Gensidig mistillid i Europol-samarbejdet

Politisamarbejdet i EU har et problem: Deltagerne stoler ikke på hinanden. »De mangler service fra os, vi savner samarbejde fra dem,« skriver Europol-ledelsen om de nationale politimyndigheder.
Af Staffan Dahllöf
1. januar 2008

Med 27 medlemslande, fælleskontor i Haag, 610 ansatte, et budget på en halv milliard kroner (70,5 millioner euro) om året, og snart ti år på bagen, kunne politisamarbejdet Europol stå som en model for knopskydningen af nye myndigheder i EU-regi.

Men måske er det alligevel ikke så god en idé endda. For ifølge Europols øverste ledelse, styrelsesrådet, kniber det med at få gennemført de opgaver som det fælles politikontor er sat i verden for at løse.

Det fremgår af en strategiplan fra Europol-ledelsen til EU's justitsministre.

En succeshistorie

Europol har ikke til opgave selv at rykke ud i marken. Til forskel fra f.ek.s FBI i USA har Europol ikke operative beføjelser (selv om der fra flere sider er fremsat ønsker i denne retning).

Europols kernevirksomhed er at modtage, udveksle og analysere oplysninger fra medlemslandenes politikorps. Disse analyser skal skabe grundlag for samordnede initiativer i et eller flere medlemslande.

Et aktuelt eksempel er Operation Koala, hvor de nationale politikorps i en koordineret aktion har slået til mod et netværk af pædofile i 19 lande. Men der er langt mellem succeshistorierne. Problemet er at det halter med at løse selve kerneopgaven.

En ond cirkel

Europols ledelse skriver i strategiplanen fra august i år:

»Formelle og uformelle analyser, ligesom den efterfølgende debat, har vist en begrænset viden om, og tillid til, Europol fra de ansvarlige nationale myndigheders side.«

Herefter fastslår man:

»Et antal medlemslande udtrykker kritik af manglende støtte og service fra Europol, mens Europol på den anden side vil fæste opmærksomhed på mangler i samarbejdet fra medlemslandenes side.«

Denne gensidige mistillid udgør i følge styrelsesrådet en »ond cirkel«. Den er man nødt til at bryde hvis Europol skal kunne udføre sin opgave.

Mange korps, mange kulturer

Tomas Frydenberg, vicepolitimester ved Rigspolitiet, kan genkende kritikken, men mener, at billedet skal nuanceres:

»Det tager tid at opbygge tillid i en organisation som har udviklet sig så meget som Europol. Ikke alle medlemslande er lige gode til at give Europol de nødvendige oplysninger. Der er også en stor forskel på hvordan man har indrettet politiet i forskellige lande. I lande som f.eks. Italien, Spanien og Frankrig har man flere forskellige politikorps, med forskellige kulturer, mens vi i Danmark kun har én politistyrke og dermed en mere ensartet politikultur.«

Frygt for lækage

Niki Ekman fra den svenske Rikspolisstyrelse siger at graden af tillid til Europol er afhængig af den konkrete opgave:

»Nogle gange kan man ligge inde med oplysninger som man ikke vil dele med andre af frygt for at oplysningerne bliver givet videre til de forkerte. Det er et generelt problem ved alt politiarbejde, ikke kun i Europol, og det må vurderes løbende hele tiden.«

Den selvkritiske vurdering fra Europols eget styrelsesråd bygger på en række tidligere analyser og rapporter.

F.eks. skriver de belgiske politimyndigheder i en rapport til Europols ledelse:

»Europols betydning for EU's internationale arbejde for at bekæmpe kriminalitet er lille, den faktiske succes er begrænset, flertallet af medlemslandene bidrager ikke til Europols rolle som informationsformidler, og Europol er ukendt, eller – i bedste fald - kendt som et politisk bureaukrati på undersøgelsesområdet.« (NOTATs oversættelse).

Ukendt for Espersen

NOTAT har bedt om aktindsigt i de konkrete analyser som ligger til grund for kritikken, men har efter godt to måneder stadig ikke fået endeligt svar fra Europols hovedkvarter i Haag.

Der er heller ingen tegn på at den skrappe kritik er kendt udenfor en snæver kreds.

I hvert fald stiller justitsminister Lene Espersen sig helt uforstående til bekymringerne hos Europol-ledelsen:

»Det er ikke noget jeg er bekendt med, tværtimod. Jeg benytter enhver lejlighed til at sige at Europol er en kæmpegevinst. Fra dansk side plejer vi at markere at det er vigtigt at man ikke sender folk til Europol som en retrætepost. Og på hvert ministerrådsmøde plejer Europols generaldirektør at understrege at medlemslandene virkelig skal gøre brug af deres tjeneste.«

Hvis du ikke kan genkende kritikken fra Europol-ledelsen, hvor er rapporten så blevet behandlet politisk?

»Det lyder helt bemærkelsesværdigt. Det er ikke noget jeg kender noget til,« svarer Lene Espersen.

---

Et oplysningskontor med ambitioner

Det konkrete udtryk for EU-landenes fælles politienhed, Europol, er et kontor i den hollandske by Haag hvor nøglepersonerne blandt de ansatte er politifolk fra EU's medlemslande.

De har til opgave at indsamle og analysere oplysninger hjemmefra, og stille disse analyser til rådighed for de nationale politikorps i medlemslandene.

Samarbejdet startede under navnet EDU (Europol Drugs Unit) og var da afgrænset til kun at omhandle narkosmugling.

Siden Europolkonventionen – en mellemstatslig aftale – trådte i kraft 1999 er opgaverne blevet udvidet til også at omfatte ulovlig indvandring, menneskesmugling, terrorisme, pengeforfalskning, pengevask, smugling af stjålne køretøjer og andre former for organiseret kriminalitet som vedrører to eller flere medlemslande.

Retning: FBI

Lige siden starten af 1990'erne har der eksisteret et politisk ønske om at Europol skulle udvikles i retning af et europæisk FBI, og ikke kun fungere som en oplysningscentral.

Hidtil er det dog gået trægt med denne udvikling.

Ifølge en beslutning fra 2002 skal Europol kunne opfordre medlemslandendes politi til at tage forskellige initiativer, og ikke kun som i dag vente på at medlemslande beder om hjælp.

Fem år senere er denne beslutning endnu ikke trådt i kraft fordi den er udformet som en ændringsprotokol der skal ratificeres i alle medlemslande, og det er en proces som tager tid.

Nyt grundlag

For at fremskynde beslutningerne om hvad Europol skal have lov at beskæftige sig med, og hvilke midler man må bruge, har EU-Kommissionen foreslået at samarbejdet skal bygge på en rådsafgørelse i stedet for den nuværende mellemstatslige konvention. Det skal ske fra 2010.

Det vil indebære at Europol bliver en del af det fælles EU-budget, og at fremtidige beslutninger skal kunne tages med et flertal og ikke som i dag kræve enstemmighed.