ARTIKLER


Rotter forgiftes (ikke?) af gensplejset majs

En ny rapport om faren ved genmodificeret majs bliver afvist af de forskere som har anbefalet en godkendelse i EU. Påstand står mod påstand. Den gensidige mistro er tæt på total.
Af Staffan Dahllöf
1. april 2007

Hunrotter, som fik genmodificeret majs, gik op i vægt. Hanrotter, som fik den samme spise, tabte sig. I rotter af begge køn blev der set tegn på forgiftning af lever og nyre.

Dette konkluderer en gruppe franske forskere som har gennemgået gamle forsøgsdata fra GMO-producenten Monsanto. Data fra Monsantos rottetest er tidligere blevet brugt til at godkende majssorten MON 863, som er genmodificeret for at forgifte angribende billelarver. Monsantos rådata var tidligere hemmeligholdte, men blev offentligt tilgængelige efter en retssag i Tyskland.

Så lang er beskrivelsen forholdsvis ukontroversiel. Derimod er meningerne helt modsatrettede når det gælder vurderingen af de nye analyser.

Svigt eller skrækkampagne

Den nye vurdering af de gamle data er lavet på initiativ af Greenpeace som kræver en øjeblikkelig tilbagetrækning af den insektgiftige majs. Greenpeace mener at GMO-majsen nu også viser sig at være giftig for rotter.

»At denne majs overhovedet har opnået godkendelse, viser at sikkerhedskontrollen helt grundlæggende har svigtet,« siger kampagnelederen Dan Belusa.

I Folketinget var de Radikale, Socialdemokraterne og Enhedslisten hurtige til at melde ud med lignende synspunkter og krav.

På den anden side skumler producenten Monsanto over hvad man mener, var en useriøs skrækkampagne:

»Greenpeace og det franske institut er kendte modstandere af genmodificering. En krydsning mellem disse to kan kun føre til dette forventelige resultat. Der er intet nyt i undersøgelsen,« siger Monsantos talsmand i Norden, Mattias Zetterstrand.

Pisker en død hest

Ilona Kryspin Sørensen, sektionsleder ved Fødevareinstituttet (tidligere Danmarks Fødevareforskning) er en af de 21 eksperter i EU som har anbefalet en godkendelse af den insektgiftige majs.

Som medlem af det særlige GMO-panel ved EUës fødevaremyndighed EFSA, skal hun nu vurdere de nye påstande. Hun er ikke i tvivl:

»Det er som at piske en død hest, eller at komme gammel vin på nye flasker. Der er ikke tale om en ny undersøgelse, kun nye analyser af gamle data, og det er dårligt lavet. Jeg ville ikke have godkendt den som en studenteropgave,« siger Ilona Kryspin Sørensen.

Hun siger at der godt nok findes statistiske forskelle i analyserne, men at det ikke er forskelle af biologisk betydning, og at de ikke kan kobles til, hvad rotterne har spist:

»I øvrigt konkluderer det franske institut ikke at majsen skal forbydes, som Greenpeace kræver, men at der skal laves nye undersøgelser,« siger hun.

Ansøgerens data

På fødevaremyndigheden EFSA i Parma siger talsmanden Alun Jones at den omdiskuterede majs vil blive diskuteret på ny.

»Det er vores opgave. Hvis der er nye videnskabelige rapporter at tage stilling til, så gør vi det.«

Uanset hvordan man analyserer de hidtidige rotteforsøg som er lavet, så bygger analyserne på forsøg som virksomheden Monsanto selv har lavet. Hvor betryggende er det?

»Vi lader de bedste eksperter lave uafhængige analyser af de data som en ansøgende virksomhed sender til os. Det er vores rolle, og siden er det op til medlemslandene i EU at tage den politiske beslutning. Men det spørgsmål slår hovedet på sømmet: Det er jo ikke nye eller anderledes data end dem vi kender i forvejen,« siger Alun Jones.