ARTIKLER


Afrikanske fagforeninger kritiserer aftale med EU

Afrikanske fagforeninger undsiger nu den EPA-aftale, som EU indgik med de fleste afrikanske lande for et år siden. Alene i tabte toldindtægter koster den de afrikanske lande 1,7 milliarder kroner om året, siger de.
Af Sven Skovmand
22. august 2008

De afrikanske lande bør ophæve de aftaler de har indgået med EU. Denne opfordring kom den 1. maj fra generalsekretæren for de afrikanske fagforeningers internationale forbund, Kwasi Adu-Amankwah.

Adu-Amankwah opfordrede i udtalelsen til at man gav sig tid til at etablere en ny aftale som tager hensyn til Afrikas behov for udvikling og regionale integration. »De afrikanske lande kommer ud af dette som de svage partnere der skal underlægges de nyliberalistiske diktater fra de internationale finansinstitutioner, herunder handelsreglerne fra Verdenshandelsorganisationen (WTO),« sagde han.

Opfordringen kommer få dage efter et møde i FN’s organisation for handel og udvikling, UNCTAD. På denne konference oplyste en repræsentant fra den engelske hjælpeorganisation Oxfam at alene tabet af toldindtægter vil koste de afrikanske lande over 1,7 milliarder kroner, samtidig med at de får svækket deres muligheder for at opbygge en national industri.

Et særligt problem udgør landbrugsvarerne. Her har de afrikanske lande brug for beskyttelse mod varerne fra EU der stadig sælges med betydelige tilskud og derfor kan udkonkurrere de afrikanske bønder. Den beskyttelse får de ikke i aftalen.

(Du kan læse mere om aftalerne med de afrikanske lande i Notats nummer af september 2007 om handel med Afrika. Artiklerne kan også findes på www.notat.dk ved at søge under stikordet »Afrika«.)