NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der er to grunde til at Tyrkiet ikke foreløbig kan blive medlem af EU. Den ene er at landet er så stort, den anden at det er fattigt.
Hvis Tyrkiet bliver medlem, vil det med sine over 80 millioner mennesker få samme vægt og indflydelse som Tyskland. Det vil fremtidige tyske regeringer næppe finde sig i.
Samtidig vil EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed betyde at millioner af tyrkere vil udvandre til de rige lande mod vest og nord. Det vil skabe en vold€som modstand blandt de rige EU-landes vælgere.Men disse begrundelser bruges stort set aldrig af EU-landene, når de siger nej til Tyrkiet. De kommer med alle mulige andre begrundelser og krav, som ikke alle er lige rimelige.
EU kan med rette kræve at Tyrkiet bliver mere demokratisk, at man afstår fra dødsstraf, og at kurderne får bedre vilkår. Disse krav har rent faktisk ført til en væsentlig forbedring af forholdene i Tyrkiet, selv om EU-ledere nødigt indrømmer det.
Langt mindre rimeligt er det at man kræver at tyrkerne skal erkende folkemordet på armenierne i 1915. Selvfølgelig må tyrkerne på et eller andet tidspunkt erkende denne forbrydelse, men det skal udenforstående ikke blande sig i.
Og helt urimeligt er det at man stiller krav om at Tyrkiet ensidigt skal godkende den græsk-cypriotiske stat, og at man lader Grækenland og Cyperns græske regering spænde ben for alle indrømmelser til Tyrkiet – indrømmelser der ville kunne forbedre det anstrengte forhold mellem Tyrkiet og EU. Fejlen ligger i at man i sin tid lod den græske del af Cypern blive medlem af EU på trods af at græsk-cyprioterne havde sagt nej til den genforening af Cypern, der burde have været forudsætningen for en optagelse af øen.
Den fejl kommer EU til at fortryde mange gange.