ARTIKLER


Vil sælge våben uden regler

EU-landene arbejder på at få fælles regler for våbeneksport. Men det modarbejdes af Frankrig. Landet vil først arbejde med sagen, når man igen kan levere våben til Kina.
Af Sven Skovmand
26. januar 2007

EU har ingen bindende regel for eksport af våben, og det har lange udsigter med at få det. Det skyldes først og fremmest modstand fra Frankrig.

Den franske regering vil kun gå med til at forhandle om et regelsæt for eksport af våben, hvis man igen gør det muligt at sælge våben til Kina.

EU-landene har afholdt sig fra at sende våben til Kina lige siden 1989, hvor den kinesiske regering slog hårdt ned på systemets modstandere i Beijing og dræbte hundreder af dem.

Denne våbenboykot har man hidtil kun villet ophæve, hvis kineserne forbedrede deres forhold til menneskerettighederne. Og det er efter de fleste landes opfattelse ikke sket.

Problemet er at mange våben sendes fra EU til krigshærgede lande som Sierra Leone, Sudan og Somalia – netop fordi man ikke har et fast regelsæt for eksport af våben.