EU-Kommissionen er blevet motor

Bologna-processen er blevet et omdrejningspunkt for uddannelsesplanlægning over hele Europa. Men den har en bagside som man ikke hører meget om.
Af Åge Skovrind
19. september 2008

Bologna-processen handler om en harmonisering af de videregående uddannelser i Europa for at fremme mobiliteten. Processen blev indledt ved et møde i Bologna i 1999, og målsætningerne skal efter planen være nået i 2010. Samarbejdet bygger formelt på at de deltagende lande underskriver målsætninger som de indfører bagefter. Hvert andet år mødes undervisningsministrene for 46 lande for at gøre status over, hvor langt man er kommet det fælles mål om at skabe en fælles europæisk ramme for de videregående uddannelser, og i mellemtiden mødes arbejdsgrupperne, og der holdes seminarer og konferencer. Det fælles pointsystem ECTS er et af resultaterne af samarbejdet, et andet er den tredelte struktur med bachelor, kandidat og ph.d.-grader.

Lettere at krydse grænser

»På positivsiden har Bologna-processen betydet at det er blevet lettere for studerende at krydse uddannelsesgrænser i Europa,« siger Stinna Gammelgaard, international ordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

»Man har fået en fælles grad-struktur, nogenlunde samme længde af uddannelserne, og ikke mindst har man søgt at løsne op for pensumorienteringen for i stedet at fokusere på kvalifikationer. Bologna-processen havde samtidig målsætninger om kvalitetssikring af uddannelserne. Uddannelsesinstitutionerne skulle foretage en systematisk selvevaluering. Det var et stort fremskridt for østeuropæerne da en af grundpillerne i Bologna er at interne aktører som studerende og undervisere skulle inddrages. I starten var der også fokus på den sociale dimension. Man skulle mindske brugerbetaling, bryde negativ social arv og sikre bedre boligforhold for studerende. Det er dog de målsætninger der blev realiseret mindst.«

Bagsiden

Bologna-processen er blevet et omdrejningspunkt for uddannelsesplanlægning over hele Europa. Men den har en bagside som man ikke hører meget om.

Det afgørende er linket mellem EU-Kommissionens Lissabon-strategi og Bologna-processen. Det er to parallelsystemer som arbejder med de samme områder, men med forskellige rationaler. I 2001 blev EU-Kommissionen partner i Bologna-processen og reelt motoren i samarbejdet.

Dermed begyndte et grundlæggende rationaleskifte for hele Bologna-processen, mener Stinna Gammelgaard.

»Samtidig med at der i Lissabon strategien rettes fokus på eksempelvis et opgør med skattefinansierede uddannelser, med det besynderlige argument at brugerbetaling vil skabe større social lighed da de mindrebemidlede alligevel ikke tager videregående uddannelser, så fjernes fokus på den sociale dimension i Bologna-processen. Reelt handler det om at man forsøger på at forvandle uddannelser fra et samfundsgode til en vare og har forladt målet om at bryde den sociale arv.«

Svækkelse af demokratiet

Mange af de tiltag, som man har oplevet i Danmark igennem de seneste 5-6 år ligger da også helt i forlængelse af EU-Kommissionens tanker, og er ikke entydigt elementer fra Bologna-processen. Det gælder ikke mindst ændringerne af ledelses-strukturerne på universiteterne som for alvor har fået fart i de seneste år. Stinna Gammelgaard kalder det en voldsom svækkelse af demokratiet:

»EU-Kommissionen har anbefalet stærkere ledelser for universiteterne med et flertal af eksterne repræsentanter fra eksempelvis store virksomheder uden demokratisk mandat fra institutionerne. Det blev pludselig en del af Bologna-processen, og i Danmark fik vi efterfølgende en ny universitetslov, der ord til andet svarer til kommissionens anbefalinger.«

»Der sker det over hele Europa, at regeringer reelt implementerer Lissabon-strategien, men de gør det i Bologna-processens navn. På denne måde har hele Bologna-processen fjernet sig langt fra det oprindelige udgangspunkt. Den er i stedet blevet en løftestang for EU-Kommissionen og regeringer der ønsker ideologiske omformninger af de videregående uddannelser i hele Europa,« siger Stinna Gammelgaard.