NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Med Maastricht-traktaten som trådte i kraft i 1993, blev der skabt et grundlag for at udvikle samarbejdet på uddannelsesområdet.
Traktaten fik et kapitel om uddannelse. Men EU fik kun en begrænset kompetence. Fra og med Maastricht-traktaten har EU kunnet bidrage »til udviklingen af et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed« (traktatens artikel 149EF).
Med andre ord skulle EU ikke have mulighed for at vedtage omfattende love om uddannelsespolitik. Der har ikke hidtil været opbakning blandt medlemslandene til et egentligt EU-uddannelsessystem. Harmonisering af uddannelser er derfor ikke mulig med den nuværende traktat.
Alligevel har EU i stigende grad indflydelse på landenes uddannelsespolitik. Det sker for eksempel gennem en lind strøm af debatoplæg og opfordringer, eller ved at EU vedtager en række standarder og pejlemærker som landene frivilligt vælger at efterleve. Ligeledes finansierer EU en række uddannelsesprogrammer som er med til at skabe erfaringer og give retning for uddannelsespolitikken.
Lissabon-traktaten øger EU's muligheder for at lovgive om finansiering af offentlige ydelser. Men det er uklart hvad ændringerne i traktaten kan eller vil blive brugt til. Mange uddannelsesorganisationer i hele EU havde været tidligt ude og advare mod de foreslåede ændringer, af frygt for at det ville styrke tendensen mod mere kommercielle betingelser i uddannelsessektoren. Som følge af protesterne fik traktaten en tillægsprotokol om »tjenesteydelser af almen interesse« som bl.a. understreger vigtigheden af »universel adgang« og »brugernes rettigheder«.