Udslippene skal ned, forsyningen skal op

Den globale temperaturstigning skal begrænses til højst 2 grader over niveauet i 1850.

Det er EU's helt overordnede klimamål.

Men den nye klima- og energipolitik som blev vedtaget på topmødet i marts 2007 indeholder også to andre mål af strategisk betydning:

• Forsyningssikkerheden skal øges.

• Den økonomiske konkurrenceevne skal sikres gennem adgang til energi til »overkommelige priser«.

Sagt på en anden måde, så går politikken altså ud på at sikre adgang til billig energi, som der på den anden side skal bruges stadig mindre af.

Målet for bekæmpelse af klimaforandringer har fået størst opmærksomhed.

Det mål er gjort konkret ved følgende forpligtelser:

• Udslippene af drivhusgasser skal ned med 20 procent (i forhold til 1990) i 2020, eller med 30 procent hvis også andre industrilande kommer med lignende tilsagn.

* 20 procent af al energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi.

• Biobrændsler skal udgøre 10 procent af al benzin og diesel – forudsat at der er kommet »anden generations biobrændstof« (etanol fra planterester som halm) på markedet.

Disse forpligtelser er nye og forholdsvis skrappe, men indeholder også en række nye spørgsmål. Det er f.eks. ikke afklaret hvad de enkelte medlemslande skal gøre, for at EU samlet kan opfylde målene. Hvis alle lande skulle nå det samme mål, bliver byrdefordelingen meget ujævn. For eksempel behøver Sverige som får cirka halvdelen af al sin el fra vandkraft, ikke anstrenge sig synderligt for at nå 20 procentsmålet for vedvarende energi.

Og for EU's nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa er begrænsning af udslip af kuldioxid ikke noget problem; de befinder sig i forvejen under niveauet i 1990 og kan derfor bogstaveligt talt fyre løs.

Parallelt med den trestrengede klima- og energipolitik – reducerede udslip, sikker forsyning og billig adgang – vedtog EU's stats- og regeringschefer i marts en energipolitisk handlingsplan for årene 2007-2009.

Her er satsningen på effektivitet og vedvarende energi kun et af fem områder som EU skal tage sig af.

De øvrige fire er:

• Skabe et indre marked for el og gas, bl.a. ved at adskille produktions- og forsyningsleddet, som det er sket i Danmark.

• Sikre forsyningen med nye højspændingsledninger for el, og nye pipelines for gas og olie.

• Indgå nye leveranceaftaler med producenter i bl.a. Centralasien, Sortehavsområdet og Nordafrika.

• Udvikle ny teknologi, herunder støtte til ny oplagring af kuldioxid og at indlede en bred debat om muligheder og risici med kernekraft.

Med tre strategiske mål og en handlingsplan på fem områder kan politikken siges at være på plads. Nu mangler selve gennemførelsen, herunder fælles lovgivning.

Kendetegnende for energiområdet er at EU som organisation har kompetence til at beslutte på medlemslandenes vegne, men ikke fuld kompetence.

Valg af energikilder (kernekraft, kul, vindkraft m.v.) er medlemslandenes suveræne afgørelse. Og beslutninger om energi- og miljøafgifter kræver enstemmighed.

I den foreslåede, men afviste forfatning var flertalsbeslutninger hovedreglen – dog med fortsat undtagelse for valget af energikilder og afgiftsbeslutninger.