Mission (im)possible

Lone Dybkjær, medlem af Folketinget for det Radikale Venstre og tidligere EU-parlamentariker, er ikke tilfreds med de udenrigs- og sikkerhedspolitiske dele af Lissabon-traktaten:
Af Staffan Dahllöf
24. december 2007

»Den er svagere end forfatningstraktaten. Jeg så gerne at vi fik en egentlig udenrigsminister. Det var dybt ulykkeligt med splittelsen i EU ved Irakkrigen. Det er vigtigt at USA får en med- og en modspiller på globalt plan,« siger hun.

Er den eneste forskel ikke et spørgsmål om en titel; EU får med Lissabon-traktaten en højtstående repræsentant i stedet for en udenrigsminister som der stod i forfatningstraktaten?

»Der er tale om en svækkelse, og det handler ikke bare om navnet. Det handler også om de diskussioner som ligger bag.«

Niels Aadal Rasmussen, senioranalytiker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) hælder også til at det kan have en reel betydning, hvad man kalder den person som skal stå i spidsen for den fælles udenrigspolitik:

»Briterne siger, ikke uden en hvis ret, at de har verdens bedste diplomater. Når de lægger vægt på titlen, så er det ikke kun af indenrigspolitiske grunde. Det kan have noget at gøre med at en udenrigsminister, til forskel fra en højtstående repræsentant, repræsenterer en suveræn stat.«

Udvidede opgaver

Både politikeren og forskeren peger på de udvidede opgaver som EU får med Lissabon-traktaten, navnlig i mulighederne for at kombinere civile og militære midler, og ved at den højtstående repræsentant (»udenrigsministeren«) bliver en del af EU-Kommissionen som igen har mange strenge at spille på.

»En umiddelbar første reaktion er at det alt sammen er forandringer på papiret som man ikke rigtigt kan sige noget om endnu. Men her findes et potentiale til forandring. Vi taler om en tekst som ikke giver svar, men som giver nye rammer,« siger Niels Aadal Rasmussen.

»Man kan ikke gennemføre noget kun ud fra paragraffer, men man kan opbygge institutioner som gør det muligt. Nu er Danmark ikke med i den militære del. Men der er bistandspolitikken og de freds- og konfliktforebyggende tiltag. Det er tiltag som trækker op på den samlede udenrigspolitik,« siger Lone Dybkjær.

Søren Søndergaard, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, mener også at den højtstående repræsentant vil få betydning. Men det er ikke noget han er glad for.

Berlin, London og Paris

»Man får en person med en forstærket stab og med flere midler; en person som amerikanerne kan ringe til når man vil tale med EU, og en person som hurtigt skal tage stilling på alles vegne. Men hvilket grundlag vil vedkommende reagere på? Formelt set gælder enstemmighed, men der vil næppe blive ringet til København eller til Malta når der opstår hastesager. Man vil konsultere Berlin, London og Paris, måske også Madrid og Rom. Vi får en fælles udenrigspolitik som bliver aftalt mellem de store,« siger Søren Søndergaard.

Men hvis man f.eks. ser på Irak, så har de store EU-lande jo ikke ligefrem haft en fælles holdning?

»En fælles politik i traktaten fjerner ikke de reelle modsætninger. Men det vil gøre en forskel på de områder hvor de store er enige, og hvor nogle af dem har egne interesser. Se for eksempel på Tchad hvor et autoritært regime får hjælp fra Frankrig. Der skal EU nu have en militær mission for at beskytte flygtninge fra Sudan. Det er ren fransk interessepolitik.«

Mangler fly og hangarskibe

Et andet aspekt hvor vurderingerne skiller, er hvilken vægt man skal lægge på »militarise­ringen« af EU. Lone Dybkjær var modstander af at skrive en forsvarsdimension ind i EU-samarbejdet da det kom op på et topmøde i Köln tilbage i 1999.

»Det der er sket siden da, er at situationen er forandret efter Berlinaftalen (en aftale om at EU skal kunne trække på NATO’s ressourcer, red.) Jeg har aldrig været tilhænger af en Europahær, men det er ikke det det handler om nu,« siger hun.

Niels Aadal Rasmussen er også skeptisk over for at lægge for stor vægt på det militære islæt i udenrigs- og sikkerhedspoli­tik­ken.

»EU kan måske få en rolle regionalt, men ikke globalt, som USA. Man har ikke den transportkapacitet eller de våben der skal til.«

Det kan man vel skaffe sig?

»Det er klart, og det er også Sarkozys synspunkt. Men det vil koste mange penge. Nye Airbus-fly eller hangarskibe som Frankrig har talt om, ligger langt nede på listen.«

Søren Søndergaard ser anderledes på sagen:

»Da regeringslederne var blevet enige om traktaten, blev forbundskansler Merkel spurgt i tysk presse hvad der nu var det vigtigste. Hun svarede at det er at få skabt en EU-hær. Fogh var hurtigt ude og sige at hun var blevet misforstået. Men det var hun jo ikke. Det er den proces som Lissabon-traktaten åbner op for.«

---

Nyt i Lissabon-traktaten som ikke er gennemført endnu

• Højtstående repræsentant (“udenrigsminister”) med forankring i både Ministerrådet og Kommissionen og med egen udenrigstjeneste.
• Tydeligere mål om fælles forsvar.
• Forpligtelse til at forbedre militær kapacitet.

Nyt i Lissabon-traktaten som allerede er sat i gang

• Brug af fælles udrykningsstyrke – vedtaget som en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik på topmøde i Köln i juni 1999.
• Militære indsatser af nogle, men ikke af alle – siden 2003 i blandt andet Makedonien og Congo.
• Strategi for at samordne handel, bistand, diplomati og militære aktioner – vedtaget på topmøde i Bruxelles i december 2003 som »Solana-doktrinen« om EU som global aktør.
• Solidaritetsklausul om undsættelse ved angreb, terror, og naturkatastrofer – vedtaget på topmøde i marts 2004.
• Forsvarsagentur – oprettet i juni 2004
  
  Print denne side