Mere eller mindre demokratisk

Et stor sejr for demokratiet. Sådan lyder det fra fortalerne for traktaten. Omvendt siger kritikerne at samarbejdet bliver mindre demokratisk. Vi ser på argumenterne
Af Åge Skovrind
24. december 2007

»Det demokratiske underskud vil formentlig forsvinde med den nye traktat,« forudser medlem af EU-Parlamentet Dan Jørgensen (S) som mener at den vigtigste reform af samarbejdet er af demokratisk karakter.

Tilsvarende sagde daværende EU-ordfører Charlotte Antonsen (V) i oktober 2007, at traktaten indeholder stribevis af gode forslag til at gøre EU-samarbejdet mere åbent og mere demokratisk. På den anden side står bl.a. Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen. Han er ikke i tvivl om at traktaten skaber et endnu større demokratisk underskud end i dag.

Hvad er demokrati?

Uenigheden går især på om større indflydelse til EU-Parlamentet er identisk med mere demokrati, og om samarbejdet bliver mindre demokratisk når der ikke længere er krav om enstemmighed.

Dan Jørgensen ser et stort problem i at det eneste direkte folkevalgte organ – EU-Parlamentet – ikke har lovgivningskompe€tencer på alle politikområder.

»I dag træffes vigtige beslutninger reelt uden om demokratiet, af ministre og kommissærer, der ikke står direkte til regnskab overfor vælgerne for deres valg,« påpeger han.

Det bliver nu ændret, så næsten alle love skal vedtages i fællesskab af Ministerrådet og EU-Parlamentet, og det ser han som et stort fremskridt.

Også SF's EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard ser det som en klar fordel at EU-Parlamentet bliver medlovgiver, fordi medlemmerne er folkevalgte, og fordi der er en langt mere åben adgang til Parlamentets medlemmer end der er til medlemmerne af Ministerrådet og Kommissionen.

I modsætning hertil mener JuniBe€væ€gelsens medlem af EU-Parlamentet, Jens-Peter Bonde, at Lissabon-traktaten flytter meget mere magt fra vælgerne og de folkevalgte i medlemslandene, end den afleverer til os som europæiske vælgere og til vore folkevalgte i Europa-Parlamentet.

»Jeg vil få meget mere at rive i. Mange flere områder hvor jeg kan få indflydelse. I EU-Parlamentet kaldes det for en demokratisering. Men kernen i demokratiet starter ikke hos medlemmerne af EU-Parlamentet, men hos vælgerne.«

»Kernen i demokratiet er at vi som vælgere kan gå til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Denne demokratiske kerne er forvitret i Lissabon-traktaten,« siger Jens-Peter Bonde.

Borgerinitiativ og stemmedeltagelse

EU-Parlamentet er folkevalgt. Men legitimiteten svækkes alvorligt af den lave stemmeprocent. Faktisk er valgdeltagelsen kun blevet mindre – både i Danmark og i resten af EU. De nuværende medlemmer af EU-Parlamentet er valgt af 33 procent af de stemmeberettigede vælgere i alle EU-lande. Ved det sidste EU-Parlamentsvalg i 2004 stemte kun 47,89 procent af danskerne.

Men, lyder svaret, netop det problem vil Lissabon-traktaten råde bod på med en styrkelse af det folkelige engagement. Dels kommer de nationale parlamenter til at spille en større rolle, og desuden indføres det såkaldte Borgerinitiativ hvor 1 million borgere kan opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte et lovforslag i EU.

Jens-Peter Bonde var selv med til at foreslå denne mulighed under arbejdet i Forfatningskonventet. Men han hæfter sig ved at borgerne kun kan opfordre Kommissionen til at stille et forslag.

»Kommissionen er ikke forpligtet til at lytte efter. Da godt en million vælgere skrev under på kravet om at EU-Parlamentet skulle have et enkelt fælles mødested, kunne vi ikke engang få forslaget debatteret i parlamentet selv,« siger han.

Anderledes positiv er Dan Jørgensen:

»Det betyder at interesseorganisationer og borgersammenslutninger på tværs af grænser vil kunne sætte dagsordnen på en meget direkte måde. Jeg tror nemt man vil kunne samle 1 million underskrifter mod de lange dyretransporter, EU-Parlamentets flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg og lignende. Et ubetinget demokratisk gode.«

Hvad angår flyttecirkuset skal man dog næppe regne med at kunne få Kommissionen til at stille et forslag. Den kan henholde sig til at EU-Parlamentets placering i såvel Bruxelles og Strasbourg er fastlagt i selve traktaten, og at Borgerinitiativet kun gælder spørgsmål »hvor en EU-retsakt (Ö) er nødvendig til gennemførelse af traktaterne.«

Nationale parlamenter

En styrkelse af de nationale parlamenters rolle fremhæves også som et demokratisk element i traktaten.

Venstres Charlotte Antonsen beskrev det således under folketingets debat i oktober 2007:

»Når de nationale parlamenter bliver inddraget yderligere i EU's beslutningsproces, betyder det i praksis at fra at vi i dag har 14 europaparlamentarikere, som sidder i Bruxelles og Strasbourg, vil vi altså få 179 yderligere, nemlig det danske Folketing, som er med i beslutningsprocessen.«

Det nye er at en tredjedel af de nationale parlamenter kan protestere (give det »gule kort«) hvis de mener at et forslag fra Kommissionen er indblanding på et område som EU ikke skal blande sig i (nærhedsprincippet). Så skal Kommissionen overveje sit forslag. Hvis halvdelen protesterer (»orange kort«), kan 55 procent af regeringerne eller et flertal i EU-Parlamentet standse forslaget. Fristen for at give det gule kort er hævet fra 6 til 8 uger, og det er et fremskridt, men tærsklen burde være 25 procent i stedet for en tredjedel, mener Jens-Peter Bonde. Samtidig mener han ikke, at 55 procent-kravet for det orange kort vil ændre noget i praksis, for EU kan i forvejen ikke vedtage et lovforslag, hvis 45 procent af landene er imod.

»Den nye nærhedsregel fremstilles som en styrkelse af de nationale parlamenter. Reglen dækker desværre over den hidtil største overførelse af indflydelse fra netop de nationale parlamenter – og vælgerne, til den udøvende magt i EU,« siger han.

Flere flertalsafgørelser

Dermed tænker han på at der på en lang række nye områder vil blive truffet beslutninger med flertalsafgørelser.

Er det da et demokratisk tab når et medlemsland ikke længere kan nedlægge veto?

Det mener Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU:

»På over 50 områder afskaffer aftalen landenes vetoret. Det betyder at EU på stadig flere områder vil gennemføre lovgivning stik imod befolkningernes vilje i forskellige medlemslande. På den måde er aftalen et stort skridt fremad mod en centraliseret EU-stat.«

Tilhængere henviser især til at EU – med alle de nye medlemslande – ikke kan fungere effektivt hvis blot et enkelt land kan blokere:

»I et demokratisk samarbejde må man acceptere at det nogle gange, hvis man vil være sammen med mange andre, er nødvendigt at træffe flertalsafgørelser,« sagde Svend Auken under folketingets debat den 11. december, og han blev støttet af Villy Søvndal fra SF:

»Vi er tilhænger af at landene finder fælles løsninger på de afgørende spørgsmål. Hvis man er ekstremt nationalt orienteret, så man synes at det vigtigste i verden er at forsvare suveræniteten.(Ö). Jeg har svært ved at se det som en progressiv kamp at slås for landenes suveræne ret til ikke at indgå fælles aftaler.«

Men Søren Søndergaard vil ikke skydes i skoene at han er ekstremt national:

»Virkeligheden er nu en gang sådan at vælgerne i de enkelte lande har bedre mulighed for at gøre deres indflydelse gældende over for deres politikere end over for et uoverskueligt bureaukrati i Bruxelles. Derfor er det en enorm svækkelse af folks demokratiske muligheder for at øve indflydelse når flere EU-love kan vedtages trods massiv modstand fra en eller flere befolkninger,« siger han,« siger han.

Stemmeprocenten ved valg til EU-Parlamentet

Danmark EU

1979 47,8 62,5

1984 52,4 59,0

1989 46,2 57,2

1994 52,9 56,8

1999 50,5 49,2

2004 47,9 45,6