ARTIKLER


Sukkeraftale blev brudt

EU-landene er alt for længe om at begrænse deres produktion af sukker. Derfor skal produktionen sandsynligvis skæres ned med 22 procent for alle lande, siger Mariann Fischer Boel.
Af Sven Skovmand
11. februar 2007

Senest den 1. februar 2007 skulle EU-landene meddele at de ville nedskære deres sukkerproduktion med 6 millioner tons – og få en hertil svarende støtte fra EU.

Men ved fristens udløb var der kun kommet anmodninger om støtte til 2,2 millioner tons, oplyser Jyllands-Posten 1.2.2007.

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel truer derfor med at alle EU-lande nu skal nedskære deres produktion af sukker med 22 procent.

Gør man ikke det, vil EU stå med et stort overskud af sukker, som man ikke ved, hvad man skal bruge til. EU kan nemlig fra 2009 ikke længere tillade sig at sende sukkeret ud på verdensmarkedet til lave priser. Den ordning har EU måttet gå med til efter pres fra ulandene, hvis produktion af sukker er blevet hårdt ramt af denne politik.