Hr. EU er vred
Etiènne Davignons løbebane får ham til at minde mere om en institution på to ben end en repræsentant for en stor virksomhed.
Af Kenneth Haar
11. juni 2007
Etiènne Davignon fra SUEZ-Tractebel koncernen blev rasende, da etmedlem af EU-Parlamentet, belgiske Bert Staes fra den grønne gruppe, kritiserede Davignons rolle som rådgiver for Kommissionen. Davignon er topchef i den fransk-belgiske koncern SUEZ-Tractebel der er specialiseret i vand- og energiforsyning, men han ser det ikke som et problem at han som »særlig rådgiver« for Kommissæren for udvikling Louis Michel samtidig skal bidrage til udformningen af EU's strategi i Afrika hvor hans firma har store interesser.
»Der er ingen gråzone, og jeg handler ikke på vegne af SUEZ over for Michel,« skriver Davignon i et harmdirrende svar til den belgiske EU-parlamentariker.
Svingdøren
Det var ikke overraskende at Davignons navn dukkede op på en liste over særlige rådgivere der blev offentliggjort i januar. Han hører til en gruppe af magtfulde erhvervsfolk som har haft et nært forhold til Kommissionen i årtier. Davignon kan endda ses som en af arkitekterne bag en kultur i Kommissionen og i toppen af de store europæiske virksomheder hvor det ses som noget ganske naturligt at erhvervslivet ikke bare tages med på råd, men også er med til at definere spillereglerne og tage beslutningerne – ofte inden en sag når offentligheden og den åbne debat. En kultur, hvor grænsen mellem embedsmænd i Kommissionen og særinteresser i erhvervslivet er svær at trække, og hvor tidligere kommissærer ofte træder lige ud af embedet og ind på en post i en stor virksomhed.
Her kan de trække på gamle kontakter og altid møde en åben dør i EU's institutioner, særligt i Kommissionen. Udover Davignon hører Leon Brittan (UBS Warburg) og Peter Sutherland (BP) til de kendte eksempler blandt kommissærer. Hertil kommer en tilsvarende trafik blandt embedsmænd på lavere niveau i Kommissionen.
Denne kultur er blevet kaldt »svingdøren« som et symbol på den glatte og uhindrede trafik både den ene og den anden vej mellem erhvervslivet og EU's kommandoposter.
Det runde bord
Den 75-årige Davignon har en fortid som topembedsmand i Belgien. Fra poster i uden-rigsministeriet fulgte han udviklingen af EF fra 1959, men det var først i 1977, da han blev udnævnt til Kommissær for industri og siden blev næstformand for Kommissionen, at han trådte ind på den store scene i EU. Fra den position var han med til at skabe den magtfulde loge for erhvervsledere, European Roundtable of Industrialists.
European Roundtable (ERT) blev skabt af erhvervsfolk med det mål at få skabt et EU som fremmer erhvervslivets konkurrencedygtighed, ikke ved at rode sig ind i detailregulering om støtteordninger, forskningsprogrammer eller skattepolitik, men ved at påvirke de store linjer; udformningen af traktater og grundlæggende økonomisk strategi. Med sådan en ambitiøs målsætning kan det virke overraskende at Davignon, i sin tid som kommissær, var en helt central figur ved dannelsen af European Roundtable. Listen over de erhvervsfolk, som kom til at udgøre det første hold, blev ifølge flere kilder til i 1983 i et samarbejde mellem Volvos chef Pehr Gyllenhammer og Etiènne Davignon.
Fra kommissær til chef
European Roundtable (ERT) fik stor indflydelse på udviklingen i EU fra første færd. Det indre marked, ØMU'en, prioriteringen af konkurrencedygtighed i EU's politik, er tre eksempler på økonomisk politik som ERT har præget, og Davignon har været med i forreste række. Ikke som embedsmand eller politiker, men som erhvervsmand. I 1985, året efter han havde forladt Kommissionen, trådte Davignon ind i den belgiske finansvirksomhed Société Générale, og allerede fra 1986 og helt frem til 2001 var han et fremtrædende medlem af European Roundtable.
Han har haft høje poster i op mod en snes store virksomheder og er medlem af to fora for den globale elite, Den Trilaterale Kommission og Bilderberg-gruppen. En dynamisk, udadvendt person med mange jern i ilden, men først og fremmest en erhvervsleder – på det seneste for en bestemt virksomhed; SUEZ-Tractebel, hvor han er næstformand for bestyrelsen.
SUEZ i Afrika
SUEZ-koncernen arbejder med infrastruktur-projekter, og er specialiseret i forsynings-virksomhed. Et speciale, koncernen også udfolder i udviklingslande som modtager EU-bistand. SUEZ' opførelse af fire vandværker i Tanzania er gennemført for EU-penge. SUEZ-koncernen havde i 2006 en omsætning på ca.4,5 mia. kroner fra aktiviteter i el-, gas- og vandforsyning i en lang række afrikanskelande, og vandforsyningsselskabet i SUEZ-koncernen, kaldet Ondeo, skriver på sinhjemmeside at den er »involveret i ethvertstadium i vandcyklussen for forbrugere ogprivate virksomheder fra Casablanca tilJohannesburg.« SUEZ har altså store kom-mercielle interesser i Afrika.
Rådgivning med interesse
Selskabets aktivitet i de afrikanske lande svarer fint til EU's prioriteringer i Afrika hvor netop infrastruktur, såsom forsyningsvirksomhed, fylder ikke så lidt. Både særlige EU-initiativer inden for energi og vand, og de mere generelle udviklingsprogrammer under Den Europæiske Udviklingsfond, prioriterer ikke bare forsyningsvirksomhed, men lægger også stor vægt på et engagement fra den private sektors side.
Derfor er spørgsmålet om det ikke kan give problemer at en rådgiver er forankret i en stor privat virksomhed. Ikke kun fordi der kan falde mistanker om begunstigelse af Davignons egen virksomhed, eller blot af den sektor – infrastruktur– som SUEZ arbejder i, men også fordi Davignon må forventes at anbefale private løsninger på problemer som andre ville foretrække lå i offentligt regi, f.eks. vandforsyning.
Små fisk og store fisk
Sagen om Davignon følger i halen på sagen om en anden rådgiver, Rolf Linkohr, der blev taget af listen over rådgivere i februar 2007. Linkohr var rådgiver for kommissæren for energi, samtidig med at han driver et konsulentfirma med kunder blandt store energiselskaber. Da han nægtede at argumentere for, at han ikke stod i en interessekonflikt, blev han droppet som rådgiver.
Kommissionen har med andre ord erkendt at der kan være interessekonflikter for rådgivere som har negativ betydning for deres rådgivning.
Hvordan kan det så være at en mand som Davignon, der slæber rundt på noget der ligner en åbenlys interessekonflikt, tilsyneladende kan blive hængende?
Foreløbig er Kommissionen overbevist om at »sagen Davignon« ikke er noget problem. Det er kun argumentationen vi mangler.