninger om diktatoriske regimer, brug af tortur, valgsvindel og massakrer mod civilbefolkningen.

Efter en massakre i maj 2005 i byen Andijar i Usbekistan – hvor myndighederne med maskinpistoler blot mejede en flok demonstranter ned – nogle skriver 180, andre skriver 500 døde – indførte EU indrejseforbud for en række usbekiske embedsmænd og politikere, forbud mod våbeneksport og krav om en undersøgelseskommission. Sanktionerne blev efter tysk pres lempet lidt i 2006 og igen den 14 maj i år hvor fire personer fik ophævet deres indrejseforbud.

Der er foreløbig ikke kommet meget ud af forsøgene på at få en international undersøgelse af, hvad der skete. Usbekistan sidder med enorme naturgasreserver – nok til at forsyne hele EU i fire år – og har det største befolkningstal, den andenstørste økonomi og den andenstørste hær i Centralasien.

Lakmustest for udenrigspolitik

EU's energikommissær Andris Piebalgs har gjort det klart at Centralasiens naturgas risikerer at havne i Kina i stedet for i EU. Kina har – ligesom USA og EU – allerede i dag ikke naturgas og olie nok, og tørster efter import af energi. Den situation bliver værre og værre, efterhånden som den økonomiske vækst i Kina fortsætter.

EU-kommissionen arbejder på at få bygget en ny rørføring til naturgas – til at binde Kasakhstan, Turkmenistan og Usbekistan sammen via Det Kaspiske Hav, så gassen kan flyde mere direkte til EU. Imidlertid har Rusland netop indgået en aftale om gasforsyning fra Turkmenistan via Kasakhstan som går på tværs af EU's planer.

Et energi-kapløb er således allerede i gang, og for EU's formandsland i første halvår af 2007, Tyskland, har det været en drivkraft at få EU til at kigge mod Centralasien.

Netop dette kapløb udgør en slagslakmustest for den fælles EU-udenrigspolitik som ifølge udkastet til EU-forfatning skal »forsvare Unionens værdier og interesser«. Lakmustesten er simpelt hen – hvor langt rækker værdier og principperne i forhold til at sikre energiforsyningen til EU?

Menneskerets-organisationer som den amerikanske Human Rights Watch frygter det praktiske resultat af EU's stigende interesse for Centralasien, hvis vægten bliver på forsyning af olie og gas, uanset den politiske situation i disse lande. Det er oplagt at nedprioritere demokrati og menneskerettigheder, når man stiller op til et energikapløb.

EU på jagt efter olie og gas

Energiforsyning er blevet en vigtig faktor i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Regeringslederne i EU frygter knaphed på energi i fremtiden, og det præger EU's forhold til de lande som har olie og gas. Det er ikke uden problemer. Et vigtigt spørgsmål er: Hvordan skal EU håndtere overgreb på menneskerettighederne når de foregår i et land med rige forekomster af olie eller gas?

Centralasien er betegnelsen for fem lande placeret mellem Det Kaspiske Hav og Rusland mod nord og vest, med Iran og Afghanistan som sydlige naboer, og med Kina mod syd og øst.

De fem republikker er enorme arealmæssigt, men meget tyndtbefolkede. Befolkningstal:

Usbekistan 24,9 millioner

Kasakhstan 16,2 millioner

Tadsjikistan 6,1 millioner

Kirgisistan 4,9 millioner

Turkmenistan 4,7 millioner