NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU-debatten går i dag først og fremmest på den forfatning, som EU's ledende politikere i 2004 blev enige om.
Forfatningen, som af tilhængerne kaldes Forfatningstraktaten og af modstanderne EU-grundloven, blev udarbejdet af et »konvent«. Det blev ledet af den tidligere franske præsident Valerie Giscard d'Estaing, som spillede en afgørende rolle for udformningen.
Begrundelsen for forfatningen var, at udvidelsen af EU fra 15 til 27 medlemmer vil gøre det svært for EU at træffe beslutninger, hvis ikke der sker ændring i traktaterne.
Samtidig var der hos mange et ønske om at give EU mere magt og derved fremskynde processen henimod en egentlig stat.
Samtidig fastslås det, at EU-Parlamentet højst må have 750 medlemmer. Hvis der optages flere medlemsstater end de 27, må de nuværende medlemslande altså afgive pladser.
I dag kræver et kvalificeret flertal 255 stemmer ud af 345, altså cirka 74 procent af de deltagende medlemslanders stemmer.
I fremtiden skal 55 procent af stemmerne være nok for at kunne opnå et kvalificeret flertal. Det betyder, at det bliver sværere for et land at forhindre beslutninger, som det er imod.
De store lande og især Tyskland vil dog stadig have gode muligheder for at få deres vilje. For at et forslag kan blive vedtaget, skal det nemlig komme fra lande med mindst 65 procent af EU's befolkningstal.
Magten forstærkes af, at topmødernes formand skal vælges for to et halvt år ad gangen, hvor formandskabet i Ministerrådet skifter hvert halve år.
Topmøderne skal i fremtiden indstille, hvem der skal være medlem af Kommissionen. De skal også udnævne den udenrigsminister, der i fremtiden skal styre EU's udenrigspolitik, og som vil få en fast udenrigstjeneste til rådighed.
Topmødet vil desuden kunne afskaffe vetoretten på alle områder – blot det besluttes enstemmigt.
I fremtiden skal denne skillelinje afskaffes.
Det siges også direkte, at alle EU-beslutninger »har forrang frem for medlemsstaternes ret«.
Med denne sætning godkendes den dom, som Domstolen afsagde i 1964 i sagen »Costa mod Enel« – en dom som ingen dansk regering endnu officielt har anerkendt.
Efter de fleste juristers mening er denne dom gældende EU-ret. Men det forhold, at den nu udtrykkelig anerkendes i en traktat, vil gøre det umuligt at anfægte den i fremtiden.
EU vil da også få kunne straffe de lande, der ikke følger Domstolens kendelser.
Chartret fandtes allerede i den Nice-traktat, der blev vedtaget i 2000, men dengang var artiklerne kun rådgivende.
At chartret nu er en del af traktaten, kan muligvis give problemer i forhold til Europarådets tilsvarende bestemmelser. Nogle eksperter mener, at det kan føre til en konflikt, hvis den europæiske domstol og EU's domstol er uenige.