Uden om USA kan vi ikke opbygge en international orden

For Europa bør opgaven på verdensscenen bl.a. være at imødegå de nye sikkerheds-trusler gennem samarbejde og respekt for et internationalt retssamfund, der bygger på institutioner og samarbejdsstrukturer som f.eks. FN og NATO. Det afgørende er, at det ikke er »magtens ret«, men »rettens magt«,der hersker.

Europa repræsenterer moderationens og eftertænksomhedens stemme på den internationale scene. Men lige så rigtigt er det at uden om USA kan vi ikke opbygge en international orden, se blot på fremtiden: Iran, våben til Kina! Det er dødsensfarligt at gå hver sin vej for at opnå kortfristede gevinster. Det er også den bitre lære, USA nu – alt for sent! – drager af Irak-krigen.

Hvis Europa skal spille en rolle, skal vi under alle omstændigheder styrke vort udenrigspolitiske samarbejde, så det svarer til vores styrke og vægt i det globale samfund. Et stærkt EU skal spille en afgørende rolle i imødegåelsen af nye trusler. Samarbejdet består siden januar 2007 af 27 lande med en befolkning på hen ved 1/2 mia. mennesker, som tilsammen tegner en fjerdedel af verdens samlede økonomi, og som har langt mest handel med udviklingslandene og leverer over halv-delen af verdens udviklingsbistand.

Det er kun EU som kan og vil sætte sig i spidsen for at opbygge et globalt samarbejde med velfungerende institutioner – med ikke mindst FN som omdrejningspunkt – og byggende på respekt for folkeretten og menneskerettighederne. Hvor kampen mod den ekstreme fattigdom, rovdriften på natur ressourcer og miljø, epidemiske sygdomme og skæv fordeling af energiressourcer bør få ligeså stor opmærksomhed som at sikre verden mod nye trusler med de militære midler. USA har på blot et år øget sine militærudgifter med godt 48 mia. dollars, stort set svarende til den samlede årlige udviklings-bistand fra den rige til den fattige verden!

Glædeligvis er Europa i disse måneder og år ved at finde sine egne ben, og det sikkerhedspolitiske og militære samarbejde i Unionen gør store fremskridt, jf. eksempelvis indsatsen i Bosnien siden 2004. Baggrunden er dels de historiske erfaringer – jf. konflikterne på Balkan i 1990'erne – dels politiske visioner om et samarbejde, der både kan varetagekontinentets sikkerhed og samtidig bidrage til at løse konflikter andre steder i verden. Endelig spiller amerikansk enegang også en rolle – selv blandt USA's venner i Europa er der stigende interesse for det sikkerhedspolitiske samarbejde i EU.

EU's indsats har også den store fordel at man har såvel militære som økonomiske og politiske instrumenter at spille på. Overskriften for EU's militær indsats er »krisestyring«og fredsbevarelse. Opfattelsen af et imperialistisk og erobrende EU er forældet og uholdbart. Det har selv SF efterhånden indset – og måske er Enhedslisten meget tøvende og forsigtigt ved at nå frem til samme erkendelse?

Ved at engagere sig i Congo, har EU formentlig forhindret en humanitær katastrofe, måske endda et folkemord. Det er sørgeligt at Danmark på grund af sit forbehold er afskåret fra at tage del i dette internationale solidaritetsarbejde.