Interview med Søren Søndergaard

Gladsaxe Byråd og Enhedslisten bliver et talerør fattigere, og Folkebevægelsen et rigere, når Søren Søndergaard­ afløser Ole Krarup den 1. januar.
Af Sven Skovmand
10. januar 2007

– Søren Søndergaard, du er nu på vej til Bruxelles og Strasbourg for at overtage Ole Krarups plads fra nytår. Hvor begyndte din vej til EU-parlamentet?

»Tilbage i starten af 70’erne, hvor jeg blev politisk aktiv. Et af de store emner var kampen mod EF op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Jeg var ikke gammel nok til at stemme, men jeg delte løbesedler ud og var med i demonstrationerne. Derefter blev jeg mere optaget af andre ting, fagligt arbejde og international solidaritet, så i mange år var jeg ikke aktiv i den organiserede EU-kamp.

Men i 1992 kom Maastricht-traktaten. Jeg var medinitiativtager til Gladsaxe mod Unionen, hvor medlemmer af Folkebevægelsen, JuniBevægelsen og andre EU-modstandere har arbejdet sammen. Vi har haft god vælgeropbakning og mange succeser. For eksempel var det i forbindelse med et af vores offentlige møder at Bengt Burg sprang ud som EU-modstander - det blev flot dækket af de landsdækkende aviser.

Før sidste EU-parlamentsvalg i 2004 besluttede Enhedslisten at vi ville bidrage til at Folkebevægelsen og JuniBevægelsen fik et godt valg i en situation, hvor EU-modstanden i befolkningen var større end nogensinde, men hvor den organiserede modstand stod svagt. Derfor stillede bl.a. jeg mig til rådighed som kandidat.«

– Du kommer fra Enhedslisten og Socialistisk Arbejderparti, altså fra venstrefløjen. Hvordan vil du forlige det med den tværpolitiske Folkebevægelse?

»Folkebevægelsen står jo for nogle synspunkter, som også er mine, f.eks. nedbrydningen af EU’s handelsmure, bekæmpelsen af EU-militæret og satsning på et andet internationalt samarbejde end EU.

Men det er klart at jeg ikke længere skal udtale mig om alt muligt, som ligger uden for Folkebevægelsens grundlag. Derfor forlader jeg også Gladsaxe Byråd og påtager mig ikke nogle offentlige tillidshverv for Enhedslisten, så længe jeg repræsenterer Folkebevægelsen i EU-parlamentet.«

Farligt med hurtige genveje

– Lad os se på det sidste først. Ole Krarup er jo en stærk tilhænger af den form for mellemstatsligt samarbejde, som vi har set udvikle sig mellem de nordiske lande siden 2. verdenskrig. Og Folkebevægelsen betoner vigtigheden af alle de mellemstatlige samarbejdsorganisationer, der allerede findes: Norden, Europarådet, Forenede Nationer o.s.v. Hvor lægger du vægten i dit engagement?

»For mig er der ingen modsætning mellem et samarbejde som er mellemstatsligt og som er forpligtigende. Når en aftale er indgået, skal den selvfølgelig overholdes. Og her har Europarådet et fortrin frem for Nordisk Råd, fordi den har Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, hvis afgørelser medlemslandene skal følge.

Europarådets arbejdsform er langt mere langtidsholdbar end EU’s. Spørgsmålet om dødsstraf er et godt eksempel. Mange sagde at det ikke var muligt at overbevise Østeuropa og Tyrkiet om at afskaffe dødsstraffen. Men det skete faktisk - og ikke fordi nogle overnationale organer besluttede det for dem.

I Jugoslavien så vi det modsatte, fordi tingene blev trukket ned over hovedet på befolkningerne, indtil det hele til sidst eksploderede. Det er både udemokratisk og dødsensfarligt at lave genveje, sådan som EU gerne vil.

Efter min mening skal vi satse på internationalt samarbejde på mange niveauer. Det nordiske samarbejde er ét blandt mange på mellemstatsligt niveau, hvor man kan nå frem til resultater for borgerne. Vi skal også have et samarbejde mellem landene omkring Østersøen eller i Alpeområdet. Derfor ser vi mere og mere at EU er for stort til de små ting – og samtidig for lille til de store ting, hvor det er FN vi skal have meget mere på banen.«

– Men nu er det altså i EU, du skal arbejde de næste to år. Hvad vil du så lave dernede?

»En af mine hovedopgaver bliver arbejdet i IMCO, som er det udvalg som beskæftiger sig med Det Indre Marked. Netop den ensidige satsning på det hæmningsløse indre marked for varer, arbejdskraft, serviceydelser og kapital var en vigtig årsag til det franske og hollandske nej.

Det er her vi ser hvordan EU bliver en trussel mod almindelige menneskers sundhed og velfærd og mod miljøet. Folkebevægelsens plads i IMCO skal bruges til at afsløre dette samtidig med at vi forsøger at lægge hindringer i vejen for forringelser, på samme måde som vi gjorde i forhold til servicedirektivet.«

– Kan du give eksempler på de problemer med Det Indre Marked?

»Ja, julefrokost-bordet er et udmærket sted at iagttage konsekvenserne af EU’s Indre Marked. Økologisk spegepølse med nitrit og nitrat, som er kræftfremkaldende, sylte med sojastivelse, som er gensplejset, og kylling, som ikke er blevet testet fri for alle salmonellatyper. Hertil skal vi drikke juice med tilsatte vitaminer. I alle disse tilfælde forhindrer EU at de enkelte medlemslande kan beskytte deres egne borgere. Men danskerne ønsker jo ikke den slags usunde fødevarer. Og det gør folk i de andre lande nok heller ikke.«

EU står ved en korsvej

– Hvad med verden uden for EU?

»EU’s handelspolitik er, som Folkebevægelsen fremhæver det, med til at holde de fattige lande nede i fattigdom. Der tales meget om EU som fredens projekt, men EU er altså fattigdommens projekt.

Jeg er træt af at vi EU-modstandere får påklistret at vi er indskrænkede nationalister, når kendsgerningen er at EU optræder på den måde over for fattige lande. Det er i hvert fald indskrænket.«

– Hvordan ser du EU’s fremtid?

»EU står ved en korsvej efter at vælgerne i Frankrig og Holland har givet EU-grundloven det røde kort. Der er to muligheder.

Enten fastholder EU-eliten idéen om en centraliseret unionsopbygning med et stort indre marked. Det er naivt at tro at det kan få folkelig godkendelse i samtlige EU-lande. I så fald er de nødt til at underminere borgernes demokratiske muligheder for at få indflydelse. Og det er netop, hvad der er under planlægning.

Eller også gentænkes hele det europæiske samarbejde forfra. Ikke bare fra før Nice og Maastricht, men fra før Rom-traktaten. Hvordan skabes et europæisk samarbejde, der ikke er centralistisk, men bygger på befolkningens ønsker? Et europæisk samarbejde kan kun blive demokratisk, hvis borgerne er med.«

Søndergaard kort

51 år, uddannet svejser og skibsbygger på B&W Skibsværft, sekretær i Socialistisk Arbejderparti 1983-88, faglærer ved AMU-København 1988-94, medstifter af Enhedslisten i 1989, folketingsmedlem for Enhedslisten 1994 til 2005, medlem af Gladsaxe Byråd fra nov. 2005. 1.suppleant for Ole Krarup i EU-parlamentet.