EU-udvidelsen og arbejdskraftens frie bevægelighed

ARbejdskraftens frie bevægelighed er et grundelement i EU. Men østaftalen har givet nogle begrænsninger for arbejdere fra de nye medlemslande – indtil 2011. Derfor er der til nu kun givet cirka 15.000 arbejdstilladelser.
Af Åge Skovrind
26. februar 2008

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de helt grundlæggende principper i den Europæiske Union. Enhver EU-borger skal kunne søge og tage arbejde overalt i Unionen. Omfanget af »vandrende arbejdstagere« som det kaldes i EU-sprog, har dog i praksis været meget begrænset indtil den store udvidelse i 2004 med ti nye medlemslande. Selv ikke da Spanien og Portugal blev medlemmer af EU i 1986, førte det til en større »vandring«.

Overgangsordning

De nye medlemslande fik imidlertid ikke umiddelbar adgang til arbejdsmarkederne i de gamle EU-lande. Det skyldtes frygten for, at lave lønninger og stor arbejdsløshed i de nye lande ville føre til en invasion af fremmed arbejdskraft. Derfor fik de gamle lande ret til at indføre overgangsordninger på op til syv år, som forhindrer eller begrænser adgangen til deres arbejdsmarkeder. Begrænsningerne gælder Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Den Tjekkiske Republik og Ungarn – Cypern og Malta er undtaget. Senere er Rumænien og Bulgarien kommet til.

Sverige, Irland og Storbritannien gav umiddelbart fri adgang, mens de øvrige 12 lande indførte overgangsordninger. Flere lande har ophævet disse efter to år (dvs. pr. 1. maj 2006), mens Tyskland og Østrig regner med at bevare overgangsordninger i alle syv år. Danmark har valgt en midterposition.

Østaftalen

I Danmark indgik de fleste af Folketingets partier den såkaldte Østaftale som giver arbejdere fra de nye lande mulighed for at arbejde i Danmark. Det danske arbejdsmarked blev åbnet for de nye medlemslande med det samme, men på en række betingelser. Kravet var en arbejdstilladelse før arbejdsforholdet startede, og at der var tale om fuldtidsarbejde på overenskomstmæssige eller tilsvarende vilkår.

Uden for aftalen stod kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Dansk Folkeparti var imod, fordi man frygtede for »social turisme« som ville påføre kommunerne ekstra udgifter. Enhedslistens væsentligste indvending var, at østarbejderne ikke fik adgang til dagpenge og kontanthjælp hvis de mistede deres job. Dette er dog senere ændret.

Lempelser

Arbejdsgiverne har presset på for at lempe aftalen eller afskaffe den, så der bliver fri adgang til det danske arbejdsmarked. Det er især begrundet med mangel på arbejdskraft. Omvendt har fagbevægelsen advaret om et tiltagende kaos på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen kræver bedre kontrol med udenlandsk arbejdskraft og bedre muligheder for at indgå overenskomster, og har derfor ønsket at aftalen ikke ophæves før udløbet 1. maj 2009.

To gange har forligspartierne lempet aftalen. I april 2006 blev det muligt for overenskomstdækkede virksomheder at få forhåndsgodkendelse til at ansætte østeuropæisk arbejdskraft, så man kunne påbegynde et arbejde uden først at skulle have arbejds- og opholdstilladelse.

Fra 1. januar 2008 er reglerne lempet yderligere, så arbejdere fra de nye EU-lande, ligesom andre EU-borgere, ikke behøver arbejds- og opholdstilladelse.

Udstationerede arbejdere

Østaftalen handler om individuelle arbejdstagere. Ved udgangen af 2007 var der omkring 15.000 aktive arbejdstilladelser.

Men størstedelen af østarbejderne i Danmark er udstationerede arbejdere og er omfattet af andre regler. Udstationerede arbejdere er ansat i et firma som er hjemmehørende i f.eks. Polen, men som udfører arbejde i Danmark. Her gælder reglerne i EU's udstationeringsdirektiv om tjenesteydelser.

Antallet af udenlandske virksomheder er tidoblet på fire år, især i byggebranchen. Nu er der ca. 4.500 virksomheder registreret hos Skat, især tyske, polske og svenske. Et forsigtigt gæt siger at de beskæftiger 70.000 personer.

Hertil kommer et mindre antal selvstændige erhvervsdrivende og illegal arbejdskraft.

Læs mere: Link-samling om fri bevægelighed for østarbejdere http://up.fiu.dk/Linksamling/Default.aspx?TermID=6600080

---

Det går godt – sådan da

Det går godt for østarbejderne i Danmark. For dem og for os. Der er kommet flere af dem end vi regnede med. Men vi mangler arbejdskraft, og når de får job hos overenskomstdækkede arbejdsgivere, sker det som regel på ordnede løn- og arbejdsforhold.

Sådan cirka lyder den overordnede konklusion i den første store forskningsrapport om østarbejdere i Danmark. Notatet er lavet af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.

Værre for de udstationerede

Forfatternes konklusion bygger på vurderinger fra hovedparten af de faglige organisationer de har været i kontakt med. Men rapporten understreger i samme åndedrag, at denne vurdering ofte sættes op mod forholdene for dem der arbejder som udstationerede arbejdere. Det vil sige folk som er ansat i for eksempel et polsk firma og som kommer til Danmark, fordi firmaet er blevet hyret til at udføre en opgave her i landet. Deres lønforhold er aftalt med det polske firma.

Forholdene for de udstationerede arbejdere vil blive analyseret i den næste rapport som kommer i foråret 2008, og det må forventes at den vil afdække et betydeligt mindre positivt billede.

Forskel på brancher

Notatet gennemgår forholdene i forskellige brancher: landbruget, servicesektoren (hotel, restauration, rengøring), transport, byggeri og vikarbranchen. Der er betydelige forskelle brancherne imellem, men der gemmer sig grimme historier om udnyttelse og udbytning overalt.

Landbruget var indtil 2007 den sektor med flest udlændinge (hvor byggebranchen overhalede). I landbruget er omkring halvdelen af samtlige ansatte udlændinge. Akkordløn er begyndt at vinde udbredelse. Fagbevægelsen overvejer særlige medlemsordninger med hvilende perioder uden for sæsonen.

I den hastigt voksende vikarbranche har der været flere eksempler på »brodne kar« der har taget sig mere end godt betalt for bolig og transport. Ifølge rapporten gælder det især de mindre og nye virksomheder. I april 2007 stod vikarbureauerne for 10 pct. af samtlige arbejdstilladelser.

Ikke brug for mindsteløn

Rapporten konkluderer at der ikke synes at være behov for centralt fastsatte mindstestandarder (mindsteløn) eller at ophøje (dele af) overenskomsterne til lov. Det begrundes med at der i Danmark – modsat andre lande – ikke er nogen stor lavtlønssektor, at antallet af østarbejdere ikke er så stort endda, og at vi har en høj grad af organisering og overenskomstdækning.

Endelig fremføres det argument at fagbevægelsen har mulighed for at bruge blokader og sympatikonflikter mod udstationerede arbejdere. Det skal bemærkes at rapporten er fra oktober 2007 og derfor ikke tager højde for Vaxhom-dommen – som har sat spørgsmålet til fornyet diskussion.

Mangel på arbejdskraft

Rapporten kommer også ind på østarbejdernes interesser og motivation for at arbejde i Danmark, herunder deres boligforhold, faglige organisering og ønsker om at slå sig ned permanent i Danmark. Indtil videre er der ikke tegn på, at østarbejdere siden EU-udvidelsen er begyndt at arbejde i perioder af voksende varighed.

Rapporten nævner risikoen for en gentagelse af problemer fra fortidens rekruttering af gæstearbejdere når/hvis konjunkturerne vender. Men den bekymrer sig mere om udsigten til mangel på arbejdskraft og konkurrencen mellem de gamle EU-lande om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra de nye medlemslande.

(Østaftalen – individuelle østarbejdere. 1. delrapport. Oktober 2007. Af Klaus Pedersen og Søren Kaj Andersen. Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut, Københavns Universitet.)