Dommere kan skabe universitetsmarked

Uddannelsesorganisationerne er ikke trygge ved at EU-domstolen afgør om universitetsverdenen skal markedsgøres.
Af Kenneth Haar
19. september 2008

Uddannelse kan være en tjenesteydelse, så nu skal dette område følge EU's konkurrenceregler.

Det stod klart da EU's servicedirektiv blev vedtaget i slutningen af 2006. Af frygt for at direktivet ville åbne for mere markedsgørelse af det offentlige uddannelsessystem, havde uddannelsesorganisationerne i hele EU krævet uddannelsesområdet taget ud af direktivet, men det lykkedes ikke. De danske organisationer fik dog et løfte fra regeringen om at direktivet ikke ville berøre det danske uddannelsessystem væsentligt. Der er bare ét problem. Det bestemmer regeringen ikke. EF-domstolen har nemlig det sidste ord.

»Det er lige som i sagen med de danske regler for familiesammenføring. Regeringen kan ikke give den slags løfter,« siger Jens Vraa-Jensen, der er konsulent i Dansk Magisterforening, og som fulgte behandlingen af Servicedirektivet tæt.

Faren fra Bolkestein

Direktivet der også kaldes Bolkestein-direktivet, efter den EU-kommissær der fremsatte forslaget, var i hård modvind inden det blev vedtaget i november 2006. Uddannelsesorganisationerne følte at meget var på spil. Således hed det i en udtalelse fra de danske organisationers internationale samarbejdsorgan, DLI, at kun ved at tage uddannelse ud af direktivet »..kan det sikres, at indholdsstyring, kvalitetskontrol og videndeling på uddannelsesområdet også i fremtiden forbliver et nationalt anliggende.« Den største frygt er at direktivet kan bruges til at fremme en markedsgørelse af de videregående uddannelser, bl.a. ved at private udenlandske universiteter kan slå sig ned i Danmark og kræve samme statsstøtte som de danske universiteter.

Jens Vraa-Jensen siger:

»Baggrunden for direktivet er den opfattelse at konkurrence altid er godt. Den opfattelse deler vi ikke. Hvis man kigger på effekten af liberaliseringer på postområdet, så har det ført til dårligere service og dårlige arbejdsforhold for de ansatte. Hvorfor tror man mon at det ville gå anderledes hvis uddannelsessektoren blev markedsgjort mere? Ensidigt fokus på bundlinjen er ikke i alle tilfælde en fordel for kvalitet og forsyningssikkerhed.«

Løftet

Den danske regering fandt ikke anledning til at arbejde for at tage uddannelsesområdet ud af direktivet før det blev vedtaget, angiveligt fordi ministrene ikke opfattede det som nogen alvorlig fare for det danske uddannelsessystem. I stedet gav to ministre de faglige organisationer et skriftligt håndslag på at direktivet ikke ville få indflydelse på de offentlige uddannelsesinstitutioner.

»Vi fik det løfte fra både statsminister Fogh Rasmussen og forskningsminister Sander at så længe der er en statslig dansk 1-krone i en uddannelsesinstitution, så vil den ikke være omfattet af direktivet,« siger Jens Vraa-Jensen.

Det lød besnærende, men trods den klare udmelding fra regeringen har tvivlen gnavet blandt de professionelle uddannelsesfolk fra begyndelsen. Nok er uddannelse formelt set EU-medlemslandenes egen gebet, men domstolen har i mange år eksperimenteret med fortolkningen af reglerne om det indre marked i EU-traktaten, og det er nu blevet temmelig uklart hvornår uddannelse regnes for en offentlig ydelse der er undtaget for konkurrencereglerne, og hvornår et uddannelsestilbud regnes for at være omfattet af reglerne. Det skyldes bl.a. at indretningen af medlemslandenes uddannelsessektorer er under forandring, og private penge har fået en større rolle.

»Det grundlæggende problem er at vi ikke ved præcis hvornår domstolen mener at en ydelse er økonomisk. Er det når 40 procent af budgettet kommer fra andre kilder end statsstøtte, eller er det 60 procent? Eller er det helt andre formål der kommer til at afgøre det? Det kan kun fremtidens domme fra Domstolen vise,« siger Magisterforeningens konsulent.

Hvis dommen falder

Det er ifølge Jens Vraa-Jensen ikke så lidt dommerne ved domstolen kan sætte i gang.

»Skulle der falde sådan en dom om danske universiteter, vil den logiske følgevirkning af konkurrencereglerne være brugerbetaling og markedsgørelse. Vi risikerer et indtog af billige discountudbydere og af dyre kvalitetsuniversiteter der vil være forbeholdt dem der kan betale mere for en bedre uddannelse. Det vil gå ud over den demokratiske offentlige kontrol, og kan risikere at føre til dårligere løn- og arbejdsbetingelser for de ansatte,« siger han og fortsætter:

»Det er ikke fordi vi er bange for udenlandske institutioner. Det handler ikke om protektionisme eller isolationisme. Det handler om at hvis udenlandske universiteter skal have de rettigheder som private virksomheder har under reglerne for det indre marked, så vil det føre til markedsgørelse af de videregående uddannelser.«

I øjeblikket er en lang række danske ministerier, herunder Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet, ved at undersøge hvordan dansk lovgivning skal tilpasses EU-reglerne i Servicedirektivet. Det arbejde skal være færdigt i 2009. Ved udgangen af dette år skal direktivet være fuldt gennemført i alle medlemslande.

Uddannelsesorganisationerne forventer ikke at dette udredningsarbejde i ministerierne afgørende vil ændre betingelserne. Det vil først ske hvis nogen, f.eks. EU-kommissionen, en udenlandsk uddannelsesinstitution eller en kommerciel uddannelsesvirksomhed, bliver utilfredse med Danmark og klager til EU-domstolen. Udfaldet af sådan en sag kan få stor betydning for det danske uddannelsessystems fremtid.