ARTIKLER


Hjerteskærende lobbyisme udhuler klimaindsats

Lobbyister er så effektive at klimaindsatsen er i fare, mener miljøorganisationer.
Af Kenneth Haar
24. april 2008

Erhvervslivets lobbyister kan ikke få EU til at skrue ned for de overordnede ambitioner, men de har stor indflydelse på de metoder der anvendes. Så stor at den samlede indsats i sidste ende alligevel er i fare. Det viser det igangværende slag om EU's system for handel med CO2-kvoter hvor det er lykkedes lobbyisterne for en række industrisektorer at skabe eller udvide så mange smuthuller at indsatsen i sidste ende kan blive udhulet.

Det mener i hvert fald flere iagttagere på miljøorganisationernes kontorer i Bruxelles som med gru har fulgt behandlingen af Kommissionens forslag. Det skal fastlægge retningslinjerne for kvotesystemet i fremtiden. I tiden op til offentliggørelsen af forslaget den 23. januar i år, bankede de konstant på Kommissionens dør og kom ifølge klimamedarbejder ved Greenpeace's Bruxelleskontor Mahi Sideridou med »alle mulige slags hjerteskærende appeller for særbehandling«.

Og det virkede.

Kvotesystem et flop

Under systemet der kaldes Emissions Trading System (ETS), tildeles virksomheder en CO2-kvote, det vil sige tilladelse til at slippe en bestemt mængde CO2 ud i atmosfæren. Vil de udlede mere, må de betale sig fra det.

Det lyder såre enkelt, men erfaringerne med systemet har vist at hvis denne rationeringsordning skal føre til reduceret udslip, enten ved begrænsning af forbrug, eller gennem investeringer i miljøvenlig teknologi, så er den metode der bruges, helt afgørende.

Kvotesystemet har nogle år på bagen. Første fase blev indledt i 2005, og i begyndelsen af 2008 tog EU hul på anden fase der strækker sig frem til 2012. Forslaget på bordet handler om perioden 2012-2020. Det ligger lidt ude i fremtiden, men debatten er dramatisk fordi kvotesystemet handler om cirka halvdelen af EU's klimaindsats, og fordi Kommissionen og Ministerrådet har erkendt at den gamle metode ikke duer.

I første omgang blev det medlemslandene selv der uddelte kvoter til virksomhederne, og kvoterne var gratis. Blandt dem som forudså at det ikke ville virke, var professor Gert Tinggaard Svendsen fra Århus Universitet. Han mener at lobbyisme var årsagen til valget af en dårlig model med de nationale myndigheder i den afgørende rolle. Nationale myndigheder ville – forudså han – uddele for høje kvoter for at sikre sine egne virksomheders interesser, med det resultat at reduktionen ville udeblive. Og sådan blev det. Medlemslandene uddelte i den første periode af systemets levetid alt for høje kvoter, med det resultat at priserne på kvoter styrtdykkede. Det blev næsten gratis at forurene mere, og systemet var slået fejl..

»Derfor skal der en centraliseret uddeling af kvoter til. Og kvoterne skal ikke tildeles gratis, men sælges på auktion,« siger Gert Tinggaard Svendsen til NOTAT.

Jagten på fribilletter

Det er netop en central uddeling af kvoter som er på vej. Kvoterne skal i princippet købes på en auktion, og størrelsen af kvoterne udstikkes af EU. Så langt og så godt ser det altså ud til at der tages højde for de dårlige erfaringer. Men allerede de seneste måneders begivenheder omkring offentliggørelsen af Kommissionens forslag viser at de tunge drenge i erhvervslivet er oppe på dupperne, og det rejser nogle nye problemer. Mange vil nemlig kæmpe hårdt for at få gratis kvoter eller for at få andre privilegier.

Tomas Wyns arbejder for Climate Action Networks kontor i Bruxelles med kvotesystemet. Han peger særligt på olieraffinaderierne:

»Det er tydeligt hvad der er sket. I Kommissionens oprindelige udspil skulle olieraffinaderierne betale for alle deres kvoter. Men i løbet af januar var de flittige gæster hos Kommissionen, og da det endelige forslag kom, skulle de kun købe 20 procent af deres kvoter,« siger han.

Tomas Wyns er usikker på hvilke olieselskaber der var på banen, men Mahi Sideridou fra Greenpeace citerer anonyme embedsmænd i Kommissionen for at pege på Shell og BP.

Også en lang række andre brancher har været flittige, særligt stålindustrien, cementindustrien, energisektoren og papirindustrien. Alle har argumenteret for at netop de er i en vanskelig position. Stålindustriens repræsentanter har bl.a. sagt til advarsel at en prisstigning på 10 procent ville være uundgåelig hvis industrien skal betale for kvoter. Det argument gør ikke indtryk på Tomas Wyns:

»Det er ikke længe siden stålindustrien varslede en prisstigning på 15 procent med henvisning til øget efterspørgsel og høje kulpriser. De har åbenbart en stor margen som de kan justere priserne indenfor. Derfor har vi spurgt dem hvorfor kvoter i sig selv skulle gøre en stor forskel, men de har ikke svaret og har ikke fremlagt dokumentation.«

»Kulstoflækage«

Det afgørende kort erhvervslivet har smidt på forhandlingsbordet i Bruxelles, er »konkurrencedygtighed eller virksomhedsflugt«, og i EU-sammenhæng er det kort en trumf. Mange industrigrene har påstået at hvis de skal betale for kvoterne, vil de ikke være konkurrencedygtige, og vil sandsynligvis være nødt til helt at forlade EU. I et enkelt tilfælde er det endda blevet garneret med en miljøvinkel:

»Hvis vi skulle flytte vores industri ud af EU, ville vi være nødt til at transportere stål til Europa, og det ville øge udslippet,« sagde Philippe Varin fra den europæiske sammenslutning af stålproducenter i januar.

Frygten for virksomhedsflugt som følge af klimapolitikken i EU har været så intens at den har fået sit eget begreb, »kulstoflækage«. Og kulstoflækage tages så alvorligt at emnet har fået en fremtrædende plads i Kommissionens forslag. Ifølge forslagets artikel 10b skal Kommissionen nemlig undersøge risikoen for udflytning i de forskellige sektorer, og først i juni 2011 fremlægge en rapport. I forlængelse af

rapporten kan Kommissionen så fremlægge forslag til hvilke sektorer der bør anerkendes som »energi-intensive sektorer«, der er værdige til at få særbehandling, f.eks. gratis kvoter. Det må betragtes som en foreløbig sejr for den kampagne dele af erhvervslivet har kørt.

Så længe behøver de ikke at vente. Ikke hvis det står til kommissær G¸nter Verheugen der har ansvar for industrielle anliggender og betragtes som »hardliner« i Kommissionen.

»Jeg er bestemt tilhænger af at være et eksempel for resten af verden, men jeg er imod økonomisk selvmord,« sagde Verheugen i januar. I februar var han således travlt beskæftiget med at berolige en række industrisektorers repræsentanter, herunder stål- og papirindustrien, og erklærede blandt andet at ville bruge EU-topmødet i marts til at få flere af dem udnævnt på forhånd til »energi-intensive sektorer« som ikke skal betale for kvoterne.

Billige kinesiske kreditter

Det kan indvendes mod frygten for at mange virksomheder kan få deres kvoter gratis, at de trods alt vil være nødt til at købe retten til mere udledning hvis de overskrider deres kvote. Men på dette spørgsmål frygter miljøorganisationerne at læsset kan vælte helt. Forslaget fra Kommissionen giver efter alt at dømme gode muligheder for at købe kvoter for en slik. Bliver de ikke billige i EU, kan de nemlig købes internationalt, på markedet for de såkaldte CDM-kreditter (Clean Development Mechanism). Under denne ordning kan virksomheder støtte projekter i »u-lande« som angiveligt fører til mindre udledning af CO2. Problemet i den model er at den slags investeringer typisk er landet i Kina – et land med et stærkt stigende energiforbrug. Det kan derfor være svært at afgøre om en investering i for eksempel en vindmølle, nu også fører til et lavere udslip. Sikkerheden for at vindmøllen virkelig erstatter olie eller kul, er ringe.

Markedet for CDM-kreditter er hastigt voksende, og alt tyder i dag på at de vil blive meget billige i de kommende år. Derfor bliver det billigt at overskride sin kvote. Alligevel giver Kommissionens forslag så god plads til køb af CDM-kreditter at klimaindsatsen kan blive undermineret, mener både Greenpeace og Climate Action Network.

NOTAT spurgte hvem der særligt har presset på for at få omfattende adgang til CDM-kreditter:

»Det er vist kun miljøorganisationerne som ikke presser på for større adgang til CDM-kreditterne«, siger Mahi Sideridou fra Greenpeace tørt. Og Climate Action Network er enig:

»Meget er selvfølgelig usikkert endnu. Det afhænger jo også af hvad der sker ved internationale forhandlinger. Men som sagerne står, kan alene CDM-kreditterne betyde at hele øvelsen ender i ingenting. Og i mellemtiden får vi ikke de investeringer i energibesparende teknologi som kvotesystemet skulle have fremmet,« slutter Tomas Wyns. u


Hvad er CO2-kvotehandel?

For at få en række industrier til at arbejde for et mindre udslip af CO2, har EU vedtaget at de enkelte virksomheder skal have en begrænset ret til at udlede CO2 i atmosfæren. Den mængde de får tildelt, kaldes for en kvote. Hvis de vil udlede mere end de får tildelt, skal de betale for flere kvoter.

Systemet trådte i kraft i 2005. Hidtil har systemet ikke været effektivt fordi kvoterne har været for billige. Derfor diskuteres i øjeblikket en ny metode som skal sikre at udslippet begrænses.

Systemet udvikler sig i tre faser:

Første fase: 2005-2007. Gratis tildeling af kvoter på nationalt plan.

Anden fase: 2008-2012. Tildeling af kvoter på nationalt plan. Nationale myndigheder afgør om de skal være gratis eller koste penge. I Danmark er de gratis.

Tredje fase: 2012-2020. Denne fase diskuteres i øjeblikket. Kommissionen foreslår central uddeling fra EU af kvoter. Kvoterne skal koste penge, men flere industrigrene vil formentlig få undtagelser.