Europæisk asylsystem er uretfærdigt

Flygtningeorganisationer rejser sønderlemmende kritik af det nuværende EU-samarbejde på flygtningeområdet. Det bliver de fattigste lande – og flygtninge – der betaler prisen.
Af Åge Skovrind
18. august 2008

»Målsætningerne for Dublin-systemet er (...) i stor udstrækning nået,« skrev EU-Kommissionen i en statusrapport sidste år om samarbejdet på flygtningeområdet. Få måneder senere konkluderede Franco Frattini, dengang kommissær med ansvar for blandt andet asyl, at der var brug for en finjustering for at gøre det mere effektivt og retfærdigt.

Men det Europæiske Flygtningeråd ECRE – som består af 68 flygtninge-hjælpeorganisationer i 25 lande – er helt uenig i at der kun er brug for en finjustering. Ikke alene kalder de den nuværende ordning for et »asyllotteri«. De sætter spørgsmålstegn ved selve systemet.

Dublin-systemet handler om hvordan EU's medlemslande skal tage imod flygtninge. Det vigtigste princip er at det land som en flygtning er rejst ind i, også er det land der har ansvar for at behandle ansøgningen. Rejser en flygtning videre til det næste land, skal han/hun sendes tilbage til det første land.

På den måde er det hensigten at undgå »asyl-shopping«, det vil sige at en flygtning rejser rundt fra det ene land til det andet. For flygtningen kan det være en fordel ikke at blive kastebold, men det kan samtidig være en ulempe at få sin sag afgjort i et »dårligt« land.

Forudsætter harmonisering

»Jeg er i tvivl om systemet kan repareres, eller om vi skal smide det helt væk,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm til NOTAT.

»Forudsætningen er at man har harmoniseret reglerne for asylbehandling, og det har man ikke. Det er jo helt åbenlyst når godkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere i Grækenland er 0, mens den er 30 i Danmark og 50 i Sverige.«

»For det andet er der ikke nogen solidaritet i systemet. Det er randstaterne som får den største byrde, og det er dem der er dårligst udrustede. Det er svært at påstå at det er fair,« siger han.

Andreas Kamm er overbevist om at forfulgte personer på den måde ser et incitament til at gå under jorden eller søge videre mod lande hvor chancerne for asyl er større. Ligesom det er svært at frigøre sig fra tanken om at randstaterne kan have en interesse i at lade flygtninge passere videre til næste land.

Minimumsregler overholdes ikke

Der gælder allerede en række fælles regler i EU for hvordan asylansøgere skal modtages og behandles (se boks side 6). En ting er at der er tale om minimumsregler som ifølge flygtningeorganisationerne ikke giver den nødvendige beskyttelse. Men dertil kommer at nogle lande slet ikke lever op til kravene.

For eksempel skulle direktivet om procedurerne for asylbehandlingen være gennemført senest 1. december 2007. Direktivet garanterer blandt andet en asylansøger retten til et personligt interview, tolkebistand og adgang til advokat.

Grækenland lever slet ikke op til disse krav. Og der er flere andre eksempler på at netop landene ved de ydre grænser – som hører til blandt EU's fattigste – er de værste syndere. Asylforholdene i Malta er blevet skarpt kritiseret efter internationale inspektioner. Også Polen har mødt stærk kritik for at lade tjetjenske flygtninge sygne hen i isolerede asyllejre under faldefærdige betingelser og uden skoletilbud til børn, sådan som EU-direktiverne kræver.

Ingen »sikre lande«

Et af de mest kontroversielle punkter handler om de såkaldte sikre lande. Det vil sige lande som det er sikkert at sende en afvist asylansøger tilbage til. EU's regeringer skal med en flertalsafgørelse udarbejde en liste over sikre lande. Problemet er bare at der inden for EU er meget forskellige vurderinger af hvilke lande der er sikre. Det viser diskussionerne forud for vedtagelsen af direktivet.

Dansk Flygtningehjælp opfordrer til at man overvejer helt at afskaffe brugen af »sikre lande« i den europæiske lovgivning.

»Intet land på forhånd kan siges at være »sikkert« for alle flygtninge. Dette må nødvendigvis bero på en individuel vurdering og dermed også en mulighed for asylansøgeren til at anke denne vurdering i henhold til hans eller hendes individuelle sag,« hedder det i organisationens høringssvar til forslaget om en nyt asylsystem i EU. U

Minimumsdirektiver

EU har vedtaget tre direktiver om fælles minimumstandarder for flygtninge.

Direktivet om modtagelsen af asylansøgere sikrer bl.a. adgang til arbejdsmarkedet senest et år efter, at asylansøgere har indgivet ansøgning om asyl.

Kvalifikations-direktivet fastlægger betingelser for at opnå asyl og en række rettigheder som man opnår. Det handler bl.a. om opholdstilladelse i mindst tre år, ret til rejse i det pågældende land, »passende indkvartering«, undervisning og arbejdssøgning.

Asylprocedure-direktivet kræver at afgørelser skal træffes individuelt, objektivt og upartisk, og fastlægger fælles standarder for anvendelse af begreber som »grundløse ansøgninger« og »første asylland«. Det handler også om at sende asylansøgere tilbage til »sikkert oprindelsesland« og »sikkert tredjeland«.

Danmark er ikke omfattet af disse tre direktiver eller af familiesammenføringsdirektivet.

Dublin-forordningen

Dublin II-forordningen er en EU-lov vedtaget i 2003. Den afløste Dublin-konventionen som trådte i kraft i 1997. Dublin II placerer ansvaret for en asylansøger i det første EU land en asylansøger er rejst ind i, dog ikke hvis man har visum eller familie i et andet land.

Forordningen er omfattet af Danmarks retlige forbehold, men Danmark har tiltrådt forordningen med en parallelaftale. Norge og Island er også med. EU-Kommissionen er på vej med en række ændringsforslag.