Snydt for ny Folkeafstemning

I Frankrig og Holland sagde vælgerne nej til forfatningen i foråret 2005 med hhv. 55 og 62 procent. Men de får ikke lov at stemme om den nye Lissabon-traktat. Irland bliver det eneste EU-land hvor vælgerne tager stilling til traktaten.
Af Åge Skovrind
24. december 2007

»Frankrig var blot foran de andre lande med sit nej. Det samme ville ske i alle medlemslande hvis de havde en folkeafstemning. Det kunne blive et nej overalt. Der er en kløft mellem befolkningen og regeringerne.«

Sådan sagde den franske præsident Nicolas Sarkozy da han talte på et møde for de politiske grupper i EU-Parlamentet den 13. november.

»En ny folkeafstemning vil bringe Europa i fare. En fransk folkeafstemning ville blive fulgt af en folkeafstemning i Storbritannien, og traktaten ville falde med et brag og bringe Europa ud i en lang krise,« forklarede han.

Frygten for et nyt nej har fået de europæiske regeringsledere til at undgå nye folkeafstemninger. Formelt begrunder man det med at Lissabon-traktaten på afgørende punkter er forskellig fra forfatningstraktaten.

Vælgerne vil spørges

Meningsmålinger peger imidlertid på at befolkningerne gerne vil spørges.

En meningsmåling fra starten af oktober, offentliggjort i Financial Times, viste et klart flertal for folkeafstemning i alle de største lande. 76 procent af tyskerne, 75 procent af briterne, 72 procent af italienerne, 65 procent af spanierne og 63 procent af franskmændene ønskede en folkeafstemning.

Men kun i Irland vil vælgerne blive spurgt. Her forventes en folkestemning i forsommeren 2008. I flere lande er der sat kampagner i gang for kravet om en folkeafstemning, men ingen steder er der udsigt til at det vil ske. Kun politiske mirakler vil kunne ændre dette.

Ikke overraskende har spørgsmålet især været kontroversielt i Frankrig og Holland. I begge lande er der startet kampagner, men uden stor optimisme. I begge lande sidder de socialdemokratiske partier med de afgørende stemmer.

Valgløftet der blev væk

I Holland gik det socialdemokratiske Arbejderparti til valg i efteråret 2006 på et løfte om en folkeafstemning. Men kravet forsvandt da partiet gik i regering med de Kristelige Demokrater.

»Socialdemokraterne er blevet presset og er gået med på en regeringsaftale bag lukkede døre,« siger Eric Wesselius fra kampagnen Grondwetnee (Grundlov-nej) der førte kampagne for et nej til forfatningstraktaten.

På Arbejderpartiets partikongres den 6. oktober var spørgsmålet til debat, men ledelsens forslag blev vedtaget med stort flertal. Formanden for parlamentsgruppen, Jacques Tichelaar, afviser at der er tale om en kovending:

»Vi har også hele tiden sagt at vi nøje ville overveje Statsrådets udtalelse og regeringens holdning,« siger han.

Eric Wesselius kalder det et smart træk at man har fået Statsrådet til at konkludere at den nye traktat ikke indeholder de samme forfatningsmæssige elementer. Han er stadig aktiv i nej-kampagnen, men uden de store forhåbninger:

»Folk tror grundlæggende ikke på det og gider derfor ikke engagere sig. Reelt eksisterer kun den mulighed at et nyvalg kan skabe en helt ny magtbalance, men det er helt usandsynligt,« siger Eric Wesselius.

Lovforslag

I parlamentet har Socialistpartiet sammen med fire andre partier fremsat forslag om folkeafstemning. Partiets EU-ordfører, Harry van Bommel, siger til NOTAT:

»Mange folk mener at de først sagde nej, men at de nu bliver narret til at acceptere det samme uden en afstemning. Vi mener det er nødvendigt med en folkeafstemning, eftersom den nye traktat vil fjerne vetoretten på mange områder. Det er vi under de nuværende forhold imod.«

Harry van Bommel er dog overbevist om, at forslaget vil blive forkastet. Måske kan det få støtte fra fem socialdemokratiske parlamentsmedlemmer, vurderer han.

De fem partier har også lanceret kampagnesiden referendumnu.nl. og har foreløbig samlet 40.000 underskrifter.

Mini-traktat

I Frankrig lagde præsident Sarkozy før præsidentvalget i foråret 2007 ikke skjul på at han ønskede en såkaldt mini-traktat i stedet for den forkastede forfatning, og at denne traktat skulle vedtages uden en ny folkeafstemning. Hans rival, den socialistiske Segolene Royal, ønskede derimod en mere omfattende forfatning sat til folkeafstemning.

Sarkozy blev valgt og har et komfortabelt parlamentarisk flertal som forventes at godkende traktaten 4. februar 2008.

»Man har konstateret at hvis der var en folkeafstemning, så ville der være en risiko for et nej. Og det kunne blive et stort nej, fordi det kunne blive et nej til indenrigspolitiske reformer. Det ville være særdeles ubelejligt for Sarkozy og betyde et tilbageslag for Frankrig som en vigtig aktør på den europæiske scene,« siger seniorforsker Ulla Holm, Dansk Institut for Internationale Studier.

Splittede socialister

De franske socialister er splittede, ligesom de var om forfatningstraktaten. I starten af november vedtog partiets landsledelse med stemmerne 32-20 at sige ja til traktaten. Der er heller ikke enighed om hvorvidt traktaten skal lægges ud til folkeafstemning. Det mener flere af dem som var aktive i nej-kampagnen, men andre af frontfigurerne fra 2005 bakker nu op om partiledelsen.

Socialistpartiets stemmer er afgørende, fordi ratificering af traktaten kræver et flertal i Kongressen (Senat og Nationalforsamlin­gen) på 3/5. Kravet om en folkeafstemning er derfor i praksis en kampagne for at få de socialistiske parlamentsmedlemmer til at stemme nej eller at undlade.

Der er både liberale, socialister, højrenationale, kommunister og græsrodsbevægelser som kræver en folkeafstemning. Det vigtigste initiativ omfatter næsten alle de kræfter der var aktive for et »nej fra venstre« i 2005. På www.nousvoulonsunreferendum.eu havde man i starten af december samlet 40.000 underskrifter.

Men kampagnen er beskeden og omfatter kun få aktivister. Det erkender Alain Krivine, veteran på den franske venstrefløj og en af initiativtagerne:

»Når det franske kommunistparti ikke kan mobilisere mere end 500 mennesker til et kampagnemøde i Paris, så viser det hvor svært det er at mobilisere folk for sagen,« siger han og angiver tre årsager til dette:

»For det første er mange netop nu engageret i strejker, studenterprotester og andre sociale kampe. For det andet er folk ikke så interesserede i traktaten. De ser ikke forbindelsen mellem den sociale krise i Frankrig og det europæiske spørgsmål. Og for det tredje vurderer de fleste at sagen reelt er afgjort, fordi et stort flertal af de socialistiske parlamentarikere har besluttet at stemme for en ratificering.«