Udfordringer, magtkampe, forvirring

Udfordringen af militærets nøglestilling er vigtig, men det handler om mere end religion, siger debattører og forskere. De beskriver et samfund i politisk opbrud.
Af Staffan Dahllöf
3. december 2007

En af de største tyrkiske aviser er sortlistet af landets militær.

»De taler ikke med os, og vi har ikke adgang til deres pressemøder,« fortæller Celil Sagir, udenrigsredaktør på det moderat muslimske dagblad Zaman, om det anspændte forhold til forsvarsmagten.

»Men det forhindrer ikke vore klummeskrivere at skrive som de vil,« tilføjer han.

Forsvarets boykot af den regeringsvenlige avis er et lille, men illustrativt eksempel på den igangværende forfatningskamp i Tyrkiet. En kamp som udfordrer den tyrkiske militærledelse og deres tilhængere.

På tænketanken TESEV (Stiftelsen for tyrkiske økonomiske og sociale studier) siger forskeren Sebiha Senyücel Gündogar:

»For første gang bliver Tyrkiets sekulære elite udfordret for alvor, det er et helt nødvendigt sammenstød.«

Uholdbare forventninger

Hendes kollega Volkan Aytar leder TESEV's program for demokratiovervågning. Han siger at militærets rolle i samfundet er uden proportioner og at dets indflydelse er større end det ser ud til.

»Tag for eksempel gendarmeriet (halvmilitære politikorps uden for de store byer, red.). Formelt hører det under Indenrigsministeriet, men reelt styres det af forsvaret. Det er ikke en holdbar situation.«

Volkan Aytar er skeptisk over for om regeringspartiet AKP kan opfylde alle de høje forventninger som vælgerne stiller efter valgsejren i juli.

»Man har fået stemmer fra kurdere, fra arbejdere, fra de fattige. Vælgertilslutningen og håbet om sociale forandringer er blevet så store at partiet ikke har mulighed for at håndtere det.«

Til forskel fra mange andre mener Volkan Aytar ikke at AKP har en skjult – islamisk – dagsorden som kan retfærdiggøre militærets indblanding i den politiske proces.

Altid en sunnimuslim

»Selv hvis de skulle have en skjult dagsorden, og man kan jo aldrig vide hvad der foregår inde i hovedet på folk, så ville den ikke kunne gennemføres af tre grunde: partiets midtsøgende kurs, orienteringen mod EU, og de mange forskellige samfundsgrupper som man får støtte fra,« siger Volkan Aytar.

De to TESEV-medarbejdere er enige om at hovedkonflikten i Tyrkiet ikke kan reduceres til en strid om religiøse symboler mellem militæret og det AKP-dominerede parlament.

»Det er en modsætning som begge sider overdriver, og som får en forkert dækning i medierne. Det fører f.eks. til at det kurdiske spørgsmål bliver skubbet i baggrunden,« siger Sebiha Senyücel Gündogar.

»Et helt centralt spørgsmål er at medborgerskab og rettigheder skal have en etnisk definition og kun gælde for »tyrkere«. I øvrigt er det sekulære Tyrkiet noget som mere findes i teorien end i virkeligheden. Vi har jo aldrig haft en minister som ikke var sunnimuslim,« siger Volkan Aytar.

EU en katalysator

Vurderingen af AKP's dagsorden og evner afhænger af hvem man taler med, men blandt meningsdannerne er der bred enighed om at Tyrkiet bør søge en tilnærmelse til EU.

Bülent Korucu, generaldirektør for nyhedsbureauet Cihan, med de samme ejere som avisen Zaman, siger at reformer som begrænser militærets rolle er nødvendige, hvad EU end måtte mene, men at EU har fungeret som en katalysator som påskynder det arbejde.

»Selv om det ikke ender som vi håber på er processen en nødvendighed. Det kan ende godt, og det kan ende meget godt. Måske bliver det formelle medlemskab på et bestemt tidspunkt ikke så vigtigt,« siger han.

Den omstillingsfase som Tyrkiet er inde i, forvirrer ikke kun den udenlandske besøger.

Et samfund i opbrud

En aften på en cafÈ i Istanbul prøver Erol Önderoglu som arbejder på rettighedsnetværket Bianet, og Fehmi Gürdalli, fra fjernsynsstationen NTV, at udrede den tyrkiske verdenssituation.

Erol som nyder en øl, er ikke kun skeptisk over for militærets og statsmagtens hensigter. Han revser også premierminister Erdogan som har sagsøgt en avis for injurier.

»Kan ingen fortælle Erdogan hvad pressefrihed indebærer,« skriver han på Bianets hjemmeside dagen derpå. Fehmi holder sig til coca cola i fastemåneden ramadan.

»Jeg er sekulær muslim, og jeg deltog ikke i demonstrationerne mod regeringen i april. Men jeg støttede demonstrationen,« siger han.

»Det kan jeg godt følge, siger Erol, og tilføjer:

»Der kan du se, det traditionelle politiske landskab er i opløsning. Partier og folk befinder sig ikke længere hvor de plejede. Vi tyrkere er lige så forvirrede som du er.«