NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Mindst 20 procent af EU's energi skal dækkes af vedvarende energi i 2012. Og skal det mål nås, må EU-landene især interessere sig for vindkraft.
Det er der to gode grunde til.
Den ene er at vindkraft er nem og hurtig at etablere – langt hurtigere end traditionelle elværker for slet ikke at tale om atomkraftværker.
Den anden er at vindkraft er en veludviklet teknik og derfor billigere end de fleste andre former for vedvarende energi.
Tager man hensyn til at vindmøller ikke som traditionelle kraftværker forurener luften og udslipper CO2, ja så kan vindmøller udmærket konkurrere med selv gasfyrede kraftværker.
Og vindmøllernes gevinst med hensyn til CO2 er særlig stor, fordi elværkerne i de fleste lande har en lav virkningsgrad. Kun 30-40 procent af kullenes eller gassens energi omsættes til elektrisk energi. Resten omdannes til varme, der i reglen går til spilde.
De færreste lande har nemlig som Danmark et udviklet fjernvarmenet.
Hvis vindkraften er knyttet til det almindelige elnet, er det dog ikke noget øjeblikkeligt problem. For elnettet kan uden videre tage imod en produktion der svarer til 10 procent af det almindelige forbrug.
Og EU-landenes samlede produktion af vindkraft ligger kun på omkring 1 procent af elforbruget.
Hertil kommer at man godt kan komme højere op end 10 procent hvis man samarbejder over grænserne og for eksempel lader vindkraften virke sammen med vandkraft, som Danmark gør i forhold til Norge og Sverige.
Vindkraften i Danmark dækker omkring 20 procent af det danske elforbrug.
Solceller har den fordel at de er en slags selvstændige elværker der kan dække et enkelt hus eller en enkelt landsby – uden at man skal føre elektriske ledninger til dem.
Det har især betydning for u-landene hvor store dele af befolkningen stadig er uden adgang til el.
Men også i de rige lande kan solcellerne komme til at spille en rolle.
Når de bliver billige nok.
Det førende land er derfor Tyskland hvor staten betaler 2,40 kroner pr. kilowatt-time. Og det har ifølge bladet Ingeniøren (9. marts 2007) ført til at man nu opfører et solcelle-værk på ikke mindre end 40 megawatt i Waldpolenz øst for Leipzig.
Værket er anlagt på en tidligere militærbase og fylder 40 hektar. Til gengæld vil det producere strøm til 3.000 familiers behov, og man har beregnet at prisen kun bliver cirka 1,20 kroner pr. kilowatt-time når alle udgifter er taget med.
Solcellernes samlede produktion dækkede i 2006 kun 2,7 gigawatt-timer, svarende til 8 procent af det danske elforbrug (Financial Times, 4. april 2007). Men allerede i 2010 vil solcellernes produktion være fire gange så stor som i 2006. Og i 2015 skønner bladet at produktionen vil ligge på over 80 gigawatt-timer.
Denne øgede produktion vil kunne føre til en rationalisering og udvikling af nye materialer, der vil kunne få prisen til at falde kraftigt – akkurat som vi har kunnet se det med for eksempel computere og lommeregnere.
EU vil derfor have god grund til at interessere sig for solceller selvom de i øjeblikket ikke er rentable.