ARTIKLER


Svinepest hæmmer landbrug

Rumænien og Bulgarien plages af svinepest. Den skal de få udryddet, inden de kan få lov til at sælge deres svinekød til EU.
Af Sven Skovmand
11. januar 2007

I både Bulgarien og Rumænien spiller landbruget en stor rolle. Det gælder især Rumænien hvor landbruget beskæftiger over 40 procent af befolkningen – mod mindre end 2 procent i Danmark.

Hermed overgår Rumænien selv Polen, der »kun« har knap 20 procent beskæftigede i landbruget.

Men Rumænien og Bulgarien kan ikke regne med straks at sælge deres landbrugsvarer til EU-landene. Det oplyser landbrugskommissær Mariann Fischer Boel i Børsen 4.1.2007.

Kommissionen vil således indtil videre forbyde indførsel af svin og svinekød, fordi der i begge de to nye medlemslande er stadige udbrud af svinepest. Og bulgarerne vil ikke kunne eksportere mælkeprodukter, fordi råmælken ikke lever op til EU’s standard.