Fælles famlen i arbejdstidståge

Mindst 23 EU-lande bryder med de arbejdstidsregler, som de selv har vedtaget, men de kan ikke blive enige om hvordan reglerne skal laves om.
Af Staffan Dahllöf
26. februar 2008

Da EU i 1993 vedtog et direktiv om hvor lang arbejdstiden må være, var det en beskyttelse af lønmodtagerne. Ansatte skulle beskyttes mod alt for lange arbejdstider og sikres retten til fritid og hvile.

Sådan er det stadigvæk, men to andre aspekter af de fælles arbejdstidsregler er på vej til at tage overhånd:

Det ene er at EU's domstol har slået fast at rådighedsvagter er at betragte som arbejde. En læge er på arbejde selv om hun måske ligger og hviler sig – eller sover i sin egen seng på opkaldsafstand. Vagt- og rådighedstid er lig arbejdstid.

Truende lægeudgifter

Denne afgørelse er en udgiftsbombe i EU's medlemslande om end der er tale om en bombe med lang lunte som ikke er eksploderet endnu.

Hvis lægens rådighedsvagter skulle betales som fuld arbejdstid, ville det øge sundhedsudgifterne betragteligt. Alene den tyske regering mente at man fik behov for tæt på 25 procent flere ansatte. Andre lande kom med lignende advarsler om milliardudgifter.

Det satte gang i bestræbelser på at ændre de udgiftskrævende arbejdstidsregler.

Alle undtagen Italien og Luxembourg

Her kommer det andet aspekt af direktivet ind: Det hele begyndte at ligne en farce.

23 af 25 medlemslande – alle undtagen Italien og Luxembourg – fik i efteråret 2005 at vide at de brød med reglerne for læger og andet hospitalspersonale på rådighedsvagter.

Alligevel er der intet sket med regelbryderne, lige så lidt som det er lykkedes at opnå enighed om at ændre direktivet. Det har ellers ikke skortet på forsøg, blandt andet har Kommissionen lanceret et nyt begreb – »den inaktive del af vagtperioden» som ikke skal regnes som arbejdstid.

Et rådsmøde i december 2007 var det syvende møde i sagen mellem EU's arbejdsministre indenfor treëår som endte uden resultat.

Vil helst selv

Det er usædvanligt at forslag som har været forberedt af embedsmænd og diplomater, kommer op på ministerniveau syv gange, kun for at blive sendt tilbage ned i forhandlingsmaskineriet igen.

Men ændringsforslaget er følsomt da det kan få store økonomiske konsekvenser, og desuden mener så godt som alle regeringer at hospitalsvagter og lignende bedst bliver løst nationalt.

Problemet er bare at forkærligheden for nationale løsninger ikke standser ved lægernes vagtordninger.

Britiske frihjul

Storbritannien, men også andre medlemslande, vil i det hele taget ikke efterleve grænsen på 48 timers ugentlig arbejdstid. Retten til at stå udenfor arbejdstidsdirektivet – opt-out på EU-sprog – fik briterne sikret sig helt tilbage i 1993. Siden hen har nye medlemslande koblet sig på den mulighed.

Især Frankrig har været utilfreds med en fælles lov som alligevel ikke er fælles, når Storbritannien kan konkurrere med uregulerede, det vil sige tæt på ubegrænsede, arbejdstider.

Omvendt mener briterne og andre at EU skal lade være med at blande sig med emsige og forstyrrende erhvervsreguleringer.

Og efterhånden er argumenterne begyndt at vakle rundt om i EU's hovedstæder, herunder også i København.

Intet nyt i to år

Da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i december 2005 rejste til det femte ministerrådsmøde om sagen, fik han et mandat med fra Dansk Folkeparti.

Regeringen og Dansk Folkeparti var blevet enige om at ministeren skulle stemme nej til det aktuelle ændringsforslag, fordi det ville gå ud over den danske overenskomstmodel, sådan som Kommissionen havde lagt forslaget til rette.

Denne nye EU-alliance i dansk politik fik til gengæld Socialdemokraterne og SF til at fare i flint. De to partier mente at det ville give Storbritannien og andre mulighed for fortsat at konkurrere med ubegrænset arbejdstid.

Og sådan ligger landet, eller måske bedre Unionen, stadig:

Der er intet sket de seneste to år, andet end yderligere et par mislykkede forsøg på at lave om på det stadig mindre fælles direktiv.

Til sommer...

Men hvad så med de 23 EU-lande som i praksis bryder mod EU-retten?

På spørgsmålet om medlemslandene nu skal frygte at blive trukket i retten, eller om Kommissionen har opgivet at finde en vej ud af den forvirrede arbejdstidståge, har NOTAT fået følgende svar fra en kilde som ønsker at være anonym:

»Kommissionen overvejer hvordan man skal gå videre på baggrund af den seneste tids udvikling i sagen og har ingen kommentar på nuværende tidspunkt. Der arbejdes med en rapport om opfyldelsen af direktivet – den forventes at blive klar i løbet af sommeren.«

---

De fælles (nåja) arbejdstidsregler

• Højst 48 timers ugentlig arbejdstid, inklusive overtidsarbejde, målt på en beregningsperiode over fire måneder.

Ændringsforslag (ikke vedtaget): Ny maksimumsgrænse på 65 timer/uge hvis 48 timer bevares som gennemsnit under et år.

• Mindst 4 ugers ferie/år, mindst 11 timers hvileperiode/24 timers arbejde, mindst 35 timers sammenhængende fri/arbejdsuge, ret til hvile efter 6 timers arbejde, og som hovedregel højst 8 timers natarbejde/24 timer.

Ændringsforslag (ikke vedtaget): »Inaktive rådighedsvagter» (f eks læge på rådighedsvagt som ikke bliver kaldt op) skal ikke regnes som arbejdstid. Arbejdstidsregler skal kobles til arbejdstageren/individet, og ikke til arbejdet/arbejdspladsen.

• Undtagelser: Muligheder for lande og brancher/sektorer at stå udenfor (opt-out) de fælles arbejdstidsregler.

Dertil kommer undtagelser og særregler for ansatte i vejtransport, søfart, luftfart, jernbaner og offshore, og betingede undtagelser med vagt- og overvågningsarbejde, hospitaler, landbrug, presse m v

Dele af de fælles regelsæt kan også ophæves og/eller forstærkes ved kollektive overenskomster.

Kilde: Den Europæiske Unions aktiviteter: www.europa.eu/scadplus